Den første maj - og arbejdernes kampprogram

Af Klaus Riis

De borgerlige medier ter sig ens hvert år: Deres udsendte medarbejdere konstaterer, at årets 1. maj må være den sidste. Nærmest mod naturen og på grund af argumentresistens slæber arbejdsfolket - og også ungdommen - sig selv og masser af bajere til arrangementer landet over, som er blottet for indhold.

Skulle man tro den borgerlige presse (hvad man ikke skal), er 1. maj nærmest et frilandsmuseum i regn og sol.
I år var det forfatteren til det episke mesterværk Linda fra Læsø - ved navn Carsten Jensen - der i Politiken (05.05.02) kunne rapportere om 'Den store ølkoma - en øjenvidneskildring fra den danske venstrefløjs sidste dage':
- Her i Fælledparken var der ingen, der sang, lo, dansede, protesterede eller havde noget som helst at sige. Her lå der bare titusinder af sortklædte unge mennesker i en tryg og tavs ølkoma.

Lindas far havde besøgt det socialdemokratiske arrangement, hvor Poul Nyrup denne gang undgik at få æg i hovedet. Hvis han ikke havde været ude på en bunden mission, er det muligt, at han havde opdaget, at Fælledparken faktisk boblede af mening, protest, liv og dans. Jensen er vist nok tilknyttet et eller andet kulturudvalg i LO - og er derfor tilbøjelig til at sende sine fisefornemme fornemmelser nedad: Arbejderne er sløve; ungdommen er i koma.

Det forholder sig modsat: Savnes der begejstring og liv ved de LO-styrede socialdemokratiske 1. maj-arrangementer, er det, fordi en politik, som gør arbejderklassen til et halehæng til et parlamentarisk comeback for Nyrup og Co., ikke har den store appel.

Op gennem 80'erne og 90'erne udviklede Rød 1. maj-arrangementerne sig landet over - og først og fremmest i København, Odense og Århus - som et udtryk for klassekampslinjen i arbejderbevægelsen, hvor de socialdemokratisk styrede arrangementers hovedformål var at sikre regeringsmagt eller undgå stemmefrafald.

De socialdemokratiske arrangementer var for EU og sagde hver gang ja ved folkeafstemningerne. De sagde ja til NATO og USA's krige - med enkelte kritiske bemærkninger. De lagde låg på arbejdskampe og storkonflikter.
Rød 1. maj og de alternative klassekampsarrangementer sagde Nej til Unionen, Nej til krigene, Nej til at lade arbejderklassen spænde for den socialdemokratiske klassesamarbejdsvogn og parlamentariske manøvrer - og ja til socialisme, fred, kamp og dans.

Og sådan er det endnu - selvom DKP/ML (som engang tog initiativ til de Rød 1. maj-arrangementer, der hvert år samlede 30-40.000 mennesker på landsplan) nu prædiker enhed med LO-toppen og Socialdemokratiet under parolen 'Enhed mod højre'. De har nedlagt arrangementet i Århus og forvandlet det i Fælledparken til en karikatur. Til gengæld er Rød 1. maj i Munke Mose (som DKP/ML ikke har kunnet ødelægge) blevet stadig stærkere og mere autoritativt.

Uanset hvilken form kamplinjen antager 1. maj, så er den der og vil være der. Alle forsøg på at bygge bro over uforenelige modsætninger er dømt til at slå fejl. Og en selvstændig klasseplatform, løsrevet for bånd til en socialdemokratisk regeringspolitik, er så nødvendig som nogensinde.
Derfor må Jensen lyve.

Kommunistisk Politik 10, 2002