Af Klaus Riis
Anders Fogh er snart formand
for Den Europæiske Union. Pr. 1. juli tegner den danske statsminister den
vordende europæiske supermagt udadtil som formand for ministerrådet
- sammen med den siddende kommissionsformand.
Det gør ham ikke til
EU's præsident, om så blot på lån. EU's kommende præsident
håber englænderne bliver Tony Blair, når han i 2005 rykker ud
af Downing Street, mens andre håber på helt andre arrangementer.
I
al fald: Fogh får sin debut som 'international statsmand' - og danskerne
skal føle sig beæret over at være værtsland for alle
de politiske pinger, embedsmænd og journalister, som med deres ankomst til
diverse møder forventes at sætte gang i hoteldriften og andre drifts-stillere
i det kommende halvår.
'Hjælp det danske formandskab til at
blive en succes' og 'Vis Danmark frem fra sin bedste side som vært':
I ugevis har sådanne enslydende budskaber kunnet høres i medierne.
Der er ingen ende på appellen til at stå sammen som nation og bag
dens statsminister . . .
De kender knapperne til den danske stammefølelse
- og der er blevet trykket på dem.
Lad os i stedet hjælpe Fogh
og Co. og hans formandskab til fiasko!
For 'succes for det danske formandskab'
betyder gennemførelse af EU's supermagtsplaner. Fogh har opstillet den
såkaldte østudvidelse (med minder om sprogbrugen i begyndelsen af
40erne af sidste århundrede) som den centrale opgave for det danske formandskab.
10 nye lande skulle gerne optages som medlemmer af EU.
Det vil styrke EU og
være til gavn for disse lande, hedder det.
Det første er rigtigt.
Det vil styrke den europæiske supermagt, som vil opsluge nogle 'randområder'
som Vesttyskland opslugte DDR. De har et betydeligt økonomisk potentiale,
som magthaverne i unionen gerne vil besidde. Det vil styrke EU's globale position.
EU vil være den globalt største økonomiske enhed, større
end det sammenbrudte USSR i dens storhedstid.
Det andet er forkert: En styrket
europæiske supermagt, en styrket europæisk imperialisme, vil ikke
være til fordel for arbejderne eller det store flertal i hverken EU's nuværende
eller de 10 håbefulde medlemslande. Det vil ikke være til gavn for
en selvstændig national udvikling. De fleste af de 10 håbefulde lande
vil blive henvist til en randeksistens. Det er først og fremmest den økonomiske
og politiske elite, der håber på at få del i krummerne fra euroimperialismens
bord - mens arbejdere og bønder og offentligt ansatte vil blive stillet
overfor nye og barske sociale rystelser. Titusindvis af landbrug skal nedlægges
- og arbejderne skal fortsat tjene som lavprisarbejdskraft for de multinationales
outsourcing.
'Succes for det danske formandskab' betyder en forstærket
udbytning af de arbejdende i Unionen - og overalt hvor EU har sine fangarme ude
i samarbejde og rivalisering med USA.
Det er ikke en succes, der er grund til
at unde Anders Fogh. Han vil samtidig udbygge Unionen som et 'Fort Europa': Den
reaktionære danske udlændingepolitik, baseret på det fremmedfjendske
Dansk Folkeparti, ser han gerne som Unions-politik. Og han overtager fra det spanske
formandskab et forslag om forstærkede grænser, forstærket fælles
politi, forfølgelse af såkaldt 'illegale indvandrere' (hvad der ikke
betyder, at folk er kriminelle, men at Unionen ikke vil have dem) og 'straf' for
de fattige ulande, som efter Unionens formening ikke gør nok for at tage
fattigdoms- og andre flygtninge om immigranter tilbage igen.
Der er intet positivt
i denne politik: Det er en politik for at befæste den europæiske imperialisme
og opruste den, parallelt med den amerikanske supermagt.
To globale centrer
for imperialisme, undertrykkelse, krig og udbytning toner frem: supermagten USA
og den håbefulde supermagt EU.
I Foghs formandsperiode arbejder den videre
på sin forfatning, som vil formalisere enkeltstaternes status som unionselementer
og Unionens overhøjhed over nationalstaterne.
Den fortsætter oprustningen
og skabelsen af en imperialistisk armé, der skal afløse de gamle
engelske og franske kolonihære i Afrika, Asien og Mellemøsten.
Den
arbejder videre for at deregulere økonomien, for privatisering og nyliberalisering
- dvs for profit for alt, hvad de multinationale kan lægge hænderne
på - de offentlige virksomheder er for længst slagtet, nu gælder
det uddannelsessystemt, sundhedsvæsenet og hele den øvrige sociale
sektor.
'Succes for det danske formandskab' betyder at de rige bliver rigere
- og flere fattige får mindre endnu.
Så Hjælp
Fogh til fiasko - ved at styrke EU-modstanden, kampen mod krigen,
kampen mod den imperialistiske globalisering - og mod højreregeringens
amokløb til fordel for de rige.
Kommunistisk Politik
13, 2002