Af Klaus Riis
Den illegitime amerikanske præsident har skyndt sig at vise verden, at
han er sin fars søn: en ny krigshøvding i Det hvide Hus.
Hans første udenrigspolitiske magtdemonstration var et signal: Bomberne
haglede atter ned over Bagdad, døde og sårede måtte hives
ud af brændende ruiner.
Bush viste, at den ti år lange krig mod Irak ikke er slut, at den kører
på lavt blus, men kan flamme op igen når som helst.
Den officielle ‘forklaring’ denne gang gik på, at det var en
defensiv operation, fordi man følte sig truet af irakiske radarer. Så
arrogant er den amerikanske supermagt, at den ikke engang gider skrue noget
overbevisende sammen.
Bush-administrationen erklærer også, at det raketskjoldsprojekt
nu bliver gennemført, som skal gøre USA usårlig for raketangreb
og sikre det frie hænder til at benytte sine bomber overalt.
Atomtruslen vil igen blive yderst virkelig. for USA sigter derved på at
genskabe et faktisk atommonopol i en ny militær situation, hvor a-våbnene
er spredt til stadig flere stater.
Bombningerne af Bagdad kan fremstilles som ‘defensive’ - Hvordan kan
nogen tro på forikringerne om, at raketskjoldet er det?
Når de store taler om fred, skal den lille mand være på vagt,
sagde Bertolt Brecht. Når de store bruger ordet ‘forsvar’, er
militær aggression på vej . . .
Bomberne over Bagdad var et signal til venner som fjender. Amerikanerne ville
lodde verdens reaktion. USA og England kører mere eller mindre kører
sololøb, og den militære koalition fra den store Golfkrig er brudt
sammen.
Der har været et stadig voksende internationalt pres på USA for
at opgive de økonomiske sanktioner, som er en af den vestlige imperialismes
store fredsforbrydelser i det sidste årti - med hundredtusinder eller
millioner af irakiske civile ofre. Bush ville vise, at det er uden betydning,
at USA fortsætter sin blodige kurs.
Og reaktionerne var spage. Ikke engang antikrigsbevægelsen i Vesten manifesterede
sig. I Irak og den arabiske verden gik folk på gaderne.
De herskende i USA vil bilde sig ind, at der er grønt lys til aggression.
At verden accepterer amerikansk førerskab.
Der var endnu et signal i eksplosionerne over den irakiske hovedstad: Bush
demonstrerede, at han vil stå last og brast med menneskeslagteren Ariel
Sharon, der er valgt til israelsk præsident. Den arabiske verden skal
se, at man skal overlade palæstinenserne til deres skæbne, for ellers
falder den amerikanske straf.
Det mishandlede palæstinensiske folk skal tvinges til at acceptere en
‘fredsordning’, der ikke giver dem mulighed for at opbygge en levedygtig
nation, og deres arabiske brødre skal ikke blande sig!
Verden kender Ariel Sharon, som ikke har fået sit tilnavn ‘slagteren’
for ingenting. Det er ikke kun en enkelt fascistisk udåd, der er uløseligt
forbundet med Sharons navn. Som israelsk krigsminister tillod han hundreder
af forsvarsløse mænd, kvinder og børn at blive nedslagtet
i de to libanensiske flygtningelejre, Sabra og Shatila, under tre uhyggelige
dages massakre i september 1982. Hele hans liv har været en uafbrudt terrorkamp
for at knægte og undertrykke det palæstinensiske folk.
Som militær befalingsmand står han personligt bag ødelæggelsen
af titusinder af palæstinensiske hjem og fordrivelsen af hundredtusinder.
Brutal militær undertrykkelse af enhver modstand er Sharons ufravigelige
kurs. Terrormord på palæstinensiske ledere på deres egne områder
er blot en af de metoder, han som præsident allerede har taget i anvendelse.
‘Defensive’ foranstaltninger, naturligvis.
Efter Sharons overvældende sejr i et valg, der blev boycottet af palæstinenserne
i Israel, har Ehud Baraks såkaldte arbejderparti fået tilbud om
at indgå i en koalitionsregering. Et forsøg på at skabe en
samlet front mod palæstinenserne, anført af en massemorder.
Det er rent kosmetisk: et forsøg på at gøre den ny israelske
regering “spiselig” i verdens øjne. Uanset udfaldet af regeringsforhandligerne
vil den aggressive politik overfor palæstinenserne og den arabiske verden
blive fastholdt og forstærket.
En notorisk slagter ved magten i Israel. En håbefuld krigshøvding
i Det hvide Hus. En demonstrativ alliance mellem krigshøvdingen og slagteren:
den fremtidige kurs er trukket skarpt op.
Ingen af dem ønsker fred. Palæstina og Mellemøsten vil længe
være et højspændingsområde.
USA sætter verdens dagsorden. Bush understreger fra sin første
dag, at den baseres på supermagtens militære overlegenhed.
Det er også et klart signal til arbejderne og folkene verden over: kampen
mod den amerikanske imperialisme, mod dens ‘ny verdensorden’, mod
den imperialistiske globalisering er umiddelbart på!
KP4, 2001