Af Klaus Riis
Hadet til USA i hele den arabiske og den muslimske verden er dybt, og det har sine klare årsager, som den borgerlige propaganda systematisk søger at tilsløre. Deri fremstilles hadet til og modstanden mod USA og de imperialistiske lande som resultat af religion, som uforståelig og fanatisk. Det er imidlertid let at forstå og yderst velbegrundet: USA og imperialistmagterne har aldrig villet lade disse lande få reel politisk og økonomisk uafhængighed, eller villet tillade reel social fremgang - men har altid ført en politik for at opsplitte og kontrollere den store region for at sikre sig kontrol med dens enorme rigdomme.
De arabiske og muslimske lande har - som alle lande i Asien - lidt under den 'del og hersk'-politik, som stormagten England gennemførte fra forrige århundrede som et led i sin kolonipolitik, og som efter 2. verdenskrig i det 20. århundrede er videreført med USA som hovedkraft. Bitre erfaringer som med shah-styret i Iran eller med det zionistiske Israel, to større amerikanske projekter, har ansporet de antiamerikanske følelser og været med til at give grobund for, at muslimsk fundamentalisme har kunnet sætte sig i spidsen for bestræbelserne for at befri sig for den amerikansk-britiske indflydelse. Men islamisk fundamentalisme og antiamerikanskhed er ikke identiske størrelser: De mest reaktionære fundamentalistiske regimer på den arabiske halvø er Saudiarabien og sheikdømmerne - der også er USA's nærmeste allierede i regionen.
Det er de overvældende negative og langvarige historiske erfaringer med amerikansk-britisk imperialistisk indblanding og diktat, der har næret de nationale frigørelsesbestræbelser blandt folkene i regionen i den 'postkoloniale' periode efter 2. verdenskrig. Disse er blevet modvirket gennem den omhyggeligt tilrettelagte del og hersk-politik, som USA og imperialismen har gennemført, som har oppisket nationale og etniske modsætninger, ført til store krige, som mellem Irak og Iran, og til en permanent spændingstilstand i området. I Mellemøsten har det aggressive Israel haft denne rolle. _Gennem USA's alliancer med de mest reaktionære og korrupte regimer og ved dets systematiske kamp mod progressive regimer (eller blot regimer, der ikke ville acceptere en lakajrolle for USA) har det sikret sig et strategisk herredømme og kontrollen over de enorme olierigdomme i området. Og er køb af regimer, kup og efterretningsintriger ikke tilstrækkeligt, går USA simpelthen i krig - med en kohorte af allierede i halen, som det skete i Golfkrigen i 1991 og nu igen i 2001.
Lige så lidt som 'kampen mellem katolikker og protestanter i Nordirland' er eller skal opfattes som en religionskonflikt, men en irsk national befrielseskamp for at eliminere resterne af den engelske koloniseringspolitik i Irland, kan og skal begivenhederne i den arabiske og den muslimske verden ses som en kamp mellem muslimer og krisne eller jøder, eller mellem barbari og civilisation.
Det er lande, der er holdt kunstigt tilbage fra fremskridt - og derfor antager bestræbelserne for national og social frigørelse til dels en religiøs dragt, som klassekampen mellem det opdukkende bourgeoisi og feudalismen for århundreder siden gjorde det i Europa. Kernen i disse bestræbelser og i de dele af den muslimske bevægelse, som fører kamp mod USA, Storbritannien, Rusland o.s.v., er imidlertid ikke religiøs, men national og social - det vil sige i sidste ende klassebestemt, og objektivt set antiimperialistisk.
Den religiøse forklædning, som det sociale og antiimperialistiske
indhold antager, betyder en svækkelse af konsekvensen i disse bestræbelser
og er et udtryk for reaktionære sociale elementers indflydelse i bevægelserne.
Al religion har en reaktionær funktion. 'Religion er opium for folket,'
sagde Karl Marx, et redskab i de herskendes hænder. Og der er i den retning
ingen forskel på f.eks. kristen, jødisk eller islamisk fundamentalisme:
De er tre alen ud af samme antirevolutionære stykke. Kernen i millionæren
Bin Ladensreligion er:_forsvar for 'muslimsk' kapitalisme i Afghanistan. Derfor
er han heller ikke, som hans historie viser det, konsekvent antiimperialist.
Det revisionistiske Sovjetunionens erobringskrig i Afghanistan og den revisionistiske
'kommunismes' fallit har sammen med følgerne af den iransk folkerevolution
(der væltede det forhadte USA-baserede shah-regime og mundede ud i dannelsen
af en islamisk republik) været med til at fremme den islamiske antiamerikanske,
antibritiske og antiisraelske aktivisme. En anden faktor er den permanente aggression
fra Israel mod palæstinenserne og araberne i den jødiske fundamentalismes,
zionismens, navn.
Ironisk nok har USA netop på grund af den religiøse fundamentalismes
generelle antikommunistiske og reaktionære karakter også været
med til at fremme den muslimske fundamentalisme generelt og gøre den
til et redskab for sine egne interesser, som med Saudiarabien, og har tilmed
fremmet den islamiske aktivisme i visse faser og visse perioder. Osama bin Laden
og også Taliban-styret var utænkelige uden denne side af amerikansk
del og hersk-politik.
Imperialismen og de reaktionære regimer i de arabiske og muslimske lande
opflammer til religiøs og etnisk strid. Det gør det lettere for
dem at blive siddende på flæsket simpelthen.
Den islamiske anti-amerikanske, anti-vestlige og anti-israelske fundamentalismes politiske mål er at oprette stater baseret på islam, 'gudsstater', i form af islamiske republikker som i Iran. Det er sådanne bevægelser, som gennem de sidste 20-25 år har taget kraftigt til i styrke ved at sætte sig i spidsen for kampen for national uafhængighed og afkastelse af 'Vestens åg' og de lokale regimer, der har allieret sig med USA og Vesten. Klassemæssigt set baserer de sig på disse landes store bondebefolkninger. Historisk har bønderne overalt i verden været en bærende kraft i kampen skabelsen af selvstændige nationalstater.
Hele denne situation har placeret de verdslige, kommunistiske, revolutionære
og progressive kræfter i disse lande i en vanskelig situation. På
den ene side er det nødvendigt at skabe den bredest mulige antiimperialistiske
enhed, som må basere sig på de muslimske masser, en alliance af
arbejdere og bønder. De politiske mål er imidlertid grundlæggende
forskellige fra fundamentalisternes: De revolutionære kræfter ser
vejen frem i skabelsen af progressive anti-imperialistiske verdslige republikker.
Den anti-vestlige islamiske aktivismes grundlæggende antikommunisme og
antisocialisme fylder enhver langsigtet enhedsfrontbestræbelse med indbyggede
antagonistiske modsætninger. En del af de verdslige politiske kræfter
har i den situation forvandlet sig til redskaber for imperialismen og er gået
i alliance med USA og/eller EU.
De revolutionære og progressive kræfter i vores og de øvrige dele af verden, for hvem islam er fremmed, og som lever i lande, hvor denne religion fremstilles som rent barbari og krigerisk fanatisme, må sætte sig ud over denne propaganda og forstå det reelle sociale, demokratiske og antiimperialistiske indhold i de kampe, som folkene i de arabiske og muslimske lande fører - mod imperialismen og dens lokale redskaber - og fremme den antiimperialistiske enhed mellem disse lande og folk, hvis fremgang er afhængig af, at de får befriet sig for imperialismen, og ikke mindst den amerikanske. Deres kampe må vurderes efter det faktiske indhold, og ikke efter den religiøse dragt.
Kommunistisk Politik 21, 2001