Af Klaus Riis
TÆND ET LYS FOR JENIN! Overalt i verden bliver ofrene for en af den nyere
tids kriminelle massakrer mindet med sorg og vrede. Jenin - flygtningelejren,
der er blevet et symbol på det palæstinensiske folks heroiske modstand.
Jenin - der er blevet et symbol på israelsk zionistisk folkemord og barbari.
Massakrer 'plejer' at blive begået i nat og tåge: Den israelske
hær havde spærret lejren hermetisk af - alligevel udspillede den
sig for hele verdens øjne, og til en hel verdens forfærdelse.
Den udspillede sig mens Anders Fogh fortalte at Arafat skulle gøre mere
mod terrorisme.
Den udspillede sig mens George W. Bush kaldte Sharon 'en fredens mand'.
Den udspillede sig mens Colin Powell var i Israel for at dække over Israels
forbryderiske krig mod palæstinenserne.
Og den udspillede sig, mens Danmark spillede fodbold i Parken.
Det var en fodboldlandskamp, der aldrig skulle have været spillet. Den
var fra første færd forkert: en 'venskabskamp' på den israelske
stats 'fødselsdag' - aftalt efter situationen mellem Israel og palæstinenserne
allerede var skærpet, den israelske kamp mod det palæstinensiske
selvstyre i fuld gang og det palæstinensiske svar: den anden intifada
under udfoldelse.
DBU har argumenteret for kampen ud fra dens sportslige værdi. Den havde
ingen: det israelske landshold var simpelthen for ringe.
Det var helt andre beregninger, der motiverede Israel. Værdien af en 'venskabskamp'
mod Danmark er ikke til at overse. Slet ikke i den nuværende situation,
hvor Israels krigsforbrydelser fordømmes af hele verdensoffentligheden,
og Sharon-regeringen åbenlyst trodser både FN og international ret.
Dens gennemførelse noteredes da også som en sejr af den israelske
ambassadør, bødlen Carmi Gillon, der sammen med den bedragerisigtede
venstreborgmester fra Farum Peter Brixtofte var dens honoratiorer: 'Venskab
sejrede over politik', erklærede Sharon-regimets udsendte torturspecialist
som dreven politiker. Brixtofte udtrykte sin fulde støtte til Israel.
Politikeren fra kulturministeriet meddelte fiffigt, at sport ikke skulle blandes
med politik - og understregede at Danmark ikke havde sanktioner af nogen art
mod Israel.
Men hvad der var tænkt som et stort anlagt propagandafremstød
for Israel og det officielle Danmarks støtte til dens forbryderiske politik
over for palæstinenserne blev en gedigen fiasko: Fodboldfolket blev simpelthen
væk efter at de israelske forbrydelser i de besatte områder var
blevet åbenbare med den nuværende israelske terrorkampagne. Billetsalget
gik helt i stå - næsten 6000 forlangte deres penge refunderet, flere
tusinde andre blev bare væk. Da det officielle tilskuertal blev opgjort
havde der været godt 9000 tilskuere - en brøkdel af det normale
tal for en venskabskamp.
Danmark - også fodbolddanmark - boykottede den provokatoriske kamp. For
en provokation var det: demonstrationerne og sammenstødene udenfor Parken
var forudsigelige og uundgåelige. Situationen var politisk - og den danske
regering insisterede på at lade kampen gennemføre i stedet for
at gøre det rigtige, anstændige og oplagte: aflyse den. Hver eneste
af de mere end 150 anholdte - hovedsageligt unge med palæstinensisk baggrund
- er ofre for en fejg proisraelsk og antipalæstinensisk regerings provokation,
fulgt op af et indsatsberedt politi.
I store dele af presse og TV fremstilles de protesterende palæstinensere,
arabere og muslimer som i bedste fald underlige ballademagere og potentielle
terrorister. Men det er mennesker, hvis nation, folk og familier massakreres
af en massivt militær overlegen terrorstat.
Det officielle Danmark har ikke taget klar afstand fra den israelske terror
og ikke omsat sin verbale kritik af de israelske menneskeretskrænkelser
til nogen form for handling. Våbeneskporten til Israel fortsætter
som om intet er hændt. De økonomiske, kulturelle og sportslige
forbindelser ligeledes. At være medvider og i det mindste passiv støtte
til en forbrydelse er medskyld og medansvar i sig selv.
Det er en kamp, der efterlader en bitter smag og et polariseret København,
som med en utrolig brutal politifremfærd fik en opvisning i, hvad der
er forberedt til EU-formandsskabets stordemonstrationer i andet halvår.
På trods af det massive politiopbud udenfor, i og omkring Parken forhindrede
det ikke Boykot Israel-aktivister i at protestere på selve fodboldbanen,
hvor Danmark vandt 3-1 over et meget svagt israelsk hold - i en træningskamp
uden nogen berettigelse overhovedet, heller ikke som testkamp før VM.
Den israelske udenrigsminister - nobelfredsprismodtageren (!) Shimon Perez - kalder den spage kritik fra EU-landenes regeringer for 'antisemitisk'. De israelske forbrydere er desperate …
Kommunistisk Politik 9, 2002