Af Klaus Riis
Enkelte dramatiske begivenheder går over i verdenshistorien med en betydning,
de i virkeligheden ikke har. Et attentat og et mord i Sarajevo i 1914 blev 'indledningen
til 1. verdenskrig'. Den 11. september 2001 vil få samme status. Verden
før - og verden efter.
Den 11. september - starten på 'verdenskrigen mod terrorisme'. Men ikke
bare politikken for 'terrorbekæmpelse' har været der i årevis.
Også de konkrete planer for den aggressive form, den nu antager, lå
der længe før den famøse dato. USA's aggressive interventionspolitik
overalt i verden er ikke af ny dato - NATO-krigen mod Jugoslavien i 1999, afsættelsen
af Milosevic og installeringen af et pro-amerikansk regime i Beograd var blot
det seneste større eksempel på denne kurs.
Det er ikke den 11. september, som udgør en skillelinje, dramatisk som
den var. Som amerikanske kommentatorer har bemærket det, er det snarere
den 20. september, da Bush i sin krigstale til nationen udformede, hvad
der allerede kaldes Bush-doktrinen:
Hvert land i verden blev stillet over for følgende: 'Enten er i med
os - eller I er med terroristerne'. USA tiltog sig ret til at intervenere
i alle landes indre forhold under påskud af terrorbekæmpelse - og
uden hensyntagen til FNs fastlagte internationale retsregler.
Det økonomiske indhold af Bush-doktrinen er omstilling af den amerikanske
økonomi til krigsøkonomi. Og dermed den globale økonomis
omstilling til krigsfod. Først og fremmest til fordel for de store amerikanske
våbenleverandører og de amerikanske olieselskaber - netop de monopolgrupper,
Bush-klanen altid har været tilknyttet og repræsenteret.
De afgørende kredse i den amerikanske monopolkapital har afgjort, at
vejen ud af USA's dybe økonomiske krise og af verdenskapitalismens krise
er oprustning og krig. Det betyder også en favorisering af visse monopolgrupper
på bekostning af andre - hvad der en yderligere ansporing af børspanikken.
Den allermest grundlæggende økonomiske kendsgerning om krigsøkonomi
er følgende: de arbejdende kommer til at betale - i form af krigsskatter,
reduktion af de sociale budgetter, lønstop og dyrtid. Og direkte overførsel
af de offentlige midler til monopolerne - især krigsindustrien. Både
i USA og EU er der bevilget enorme støttepakker til den kriseramte flyindustri
og flyproducenterne.
Nu vælter politikere, økonomer og medier over hinandens ben for
at fortælle at krisen i USA er uundgåelig. Det var angiveligt også
en virkning af den 11. september. Men krisen var en realitet længe før
den 11. september, mens nøjagtig de samme kræfter gjorde alt for
at skjule den.
De fleste økonomer nåede i den forgangne weekend frem til, at den
amerikanske økonomi er i recession, og vil være det resten af 2001.
Det har den faktisk været også i hele det første halvår
- hvor økonomerne spåede ny fremgang allerede her i efteråret.
Den Internationale Valutafond ventede i sidste måned en global vækst
på kun 2.8 procent for 2001. Nu justeres disse tal nedad. The Economist
Intelligence Unit forudser en vækst på 2,4 pct. - den mindste siden
1992 (under den sidste kapitalistiske økonomiske krise) og det bratteste
fald i væksten i 30 år. Deutsche Banks prognose er endnu dårligere:
Den venter at verdens økonomiske vækst bliver på 2.2 procent,
og at væksten i G-7 landene, verdens stærkeste økonomier,
bliver endnu ringere end det - med USA som den hårdest ramte økonomi.
Banken venter en vækst på 1 pct. i de syv førende industrilandes
økonomier i år - og også for 2002. Det betyder ifølge
Deutsche Bank 'den dårligste 2-års-periode siden den globale
recession i de tidligere 1980ere.'
Det tilsyneladende endeløse boom på aktiemarkederne er for længst afløst af små, akutte og lange, glidende børskrak. Enorme papirværdier er blevet tilintetgjort i det seneste år - og nogle af spekulanterne vakler. Det gælder for eksempel det største danske pensionsselskab PKA, hvis hovedaktionær er Dansk Arbejdsgiverforening og andre arbejdsgiverforeninger, og hvor også fagtoppen har anbragt store kapitalmængder. PKA gennemlever 'en økonomisk nedsmeltning' (Jyllands-Posten 24.09) - alle reserver er tabt, og angiveligt er kun egenkapitalen tilbage. Dets overlevelse er truet - med enorme konsekvenser for pensionsopsparerne, der har været mere eller mindre frivillige deltagere i den store aktieroulette. En bølge af krak for pensionsselskaber, investeringselskaber, banker og forsikringsselskaber kan være på trapperne. Og/eller en serie af statslige redningsaktioner i en række lande.
Det amerikanske Dow Jones-indeks oplevede sidste uge den største nedtur på en enkelt uge siden 1933. Ikke bare værdien af teknologiaktierne er decimeret, også alle andre brancher er faldet, nogle mere end andre, efterhånden som det er blevet klart at krisen og den dermed forbundne faldende indtjening for virksomhederne er en realitet. Værdien af Nasdaqs teknologiaktier er reduceret med 75 pct. siden toppen i marts 2000. Værdien af det tyske aktiemarked er reduceret med 40 pct., af det svenske med 50 pct. siden topnoteringerne.
Hvordan ser det ud i Danmark? Regeringen og finansminister Marianne Jelved
har energisk benægtet, at den danske økonomi var på vej ind
i eller var i krise. Også EU's økonomiministre beroliger med optimistiske
udsagn på den 'grundlæggende sunde' økonomis vegne. Det skete
så sent som på økonomiministermødet i Liege i fredags,
hvor ministrene i parentes bemærket definitivt afviste kravet om en Tobin-skat
på internationale kapitalbevægelser - Attac-bevægelsens hovedkrav.
Men EU-landene befinder sig også i økonomisk krise, som Deutsche
Banks prognoser viser. På torsdag offentliggøres nationalregnskabet
for 2. kvartal på torsdag. Danske Bank forventer nulvækst (0.0 pct.)
for dette kvartal. Og en minimal vækst på 0.1 procent for året
som helhed.
Dansk økonomi er - uanset Jelveds løgne om det modsatte - allerede
dybt inde i krisen.
Den globale krises uddybning sætter sig spor i de fortsatte massefyringer. I sidste uge gik det ud over flyselskabernes personale. På 7 dage slagtede de amerikanske luftfartselskaber over 100.000 jobs. Det er blot den mest markante fyringsrunde indenfor en enkelt branche - og kun i et enkelt land. For at imødegå den helt store panik har den amerikanske præsident opfordret folk til at bruge deres penge, til at øge deres forbrug. Det kan være med til at bremse for den øjeblikkelige panik på børserne. Men Bushs problem er, at hverken amerikanerne eller andre almindelige mennesker har pengene til at øge deres forbrug. For krisen er en traditionel kapitalistisk overproduktionskrise, udspillet i verdensmålestok: overproduktion af varer og mangel på købekraft til at aftage dem.
Den kapitalistiske verdensøkonomi har allerede længe før den 11. september været i dyb og akut krise. Så dyb, at det har været en anspore for de herskende kredse i den amerikanske monopolkapital til - med enstemmig opslutning fra begge politiske partier - at søge udvej i en krig, der igen skal 'sætte hjulene i gang' - i den mest uproduktive af alle økonomiens sektorer.
KP-Netkommentar 24. september 2001