Af Klaus Riis
Mens 3.000 mennesker af forskellige nationaliteter døde i New York en
dag i september efter et terrorangreb, døde samme dag 35.000 børn
af underernæring og sult i forskellige lande. Det gør der hver
dag. Fattigdom er den største terrorist, verden kender - og den kræver
i dag flere menneskelig dagligt end nogensinde før i verdens historie.
For en brøkdel af de globale rustningsudgifter årligt på
mere end 800 mia. dollars kunne den mest påtrængende nød
elimineres: sikring af mad til alle, rent vand, medicin, uddannelse. En brøkdel
af de ca. 40 pct. af de globale rustningsudgifter, som supermagten USA alene
tegner sig for, kunne udvirke et sådant 'mirakel'.
At det ikke er tilfældet, er rent og skært vanvid - det føler
millioner af mennesker verden over, som stiller krav om krig mod fattigdom,
ikke mod de fattige, og som kræver en omfordeling af ressourcerne, i første
række fra krig til fredelige formål. Denne skævfordeling er
et centralt udgangspunkt for dagens globale protestbevægelser.
Talløse organisationer har positiv global omfordeling på programmet.
Undertiden erklærer også de rige landes regeringer, eller globale
konferencer i f.eks. FN-regi, eller internationale organismer som IMF og Verdensbanken,
at netop social fremgang for de fattige er deres program, alt imens den globale
sociale skævhed uddybes år for år.
Modstanden mod monopolernes globalisering og de imperialistiske regeringers
nyliberale økonomiske strategi bliver derfor stadig mere intens - og
har i de seneste år manifesteret sig i omfattende protestbevægelser
på gaderne i de byer og ved de konferencer, hvor magthaverne mødes
for at tilrettelægge nye skridt i udplyndringen af en udpint verden. Især
siden Seattle i 1999 er de vokset og blevet verdensomspændende og sammenhængende.
I 2001 blev endnu et aspekt tilføjet: Med den amerikanske terrorkrig
kom det til at stå klart, at globaliseringen drives fremad med militære
midler. Krigen er globaliseringens pansernæve.
To veje i modstanden
Det springende spørgsmål er, hvordan kampen mod magthavernes nyliberale
globalisering og krige føres, og med hvilke mål:
For at påvirke de herskende til at ændre strategi og politik, for
at få dem til at omforme deres politik og dens redskaber til organer for
social og global omfordeling til en 'bæredygtig udviklingsmodel'?
Eller som en revolutionær kamp for at knuse imperialismen og dens organer,
for at udslette det økonomiske system, kapitalismen, som har social polarisering
af de enkelte lande og verden som helhed som sin dybestliggende grundlov?
Netop disse to hovedstrømninger i den globale protest kan klart udskilles: den revolutionære strømning og den globale reformisme. Til en vis grad sameksisterer de på basis af muligheden for fælles aktion, et fælles Nej til imperialismens krigspolitik og monopolernes globalisering. Og inden for hver hovedstrømning eksisterer ret store forskelle med hensyn til mål, krav og metoder, men alligevel kan netop disse to hovedstrømninger, to overordnede strategier, klart udskilles. De må uundgåeligt og til stadighed støde sammen. Undertiden - som ved Verdens Sociale Forum 2 i Porto Alegre, Brasilien - manifesteret i en åben kritik af den reformistiske tendens fra f.eks. fremtrædende brasilianske fagforeningsfolk, som rejste en omfattende kritik af initiativet med dette spørgsmål: 'Er det muligt at give globalisering og krig et menneskeligt ansigt?' Arrangørerne af det sociale forum på deres side nægtede f.eks. repræsentanter for den colombianske guerillaorganisation FARC og for de baskiske modstandsfolk at deltage i arrangementet.
