Af Klaus Riis
Statsmagten og dens organer har forvandlet sig fra, i sin allerførste begyndelse, at være tjenere for samfundets fælles interesser til at være dets herrer. Det ses både i det arvelige monarki og i den demokratiske republik, fremhævede Friedrich Engels i sit forord fra 1891 til 'Borgerkrigen i Frankrig' - Karl Marx' indgående analyse af Pariserkommunen, det første historiske eksempel på arbejdernes klassemagt.
Engels tilføjede, at 'intetsteds udgør "politikerne"
en mere afsondret og mægtig afdeling af nationen end netop i Nordamerika',
i USA:
'Her bliver hvert af de store partier, der skiftevis kommer i besiddelse
af magten, atter selv regeret af folk, der gør politik til forretning,
der spekulerer på at få sæde i unionens eller enkeltstaternes
lovgivende forsamlinger, eller som lever af at agitere for deres parti og efter
sejren bliver belønnet med embeder .' Her har vi, skrev Engels,
'to store bander af politiske spekulanter, der skiftevis sætter sig i
besiddelse af statsmagten og udbytter den med de mest korrupte midler og med
de mest korrupte formål - og nationen er afmægtig overfor disse
to store karteller af politikere, der påstår at stå i dens
tjeneste, men som i virkeligheden behersker og udplyndrer den.'
Ikke meget har ændret sig - i USA, eller i den ny Union, som hedder
EU, eller for den sags skyld i det lille arvelige monarki i Region Nord.
Tag f.eks. folketingets årlige debat om finansloven: det er både
et skuespil for folket som et led i kampen om taburetterne, valgsejre og
embeder, og indbyrdes studehandeler om fordeling af økonomiske
midler til fordel for deres store eller små karteller.
Hvert år handler det om det samme: omfordeling af statsbudgettet og værdierne
fra det store flertal, fra arbejderne, de unge, pensionisterne og folk på
overførselsindkomster til fordel for kapitalen - men på en måde,
så folk ikke tror, der bliver snydt, men at der flyder en mild gaveregn
(ikke mindst i et valgår) til forbedring af den almene velfærd.
Det er til at brække sig over: den uendelige række af løfter
om skattestop, barselsorlov, forbedring af sygehuse og ældrepleje. Folket
er i centrum - indtil studehandlerne er på plads, og valgdagen overstået,
og hele menageriet kører videre fire år endnu.
To gigantiske tyverier, som hele flokken af skiftende borgerlige og socialdemokratiske magthavere står last og brast om - nemlig tyveriet af Den Sociale Pensionsfond, som beløber sig til 150 milliarder kroner og det gigantiske milliardtyveri fra to millioner folkepensionister, arbejdsløse og alle andre på overførselsindkomster, som kaldes 'satsreguleringsloven' fra 1990 - blev dårligt berørt under finanslovdebatten. Og det skønt kampen omkring Den Sociale Pensionsfond er i færd med at udvikle sig til et regulært ældreoprør, og selvom satsreguleringsloven, et årligt tyveri (eller en årlig særskat på 0,3 pct.) fra folk på overførselsindkomst, har betydet et akut reallønsfald for en stor del af befolkningen. For en arbejdsløs er f.eks. værdien af understøttelsen fra 1982 til i dag faldet med 11 pct.
Herom snakkede ingen - bortset fra nogle pip fra Frank Aaen fra Enhedslisten
og Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti, som ikke blev besvaret. Disse milliardtyverier
er allerede en del af finansloven, der er ikke noget nyt i dem, de fortsætter
rutinemæssigt. . .
Det går fint i Danmark og med dansk økonomi, det går godt
med det danske samfund: velfærden er på vej fremad. Vi har det godt,
både i Danmark og Unionen, var omkvædet i finanslovsdebatten (selvom
EU dårligt blev nævnt). Med tilføjelsen: gør det bedre
endnu - ved at stemme 'os' ind igen.
Men der er jo ikke bare dem på overførselsindkomst. Der er også
alle de lavtlønnede, som må tage til takke med de usleste jobs
ved kassen, rengøring eller i den kommunale servicesektor til en mindsteløn,
hvor man bliver straffet, både hvis man har arbejde, og hvis man ikke
har det. Af 'skattens skarpe klo', som det hedder i en gammel arbejdersang
og af et svinsk og perverst system for arbejdsløse og bistandsmodtagere
(som tvangsaktiveringsordningerne kun er et enkelt, om end vigtigt, element
i). Og der er de unge, som er trådt ned med særlige indslusningslønninger,
beskårne dagpenge- og bistandssatser, eller reducerede SU-klippekort.
Og de syge, der er afhængig af valgkrummerne. Og skoleeleverne med deres
overbelagte klasser, halvforfaldne skoler og den snigende brugerbetaling.
Gør man sig den ulejlighed at regne efter, er det et flertal af den danske
befolkning, hvis levestandard og realindtægt er blevet forringet, mens
det er gået forrygende godt for dem, regeringsalternativerne repræsenterer:
toppen af kransekagen, de velbjærgede.
Kravene er simple nok: Udbetal Den Sociale Pensionsfond (som tillægspension)! Fjern hele satsreguleringsloven - den forarmende særskat på overførselsindkomsterne! Skrot hele det brutale tvangsaktiveringssystem! Hæv de skattemæssige bundfradrag for de laveste indtægter ganske gevaldigt! Beskat A.P. Møller og 'hans' Nordsøolie, de multinationale selskaber og deres fiduser, og de velbjærgede, med klækkelige beløb til finansieringen . . .
Under hele finanslovdebatten havde kun Thulesen Dahl og Aaen en vis berøring
med virkelighedens verden, med det virkelige Danmark: stemmer fra folket.
Men hvad ville de med det, når de udtrykte den folkelige mening? Thulesen
Dahl ville i kanen med Venstre, hvis arbejderfjendske forslag til at hugge yderligere
1 ½ mia. fra de arbejdsløse han så med stor sympati på.
Og Aaen ville lave forlig med Socialdemokratiet og SF og Radikale og hvem ellers
- så det store tyveri kan fortsætte mod at de bestjålne får
nogle plastre på (som Socialdemokratiet ikke engang er villig til at uddele).
Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti er hoppet af. Og Aaen og Enhedslisten
vil med garanti opgive den hele kamp mod kartellerne og det regerende
røverparti for et lyserødt fingeraftryk på Finanslov 2002.
KP-Netkommentar 7. september 2001
Se også:
Asocial unionspolitik
Arbejdsløse
på finansloven
Ældreoprør
på vej