De danske unionspolitikere vælter nærmest over deres egne ben for
at påstå, at EU ikke bevæger sig hen imod en forbundsstat.
Samtidig spiller de aktivt med i hele den proces, der efter planen skal sikre,
at Unionen efter regeringskonferencen i 2004 står med sin egen forbundsstatsforfatning.
Nice-topmødet og dets forventede beslutninger er blot et skridt på
vejen mod superstaten. Den omfattende brug af flertalsafgørelser, ændring
af stemmevægtene i de besluttende organer, skabelsen af et nærmere
samarbejde af de mest integrationsvillige lande, charteret om unionsborgernes
grundlæggende rettigheder o.s.v. skal angiveligt åbne for EU’s
udvidelse med en lang række nye medlemslande fra Øst- og Centraleuropa.
Men det er samtidig vigtige nye unionsskridt. De skal ikke blot sikre udvidelsen,
men lægger også op til nye kvalitative spring i retning af superstaten.
Kronen på værket skal være den forfatningskonference i 2004,
der skal give EU en grundlov og markere dens karakter som forbundsstat, ‘Europas
Forenede Stater’. Nice-topmødet skal også vedtage planen for
forløbet af denne proces.
I øjeblikket kan EU’s karakter diskuteres - er Unionen et ‘mellemstatsligt
samarbejde’ eller en forbundsstat in spe? For forbundsstatstilhængerne
med den tyske regering, kommissionen og et flertal i EU-parlamentet i spidsen
haster det at få skabt en forfatning, en grundlov, for Unionen, der juridisk
kan præcisere dens status - og give rammer og perspektiver for den faktiske
statsdannelsesproces, som længe har været i gang. Hele denne proces
betegnes som ‘konstitutionaliseringsprocessen’. Og det er nu, unionsgrundloven
for alvor er kommet på dagsordenen, som et konkret projekt. EU-parlamentet
har tidligere fået udarbejdet udkast til unionsforfatninger - Spinelli-rapporten
fra 80’erne og Hermann-rapporten fra 90’erne - men det er først
nu, det skal realiseres.
Grundlovsudkastet kommer imidlertid ikke dumpende ned fra himlen. Det vil bygge
på de nuværende hovedtraktater - først og fremmest Rom-traktaten
(Traktaten om de europæiske fællesskaber) og Unionstraktaten (Maastricht-traktaten,
suppleret af Amsterdam). Og der foreligger allerede et grunddokument: Sidste
år bestilte EU-kommissionen Robert Schuman-Centret ved Det Europæiske
Universitetsinstitut i Firenze til at foretage en sammenskrivning af det nuværende
traktatgrundlag i en enkelt tekst. Den blev afleveret i maj i år under
titlen ‘Den Europæiske Unions grundtraktat’ og har vakt begejstring
i kommissionen og blandt de øvrige føderalister: Det kan lade
sig gøre at sammenskrive det nuværende traktatgrundlag i en enkelt,
relativt kortfattet tekst.
Men det stopper ikke hermed: Grundtraktaten er kun udgangspunktet for forfatningen.
Forfatterne understreger selv, at Charteret for grundlæggende rettigheder,
som står foran vedtagelse i Nice, skal indskrives i den. Suppleret med
de øvrige Nice-vedtagelser og det såkaldte kompetencekatalog, som
de danske unionspolitikere prøver at fremstille som et værn mod
mere Union, findes alle hovedelementerne til unionsforfatningen. Den tjekkiske
præsident Vaclav Havel har sagt, at han vil have en forfatning, som kan
forstås af enhver elleveårig i den kommende union. Den skal sælges
under overskriften, at ‘Unionen bringes tættere på borgerne’,
at det ikke blot er et økonomisk projekt, ikke blot storindustriens projekt
- men at Unionen bliver ‘borgernes Europa’. Med andre ord: Det økonomiske
traktatgrundlag er for længst på plads - nu savnes overbygningen,
den politiske og demokratiske fernis, samtidig med at superstatsinstitutioner
begynder at finde deres endelige udformning. Den tyske udenrigsminister Joschka
Fischers udtalelser om, at unionen skal have en direkte valgt præsident
(kommissionsformand), et parlament i to kamre (det nuværende lettere omdannede
EU-parlament og et andetkammer af repræsentanter for de nationale parlamenter),
samt at vetoretten helt skal afskaffes, er konkrete bud i den retning, som vil
komme op efter Nice.
De danske unionspolitikeres ‘kompetencekatalog’ går direkte
ind i denne forfatningsproces for superstaten - og netop til styrkelse af unionen,
til etablering af forbundsstaten - og ikke i modsat retning, som de påstår.
De fortsætter og udbygger ufortrødent deres gigantiske unionsbedrag
over for befolkningen - samtidig med at de pønser på at få
fjernet alle danske forbehold i forbindelse med forfatningsvedtagelsen i 2004.
Evt. uden en folkeafstemning!
Redaktionen 20. november 2000
KP24, 2000