Krigen som imperialismens Way of Life
Marxismens svar på, hvilken vej modstanden må gå, er selvfølgelig
revolutionens vej: arbejderklassens og folkenes antiimperialistiske, demokratiske
og socialistiske revolutioner. Hele det sidste århundrede, det 20ende,
var én lang bekræftelse på, at den marxistiske analyse af
imperialismen, først og fremmest udviklet af Lenin, var rigtig og den
eneste nøgle til forståelse af den globale udvikling.
I 1800-tallets sidste tredjedel voksede kapitalismen over i sit sidste og højeste
stadium - imperialismen - kendetegnet ved, at frikonkurrencen afløses
af monopolernes herredømme.
Det betyder ifølge Lenin:
1. Koncentrationen af produktion og kapital havde nået et niveau, hvor
det havde skabt monopolerne som en afgørende faktor i det økonomiske
liv.
2. 'Finanskapitalen' opstod ved sammensmeltning af bankkapital og industrikapital.
3. Kapitaleksporten havde opnået fortrinsstilling over vareeksporten.
4. Internationale monopolsammenslutninger af kapitalister, som deler verden
mellem sig, dannes og omdannes.
5. Verdens territorielle opdeling mellem de kapitalistiske stormagter var afsluttet.
Imperialismens epoke er også revolutionernes epoke; monopolernes koncentration
er også tærsklen til den socialistiske revolution. Det 20. århundrede
var ikke bare verdenskrigenes, men også revolutionernes og de første
socialistiske forsøgs århundrede.
Økonomiens militarisering har været imperialismens stadige ledsagefænomen: Enorme værdier er overført fra civil produktion til militærproduktion. Verdens rustningsbudgetter og deres andel i den samlede økonomi har aldrig været større end i 2002. Oprustningen med sine enorme monopolprofitter er blevet en livsbetingelse for den imperialistiske produktion - og krigene dens Way of Life. Tydeligst netop i kapitalismens og imperialismens model- og hovedland USA.
Da økonomisk, politisk, militær og ideologisk ekspansion er selve
kernen i imperialismen, betød afslutningen af verdens territoriale opdeling
mellem kolonimagter omkring år 1900, at der kun var én vej til
at erobre 'nye territorier': at tage dem fra andre. Kampen for nyopdeling af
verden gennem krig karakteriserer hele imperialismens historie.
Nu, hvor amerikanske soldater igen er tilbage på Filippinerne med 'terrorbekæmpelse'
som påskud, kan det være på sin plads at huske, at den første
krig for verdens omfordeling gennemførtes af den opadstræbende
kapitalistiske stormagt USA mod den gamle kolonimagt Spanien, der var gået
i forfald. Det var i året 1898 under præsidenten William McKinley
- og de amerikanske imperialister lagde grunden til deres verdensherredømme
ved at erobre Filippinerne, Puerto Rico, Guam, Cuba, Hawaii og Samoa-øerne.
Propagandaen fremstillede det selvfølgelig som en afkoloniseringskrig,
men det var en nykoloniseringskrig.
Første verdenskrig var en imperialistisk omfordelingskrig mellem de
store imperialistmagter. Og sådan startede også den anden. Efter
den revisionistiske kontrarevolution i Sovjetunionen efter Stalins død
havde kampen om verdensherredømme mellem de to supermagter USA og Sovjet,
og de mange lokale krige, de var indblandet i, et klart aspekt af omfordelingskrig.
Den ny terrorkrig, som USA nu har proklameret, er endnu en omfordelingskrig:
USA vil underlægge sig hele verden og forhindre nye konkurrenter i at
komme frem: Gamle sovjetiske indflydelsesområder i Kaukasus og Centralasien
skal erobres af USA, mens resultaterne af afkoloniseringskampene og folkenes
antiimperialistiske uafhængighedskamp definitivt skal omstødes
ved skabelsen af proamerikanske lakajregimer overalt.
Et af seminarerne i Porto Alegre havde overskriften: 'En verden uden krig er
mulig'. Og det er den - men kun ved at imperialismen ødelægges,
kun ved at afskaffe den nuværende økonomiske verdensorden på
revolutionær vis.
Kommunistisk Politik 5, 2002