En sammenslutning af det tidligere kommunistiske parti DKP/ML og KPiD, der
viderefører det revisionistiske DKPs linje fra den sidste del af
det 20. århundrede, ser ud til at være på trapperne.
Ikke mindst fra DKP/ML udgår der klare signaler i den retning som
mest af alt ligner et koncentreret frieri. Men også fra KPiD og dets ledelse
er signalerne blevet stadig tydeligere. Og da begge de kommunistiske
småpartiers ledelser er korridorpolitikere, tillader vi os at gå
ud fra, at røgsignalerne skyldes to hjerter i brand.
Det vil i en ikke alt for fjern fremtid vise sig, hvad der konkret kommer
ud af det.
Men det er ikke for tidligt at give projektet en politisk vurdering med på
vejen.
For DKP/MLs vedkommende vil en sammenlægning simpelthen betyde partiets
endegyldige politiske og organisatoriske likvidation. Den endelige afsked med
partiets historiske udspring i kampen mod den moderne revisionisme internationalt
og nationalt og dets formelle inkorporering i revisionismens nuværende
skikkelse uanset hvad et evt. nyt partinavn måtte blive, eller
lidt formel skrabud for fortidens indsats. DKP/ML har i de sidste år politisk
og ideologisk forberedt sin egen begravelse ved systematisk at antage den moderne
revisionismes grundideer og praksis.
Det er også den endegyldige fallit for den programerklæring, som partiets nuværende ledelse gav i forbindelse med linjeskiftet og magtovertagelsen i 1997, som splittede partiet og fik en tredjedel af medlemmerne til at forlade det. Dengang ville man skabe et kommunistisk masseparti på basis af dets nye linje, der angiveligt ville sikre et hurtigt udviklingstempo og stor tilstrømning af unge og arbejdere. Nu ligner det mere en kollaps et forsøg på at redde stumperne ved at søge ind i KPiDs favn.
For KPiD vil der være tale om en fjer i hatten: Nedlæggelsen af
DKP/ML og opsamlingen af stumperne, uden at KPiD har opgivet en eneste af sine
grundlæggende revisionistiske ideer, indbefattet et verdensbillede, som
blev udformet i den sovjetrevisionistiske lejr frem til dennes kollaps i 1989-91.
Det betyder en grundlæggende fastholden af en uafbrudt revisionistisk
tradition fra 1960ernes og 70ernes DKP indbefattet den berygtede
strategi for et antimonopolistisk demokrati, dets særlige variant af den
opportunistiske tese om fredelig overgang til socialismen
og strategisk alliance med det borgerlige socialdemokrati.
Hele processen sælges selvfølgelig som samling af de kommunistiske
kræfter, som et kommunistisk enhedsparti. I glade stunder vil man kalde
det samling på marxismen-leninismens grund og forkynde,
at det er spiren til det berygtede kommunistiske masseparti.
Det er intet af alt dette. Det er en sørgelig fallit.
APK, 20. maj 2001