Af Klaus Riis
Sidste år udkom på Høst & Søns forlag en ordbjørn
på små 500 sider om den gedulgte virksomhed, som er en central del
af kapitalistiske samfunds livsytringer, med forkortelser som PET, FE og CIA:
‘Operation HURRICANE. Efterretningsvirksomhed før og nu’ .
Ophavsmanden er oberst Lars R. Møller, ekspert i psykologisk krigsførelse
og almindelig misinformation. Tidligere ansat i Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet,
planlægningschef ved Det Multinationale Korps’ hovedkvarter i Szczecin,
Polen.
Hans bog må betragtes som afløser/opfølger til Bob Ramsings
‘Den hemmelige tjeneste’ fra 1980, hvorom den tidligere efterretningsofficer
og historiker Wilhelm Christmas-Møller skrev, at ‘forfatteren nærmest
synes at have fungeret som fjernskriver for chefen i Elefantstok’ (:leder
af FET). Nu afdøde Christmas-Møller skrev ‘Obersten og
kommandøren’ (Gyldendal 1995) om FE 1945-55, der afgav baggrundsmateriale
til nogle afsnit i den af højrefløjen så stærkt kritiserede
koldkrigs-serie på DR2.
Oberst Møllers bog afspejler spionapparaternes syn på den undersøgelseskommission,
som blev lovvedtaget i maj ’99 til at granske PET’s overdrevent nidkære
registrering og infiltration af lovlig politisk virksomhed i strid med regeringsbeslutningen
fra 1968. Holdningen er: Så lidt kontrol som muligt, så mange kompetencer
som muligt, og helst skal det hele overlades til efterretningschefen og den
ansvarlige minister alene.
De gedulgte tjenester frygter afsløringer og konklusioner a la den norske
Lund-kommission, der f.eks. ikke fandt, at en tilslutning til et parti, der
erklærede sig for en socialistisk revolution var grund til registrering.
Kun faktisk kriminalitet i henhold til gældende lov burde påkalde
tjenesterne. Lars R. Møller:
‘Hele problemområdet for den første del af justitsministerens
begrundelse for at nedsætte kommissionen er vel egentlig kun en fortsættelse
af den diskussion, der fandt sted i januar 1984, da centrumdemokraten Palle
Johansen meldte Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (DKP/ML) til
politiet for højforræderi, krævede lederne fængslet
og partiet forbudt ved lov, bl.a. fordi partiet i sit program havde skrevet:
‘at kapitalismens krise kun kunne løses gennem en voldelig revolution,
hvor folket greb til våben’.
DKP/ML’s formand Klaus Riis sagde i den forbindelse til B.T. den 6. januar
1984 bl.a.: “Hvis vores program er højforræderi, er alt, hvad
der har med marxisme at gøre, højforræderi.” Videre
understregede han: “Vi har aldrig lagt skjul på, at det er nødvendigt
med en revolution, og en revolution kan ikke være andet end en voldelig
omvæltning.” (S. 449)’
Selvfølgelig mener Møller, at marxisme er grund nok til registrering.
‘Lovlig politisk virksomhed’ omfatter pr. definition ikke marxister.
Det har de danske efterretningstjenester altid ment - det kostede menneskeliv
under besættelsen. Hvor meget der ‘bør’ registreres,
ifølge væsenerne, kan man skønne af følgende:
‘Uden overvågning af en ofte meget stor personkreds er det ikke muligt
at finde ud af, hvem der i denne sammenhæng er interessant.’ (s.
449) og ‘Et direktiv, der præcis siger, at efterretningstjenesterne
ikke må overvåge fagforeninger involveret i en lovlig arbejdskamp,
lyder jo umiddelbart tilforladeligt. Men hvad nu, hvis enkelte aktivister (...)
beslutter sig til at iværksætte nogle udenomsparlamentariske aktioner
for at genere modstanderen. Udenomsparlamentariske aktioner kan bestå
af hærværk, ildspåsættelse, bombninger, kidnapninger
og i værste fald mord.’ (s. 459).
De gedulgte væsener vil have frikort til det hele, hvad som helst, når
som helst, hvor som helst.
KP3, 2001