Af Klaus Riis
Ved indledningen til sin europæiske rundtur, der af de borgerlige medier betegnedes som en charmeoffensiv, slap den amerikanske præsident katten ud af sækken: USA vil skrotte ABM-traktaten fra 1972 mellem Washington og Moskva. Den har til en vis grad forhindret militariseringen af rummet og dannet baggrund for alle nuværende våbenkontrolaftaler.
- ABM-traktaten er et levn fra fortiden. Den forhindrer frihedselskende
folk i at udforske fremtiden. Og det er derfor vi må opgive den, sagde
han i Madrid i forbindelse med mødet med den spanske statsminister José
Maria Aznar.
Dermed erklærede den amerikanske præsident for første gang
åbent, at USA vil bryde ABM-traktaten, der bl.a. forhindrer opbygningen
af raketskjold af den type, Washington planlægger, som tager
sigte på at sikre USA absolut militært verdensherredømme.
Som det siges dér: Den, der kontrollerer verdensrummet, vinder
den næste krig
Bush skulle nedbryde en fælles europæisk front mod det amerikanske
projekt og sikre opbakning fra de traditionelt nære allierede: Storbritannien,
Italien og Spanien. Også Polen og Ungarn støtter det.
Både Blair og Berlusconi har givet grønt lys, og det gjorde den
spanske statsminister også i en fælleserklæring, som taler
om en voksende fare fra udbredelsen af masseødelæggelsesvåben.
Det er en diplomatisk omskrivning af de amerikanske angreb på såkaldte
slyngelstater, som de amerikanske missiler angiveligt skal forsvare
verdenscivilisationen (eller profitterne) imod.
De vil sprænge os i luften!
- Vi må frigøre os fra den kolde krigs mentalitet, sagde
Bush i Bruxelles. - De nye trusler handler om mennesker, som hader Europa
og vores allierede og vil sprænge os i luften!
Det sidste ryger direkte i samlingen af groteske Bush-citater med dens mindelser
om en tidligere forsvarer af den europæiske civilisation,
en anden krigsophidser, der efterlod en global ruin.
Overalt i EU-landene er der en massiv folkelig modstand mod de amerikanske stjernekrigsplaner og bekymring for det ny globale rustningskapløb, USA går i spidsen for. Den tyske kansler Schröder og den franske præsident Chirac har i koordinerede udtalelser offentligt udtalt deres regeringers modstand. De er som anførerne for udviklingen af EU til en global supermagt i konkurrence med USA også hovedmænd i bestræbelserne for at selvstændiggøre Unionen militært og løsne USAs faste greb om NATO-landene. Bush på sin side meddelte, at den kommende EU-hær skulle være en fast bestanddel af NATO.
Efter mødet i Bruxelles med de militære og politiske ledere fra
NATO-landene opsummerede Bush, at der var en ny modtagelighed blandt
NATO-partnerne for raketskjoldsplanen, og om NATO sagde han:
- Vi må styrke vores alliance, modernisere vores styrker og forberede
os mod nye trusler.
Han annoncerede en ny oprustningsrunde ikke bare for USA, men for hele den amerikansk-dominerede
alliance, og tilsluttede sig dermed NATO-generalsekretærs Robertsons kampagne
for at øge de europæiske rustningsudgifter:
-Tendensen med nedadgående forsvarsinvesteringer blandt NATO-landene
må vendes, meddelte han.
NATOs næste udvidelsesrunde vil finde sted ved topmødet for de nuværende 19 NATO-lande i Prag i november 2002, meddelte den amerikanske præsident. Den første førte til, at Ungarn, Tjekkiet og Polen blev NATO-lande fra 1999. Der er 9 ansøgerlande. Lithauen står højt på listen over muligt optagne som den første af de tre baltiske lande. De øvrige er Slovenien, Slovakiet, samt - med mindre gode chancer - Rumænien, Bulgarien, Albanien og Makedonien.
Den amerikanske ørn og den tohovede union
Pressemødet efter det første egentlige topmøde mellem verdensmagterne USA og EU nogensinde var næsten symbolsk: på den ene side den amerikanske ørn i form af præsident Bush, i hvis hænder en enorm politisk og militær magt er koncentreret, og på den anden dels mødets vært, den svenske statsminister Göran Persson i sin egenskab af formand for EUs ministerråd, og dels den anden tilstedeværende præsident i skikkelse af kommissionsformand Romano Prodi.
Den europæiske Union har ønsket om og viljen til at blive en
verdensmagt, der kan konkurrere med USA, men de politiske og institutionelle
strukturer er ikke så meget på plads endnu, at den kan tale med
en enkelt præsidentstemme.
På trods af de store modsætninger, der findes mellem USA og EU på
en lang række 0væsentlige felter - som stjernekrigsprojektet eller
Kyoto-aftalen - var det enigheden mellem de to verdensmagter, der blev understreget.
Konkret udtrykt i en fælles udtalelse om fred i Mellemøsten
på basis af den såkaldte Mitchell-plan. På betingelse af,
at palæstinenserne indstiller intifadaen og uden krav om, at Israel opgiver
sin besættelse og aggressive bosættelsespolitik. Desuden i en udtalelse
om, at man er sammen på Balkan til det sidste, og endvidere i en fælles
plan for at bekæmpe Aids og fattigdom på det afrikanske
kontinent - ikke mindst ved at lade markedskræfterne og frihandelen
gøre sit!
