Der har været megen diskussion omkring EU ‘menneskerettighedscharter’
- ikke mindst blandt EU-parlamentarikerne. Også EU-modstanderne i Danmark
har forholdt til det. Til gengæld har de danske unionspolitikere og pressen
nærmest fortiet det - som sædvanligt, når det gælder
nye vigtige skridt i unionsopbygningen.
Og ‘Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder’
er et vigtigt led på vejen til en egentlig forfatning, der markerer udviklingen
af Unionen til ‘Europas Forenede Stater. Med sine 54 artikler rummer det
en lang række paragraffer, som normalt indgår i de enkelte landes
forfatninger, herunder i den danske grundlov. Samtidig er det Unionens pendant
og modstykke til den europæiske menneskerettighedskonvention, som den
i praksis vil blive overordnet.
Af de professionelle unionspropagandister bliver den solgt som en ny garanti
for menneskerettighederne. Sandheden er imidlertid, at den ikke tilkender ‘unionsborgerne’
nye rettigheder. De er i forvejen ‘dækket ind’ på alle
disse områder af nationale og internationale konventioner. ‘De grundlæggende
rettigheder’ er - for at sige det klart - ikke borgernes, men unionens.
‘Menneskerettighederne’ skal identificeres med unionen, og den nuværende
‘europæiske union’ fremstå som garanten for disse.
Garant for kapitalens ‘friheder’
Unionens historie er imidlertid ikke som ‘garant’ for borgernes rettigheder,
eller for menneskerettigheder i almindelighed - men for kapitalens og privatejendommens
rettigheder. Det er selvfølgelig ikke noget tilfælde at det er
kapitalens ‘rettigheder’, som først af alle blev sikret og
fylder alle EU’s grundlæggende dokumenter fra først til sidst
- charteret indbefattet, hvor det allerede i præamblen (de indledende
bemærkninger) hedder, at unionen ‘søger at fremme en afbalanceret
og bæredygtig udvikling og sikrer fri bevægelighed for personer,
varer, tjenesteydelser og kapital samt etableringsfrihed’. Det er disse
kapitalens grundlæggende rettigheder, hele konstruktionen er opbygget
omkring. Resten er en overbygning med fælles europæisk identitet
og fælles europæiske værdier, der skal tjene dette fundament
- og konkret fremme opbygningen af unionen som imperialistisk stormagt.
Men derfor er der selvfølgelig også en paragraf om ejendomsret
i charteret (art. 17) - den centrale paragraf i alle borgerlige forfatninger,
og i unionssystemet den mest udbyggede af alle, med sit eget traktathav - der
alle virker mere eller mindre som modifikationer af charterets øvrige
rettigheder. For står ejendomsretten og kapitalens friheder (som den på
talløse felter gør, i det virkelige liv) i modsætning til
‘menneskerettigheder’, til ‘unionsborgernes rettigheder’,
eller ‘arbejdernes rettigheder’ er det disse, der får vige.
Unionscharteret er et kapitalistisk charter, et charter til beskyttelse af det
kapitalistiske system.
Del af unionsgrundlov
Det endelige udkast til charteret, som nu foreligger, er på en række
punkter ændret siden førsteudkastet. Bl.a. er der kommet nævnes
nu ret til at strejke eksplicit. Det var et af ‘Euro-LO’s’ krav.
Til gengæld er en formulering i ligestillingsparagraffen om lige løn
for lige arbejde (eller som det hed ‘lige løn for lige arbejde eller
arbejde af samme værdi’) forsvundet til fordel for en meget generel
gummiformulering: ‘Der skal sikres ligestilling mellem mænd og kvinder
på alle områder, herunder i forbindelse med beskæftigelse,
arbejde og løn’.
Men en diskussion af de enkelte paragraffer er for en unionsmodstander en ørkesløs
beskæftigelse. Unionscharteret bliver en del af den forfatning, der planlægges
til vedtagelse på regeringskonferencen i 2004. Charteret i sig selv vil
udgøre et væsentligt element i en sådan grundlov for ‘Europas
Forenede Stater’.
Kræver folkeafstemning
Blandt de danske forbehold er der ét omkring ‘unionsborgerskabet’.
I den nævnte præambel, siges det at med charteret sætter Unionen
‘mennesket i centrum for sit virke med indførelsen af unionsborgerskabet
og skabelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed’.
Det er altså ‘unionsborgerskabets’ grunderklæring.
I sammenligning med den danske grundlov fra 1953 er charteret udbygget med en
hel stribe ‘sociale’ rettigheder samt paragraffer relateret til den
teknologiske udvikling, som forbud mod kloning af mennesker eller i forbindelse
med edb-registrering og overvågning.
Derudover er charterets bestemmelser så alment formulerede, at det vil
kræve en skov af præciseringer, tolkninger og tillægsbestemmelser,
for at få praktisk gyldighed. Det drejer sig om en lang række områder,
hvor Danmark dermed vil afgive yderligere suverænitet.
Vedtages charteret som en del af Nice-dokumenterne er alene dette nok til at
begrunde kravet om en ny folkeafstemning.
Regeringen hævder, at Nice-dokumenterne ikke rummer suverænitetsafgivelse,
og Nyrup-regeringen har fremsat et såkaldt kompromisforslag (i modstrid
med egne løfter), der skulle acceptere flertalsafgørelser m.h.t.
social sikring og på skatteområdet - men kun på områder,
der i forvejen dækkes af EU og ‘på en sådan måde,
at der ikke bliver behov for en ny folkeafstemning’. Hele juristeriet kører
på højgear for at underskrive Nice-dokumenterne, undgå en
folkeafstemning og endnu engang krænke den danske beslutning om Nej til
mere Union. Men både charteret og Nice-traktaten i sig selv overdrager
yderligere suverænitet til Unionen.
Kommunistisk Politik
KP23, 2000