Af Klaus Riis
Mogens Lykketoft har som udenrigsminister fået en ny beundrer: Jyllands-Postens
chefredaktion.
Som finansminister fik han kun sparsomme roser fra den kant. Nu flyder de over
- på lederplads - og tilmed med tilbagevirkende kraft:
‘Moskva sætter pris på den håndfaste stil, der er
så karakteristisk for Mogens Lykketoft (…)
Mogens Lykketoft er endnu ny på posten, men hans selvbevidsthed og sikre
hånd er velkendt fra de mange år, da han beherskede Danmarks finanser.
Som udenrigsminister slægter han Uffe Ellemann-Jensen på og dermed
ikke forgængeren, Niels Helveg Petersen, der af natur vil optræde
diplomatisk imødekommende og flegmatisk.’ (15.3)
Anledningen til den usædvanlige buket var Lykketofts besøg i Moskva,
hvor han angiveligt over for den russiske udenrigsminister skal have redegjort
for det officielle Danmarks støtte til de baltiske landes optagelse i
NATO og for den officielle danske stilling til det amerikanske missilskjold,
som officielt er ikke at tage stilling for - endnu.
Det er ikke mindst Lykketofts holdning til netop de baltiske lande, der får
den reaktionære avis til at svulme over af begejstring - og det er ikke
mindst af den grund, den sammenligner ham med Ellemann-Jensen, der har engageret
sig dybt og vedvarende i disse landes forhold. De har stået danske borgerlige
hjerter nært, og ikke bare, fordi dannebrog faldt ned fra himlen under
et helligt korstog i dette område engang for længe siden. Store
kapitalinteresser var investeret der fra begyndelsen af det 20. århundrede,
og under 2. verdenskrig og den tyske erobring af dem var de af særlig
interesse for den danske kollaboratørregering, der øjnede nye
muligheder for økonomiske eventyr, og som var forbitrede over konfiskationen
af ejendom i 1939.
Det fik man da også hurtigt rettet op på. F.L. Schmidts cementfabrik
i Kunda, f.eks., kom snart til at fungere igen ved hjælp af slavearbejdere
til gavn og glæde for det storgermanske felttog. Uheldigvis for Stor-Germaniens
danske støtter led Hitlers eventyr skibbrud på slagmarkerne i Sovjet
- til alt held for de overlevende slavearbejdere og de europæiske befolkninger.
Under den krise, der førte til Sovjetunionens sammenbrud, gjorde den
daværende danske udenrigsminister sit til at opmuntre de baltiske lande
til at træde ud af unionen, mens han optrådte som ‘forsvarer’
af deres interesser i forhold til den vestlige verden. Og disse interesser definerede
Ellemann som medlemskab af både den Europæiske Union og af NATO.
Det er denne rolle som indslusningsagent i de vestlige alliancer, der breder
sig over hele det europæiske kontinent, Lykketoft og hans regering viderefører
til Jyllandspostens udelte tilfredshed.
Uffe Ellemann roser nu offentligt de danske SS-soldater, der har fået
et monument rejst for deres ‘indsats’ i dagens fascistoide Letland.
Og ‘dansk erhvervsliv’ har atter kronede dage i de baltiske lande.
Det officielle Danmarks forhold til de magthavende kapitalistiske kliker er
strålende.
Men er den danske politik for inddragelse af de baltiske lande i de reaktionære
imperialistiske alliancer til gavn for disse lande og deres befolkninger? Har
den brede befolkning der interesse i medlemskab af EU eller NATO? Nej - det
er de herskende kapitalistklikers projekt. De søger en udvej af den dybe
økonomiske krise, som disse lande befinder sig i, på trods af de
store vestlige kapitaltilførsler, gennem medlemskab af EU. Og de søger
at gardere deres system militært gennem NATO.
Optagelse af de baltiske lande i den Europæiske Union har den danske regering
gjort til en hjertesag, som den erklærer vil blive løst under den
danske formandsperiode næste år. Og Lykketoft render både
New York og Moskva på dørene med deres NATO-medlemskab. Vel vidende,
at Moskva forståeligt nok vender sig skarpt imod at få en højteknologisk
militærblok som umiddelbar nabo. Og at USA ser en mulighed for en studehandel
med Moskva i forbindelse med ikke-optagelse af de baltiske lande i NATO - bl.a.
omkring missilskjoldet.
Når Lykketoft forsøger at sælge den officielle politik til
den danske befolkning, bliver han ikke træt af at understrege, at NATO
ikke er aggressiv, og at ingen - og slet ikke Rusland - har noget at frygte
fra den kant. Det bliver sværere og sværere at tro på - ikke
mindst efter krigene mod Irak og Jugoslavien. Desuden er de baltiske lande selvstændige
lande, tilføjer han. Skal de da ikke have lov til selv at afgøre,
hvilke alliancer de vil være med i?
Hvor ‘selvstændige’ de herskende kliker er, kan sagtens diskuteres.
Men at de baltiske landes selvstændighed formindskes gennem blokdeltagelsen,
er indiskutabelt. NATO-medlemskab vil ikke øge disse landes sikkerhed,
men garantere deres inddragelse i en evt. krig.
NATO er et redskab for den amerikanske imperialisme, selvom Lykketoft forsøger
at fremstille alliancen som en demokratisk sammenslutning af selvstændige
lande. De baltiske landes optagelse vil ikke ændre en tøddel ved
det.
Jyllands-Postens roser til trods: Udenrigsminister Lykketoft er ikke andet end
en stikirenddreng. For imperialismen. For det danske borgerskab. For reaktionære
kliker.
KP6, 2001