Om Kyoto var man enige om at være uenige, som Göran
Persson sammen, men man havde samme mål og ville forstærke
samarbejdet alligevel. På dette punkt markerede EU principielt sin vilje
til at udfordre det amerikanske førerskab og selv spille rollen som global
førerhund.
Om raketskjoldet ikke et ord - det er som bekendt et NATO-anliggende.
Bush gentog den amerikanske støtte til EU som supermagtens europæiske partner og medspiller i nyopdelingen af verden. Det er en ny situation, der udtrykker de ændrede styrkeforhold: en amerikansk præsident tager ikke længere først, eller kun, til topmøde med en sovjetisk, som dengang disse to supermagter dominerede verden. Nu er første stop EU - med Putins Rusland på en ydmygende sidsteplads. Og budskabet til Rusland: USA er ingen fjende - og russerne har at være glade for det fremtidigt særdeles tætte forhold til NATO og EU.
Topmødet mellem de to store imperialistmagter var med andre ord en aftale om at stå sammen om at diktere alle andre den amerikansk-ledte verdensorden. De vestlige imperialistiske stormagters orden, monopolernes og det fri markeds orden, oprustningens og rumkrigens orden. Enighed - på andre stormagter som Ruslands og Kinas bekostning. Og enighed på folkenes og den fattige verdens bekostning.
Men samtidig lurer uenighederne mellem dem lige under overfladen: USA er fast
besluttet på ikke at lade sig udkonkurrere, heller ikke på det europæiske
kontinent, og regner med i kraft af sit førerskab i NATO og sine agenter
i EU (eller nærmeste allierede) at kunne forhindre både Unionen
og den tysk-franske alliance i at blive en alvorlig trussel globalt. På
den anden side er det tyskanførte EU interesseret i at afsvække
den amerikanske indflydelse - både i Unionen selv, på kontinentet
som helhed, og globalt.
Men lige nu er det enighedens og kompromissernes tid:
enighed bag George W. Bushs kulsorte USA. Det holder ikke evigt: Den amerikanske
ørn er for aggressiv til for alvor at acceptere Unionen som partner i
sin profitable verdensorden. Og Den europæiske Union er både dobbelthovedet
og tvetunget.
Frihedens alliance
Den polske hovedstad Warschawa var et nøje udvalgt sted for George
W. Bush, da han for et lige så nøje udvalgt publikum af polske
politikere, prælater, videnskabsmænd og studerende holdt sin første
store udenrigspolitiske tale om visioner for Europa, som den amerikanske
propagandamaskine med CNN i spidsen længe har reklameret for og sendte
live til hele verden.
Den var lagt til Warschawa, signallerede Bush, fordi Warschawa nu ligger i centrum
af det Europa, USA drømmer om: opslugt af NATO og EU. Og i Polen, hvor
den amerikanske indflydelse er meget stærk og den stormende applaus sikker
på forhånd.
Bush fremstillede sig som en nutidens Winston Churchill og refererede gentagne gange til den engelske reaktionære statsmands Fulton-tale i 1948 om jerntæppet, der var trukket ned i Europa. For 10 år siden talte Bush Sr. også i Warschawa om skabelsen af et helt og frit Europa. Ifølge junior er det den ny generations opgave at bygge et europæisk hus med mange boliger og plads til alle. Det kan oversættes til: i et NATO anført med jernhånd af USA og et EU med stærk amerikansk indflydelse.
Et væsentligt indhold i Bush-talen var den omfattende snak om alliancen USA-Europa frihedens alliance - som skal sikre verden fred og frihed og økonomisk fremgang - mod barbariske og uciviliserede lande og regimer andetsteds. Med NATO- og Unions-Europa som global juniorpartner til den amerikanske globale førerrolle. Gentagne gange i den velformulerede ghostwriter-tale broderedes over temaet, at når USA og Europa står sammen går verden fremad, når de er delte bliver der krig og ulykke!
Dette var angiveligt ikke mindre end læren af det 20. århundredes,
Polens og Europas historie! Og besværgende fremførte Bush, at enigheden,
de fælles værdier - indbefattet fælles religiøs tro!
- var langt mere grundlæggende end midlertidige uenigheder.
Konkret erklærede Bush-regeringen sin støtte til en fremtidig optagelse
af samtlige europæiske lande, Rusland undtaget, men Ukraine indbefattet,
i NATO og i Den europæiske Union. Et nyt jerntæppe skal trækkes
ned ikke midt gennem Europa, men mellem Rusland og hele det øvrige Europa.
Samtidig gentog Bush sine forsikringer til Rusland om, at Polen,
NATO, EU og USA ikke er Ruslands fjende.
Bushs visioner for Europa er således en forstærkelse
af efterkrigstidens vestlige imperialistiske alliance, men nu udvidet med et
fuldstændigt opslugt øst- og centraleuropa - og med USA fortsat
i rollen som førerhund.
Fælles holdninger og initiativer fra USA og EU på den internationale
arena - fra Balkan til Mellemøsten og det afrikanske kontinent (Asien
og Latinamerika blev ikke nævnt) - skal sikre gennemførelsen og
udviklingen af det, Bush Sr. lancerede som den ny verdensorden.
Altså monopolernes og markedsøkonomiens globale diktatur under
amerikansk-europæisk overopsyn, præsenteret som fred,
frihed og demokrati.
Der var intet nyt i de europæiske syner, når det kommer til stykket,
men en gentagelse og nypudsning af den amerikanske verdensherskerdrøm,
verdensherskerideologi og -politik.
KP13, 2001