Af Klaus Riis
Karl Marx påviste, at den kapitalistiske produktionsmåde ville
føre til skabelsen af et kapitalistisk verdensmarked, og til en uhørt
vækst i forskellen mellem den rige overklasse og et kæmpemæssigt
fattigt proletariat. Verdensmarkedet og den medfølgende kolonialisering
ville også, forudså han, føre til en stadigt voksende ulighed
mellem rige og fattige lande.
Dengang - i første halvdel af 1800-tallet - var forskellen mellem landene
i verden og mellem de forskellige verdensdele ikke enorme. FN har regnet ud,
at i 1820 var forskellen mellem de rigeste og fattigste lande i forholdet 3
til 1.
På den tid var f.eks. Englands årlige BNP pr. individ (beregnet
i 1990-dollars) omkring $ 1,765, mens den i Kina - et af datidens fattigste
lande - lå på $ 523.
Den kapitalistiske eksplosion i det 19. århundrede vendte op og ned på
det. Lige siden er forskellen mellem rige og fattige lande vokset uafbrudt.
I 1992 var f.eks. det årlige BNP pr. person i verdens nu rigeste land
USA på $ 21.558, mens den i et af de fattigste - Etiopien - lå på
$ 300.
Forskellen mellem de fattigste og de rigeste lande var ikke længere som
1 til 3 - men som 1 til 72! Næsten 25 gange så stor som i 1820.
De fattigste landes nationalprodukt pr. indbygger lå lavere end i Kina
for små 200 år siden! Trods al ‘bistandshjælp’ og
‘ulandshjælp’ og senest de påståede fattigdomsbekæmpende
virkninger af ‘globaliseringen’ - som der må sættes dollartegn
foran.
Gennemsnitsindkomsten pr. capita i den fattigste tredjedel af verdens lande
faldt i perioden mellem 1970 og 1995 fra 3,1 pct. af indkomsten i den rigeste
tredjedel af landene til 1,9 procent. Også den mellemliggende tredjedel
sank agterud i forhold til den rigeste (de imperialistiske lande plus enkelte
andre) - fra 12.5. til 11.4 pct.
Den rigeste tredjedel af verdens lande råder altså over 87,7 pct.
af det globale BNP, mens de to tredjedel tilsammen råder over 12,3 pct.
De rige lande øger deres forspring. I bunden er de fattigste lande blevet
både absolut og relativt fattigere.
Der har selvfølgelig været forskydninger i århundredernes
forløb. De foregår konstant. Blandt de rige lande indbyrdes: Det
20. århundrede så Storbritanniens værdighed som verdens rigeste
land og største kolonimagt overhalet af USA som nykolonialistisk verdensbehersker.
Det af 2. verdenskrig ødelagte Japan havde i 1950 kun 20 pct. af den
amerikanske indkomst, i 1992 lå den på 90 pct.
Socialistiske, antikolonialistiske og antiimperialistiske revolutioner fik landene
til at klatre opad på den globale rangliste, både målt med
hensyn til BNP og i form af de vanskeligere målelige forhold som standard
for udvikling og velfærd som uddannelse, sundhed, adgang til vand og el
o.s.v. Revisionisme og kontrarevolution vendte og vender udviklingen bagud.
I Rusland voksede BNP pr. indbygger uafbrudt i Stalin-tiden, i Bresjnev-perioden
stagnerede det, siden Gorbatjov og Jeltsin er det faldet - samtidig med at forskellene
mellem rig og fattig er øget enormt. I Rusland i dag er de rigeste 20
pct.s andel i nationalindkomsten 11 gange større end den fattigste femtedels.
De rige imperialistiske lande med deres mangemilliardærer har konstant
- i krig og fred, kun afbrudt af revolutionerne - øget kløften
til de fattige: udbytningens statistik.
Og verdens fattigste mennesker bliver også stadig fattigere: En tredjedel
af jordens befolkning - 2 milliarder mennesker - tjener mindre end 2 dollars
om dagen. Af dem lever i dag 1,5 milliarder for mindre end 1 $ dagligt. I 1987
var det 1,2 milliarder. I 2015 ventes det med den nuværende udvikling
at være 1,9 milliarder, der tjener mindre end en dollar om dagen.
Fattigdommen betyder masseelendighed, sygdom og død.
Det daglige, upåagtede, kapitalistiske massefattigdomsdrab er af gigantisk
omfang. Kapitalismen er - med og uden dens krige - et dræbersystem.
Det fremkalder stadige protester og oprør. Den nuværende antiglobaliseringsbevægelse
er blot et afdæmpet udtryk for den revolutionære vulkan, der syder
blandt folkene. Alle de imperialistiske sammenslutninger og organer fra WTO
og IMF til den Europæiske Union er pådrivere af den store imperialistiske
udplyndrings- og globaliseringsproces.
ATTAC-bevægelsen, som blev til i Frankrig på initiativ af avisen
Le Monde Diplomatique, fungerer, når det kommer til stykket, blot som
en lynafleder med sit krav om en Tobin-afgift på én pct. af de
internationale kapitalbevægelser. Det støttes af det officielle
Frankrig, og nu har statsminister Nyrup Rasmussen tilsluttet sig ideen:
- ‘ Jordkloden har brug for et menneskeligt ansigt omkring den direkte
markedsøkonomi. Det mener jeg faktisk, de unge mennesker har ret i,’
sagde han efter mødet i det Verdensøkonomiske Forum i Davos.
Hverken Nyrup eller EU kan gøre markedsøkonomien menneskelig.
Tobin-afgiften er blot en maske trukket over et dødningehoved.
Som Nyrups menneskelige kapitalisme.
KP3, 2001