Ved folketingsvalget 1998
Af Klaus Riis
Danmark blev sendt i krig mod Irak – og danskerne blev til almindelig overraskelse sendt til stemmeurnerne til et lynfolketingsvalg onsdag den 11. marts.
Nyrup benyttede sig sammen med den radikale partileder Jelved af sin ret til valgudskrivelse, fordi de bedømte situationen som taktisk nært set optimal for at sikre fred og ro og genvalg til regeringen: Den borgerlige opposition er svækket, Venstres fremgang er toppet, De konservative skændes indbyrdes, Pia Kjærsgårds fremmarch i opinionsmålingerne er sløjet af; SF og Enhedslisten er på plads som støttepartier, der eksisterer reelt set ingen opposition til venstre i folketinget; og der er fuld kontrol over begivenhederne på arbejdsmarkedet og i fagbevægelsen, hvor overenskomstforhandlingerne går deres gang uden at arbejdspladsernes krav overhovedet er blevet rejst.
Nyrup har udskrevet et status quo-valg. Dets eneste reelle tema er, hvem der skal være statsminister – om han skal hedde Nyrup eller Ellemann – og om det skal være en fortsættelse af SR-regeringen, støtte af SF og Enhedslisten, eller en VK-regering, støtte af Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti.
For at få det til at se ud som om der er en anelse politik i tingene, og ikke blot et slagsmål om ben og taburetter, om hvilke af borgerskabets fraktioner, der skal bemande de indbringende poster, svang hovedpersonerne sig op til at erklære, at valget drejer sig om Danmarks kurs for fremtiden, at det drejer sig om to udviklingslinjer, to udviklingsretninger for det danske samfund.
Dette forsøg på at give valget et anstrøg af politik eller bare en understregning af betydning, af valg, faldt pinligt til jorden – og toppartilederne gav sig derpå straks til at diskutere småtemaer, hvor der hurtigt viste sig en forbløffende enighed: Velfærdssamfundet skal reformeres og udbygges, børnefamiljernes forhold skal forbedres, skolerne og undervisningen forbedres, de syge skal gøres mindre syge og ventelisterne skæres ned. Flygtningene skal både stoppes og integreres – og kassedamerne have fornyet håb for fremtiden.
Den borgerlige opposition er usædvanlig spagfærdig og leder med
lys og lygte efter sager at profilere sig på. For Nyrup og Jelved har
jo ret: Det går rigtig godt – for kapitalen. Proftitterne er vokset,
de rige er blevet rigere under fem års socialdemokratisk regime. Der er
ikke så meget at klage over. Selv direktøren i Den Danske Bank
(som har tjent fedt under både borgerlige og socialdemokratiske regeringer)
giver Nyrup og Cos. "erhvervsvenlige" politik topkarakter.
Og Nyrup og Jelved kan meddele, at de er den bedst mulige regering, både
til at sikre et Ja til Amsterdam-traktaten, og til at føre Danmark ind
i det ny årtusinde.
Stakkels Danmark! Stakkels danskere! Der er valg – og der er ikke valg, for der er ikke noget at vælge mellem. Vælg den ene blok, eller vælg den anden – og du får krig og imperialistiske eventyr i "Den ny verdensorden", hvor USA er førerhunden. Vælg den ene blok, eller vælg den anden – og du bliver integreret i monopolernes Union, så du ikke ser nogen vej ud igen. Vælg den ene blok eller vælg den anden - og du får "reformeret", "fornyet" og "omstrukturet" det såkaldte velfærdssamfund, så de rige hyler af grin på vej ned i banken.
Vælg Uffe og Per Stig – og du får en unionsregering, en imperialistisk
røverregering, der vil fortsætte og forstærke udbytningen
af arbejderne, de arbejdsløse, pensionisterne osv. Vælg Poul og
Marianne – og du får nøjagtig det samme.
Nettoresultat: du får en regering, der gøde gode tider bedre –
for kapitalen. En regering, der mens de sværger på det modsatte,
forringer realløn og levevilkår for det store flertal.
Regeringen praler af sine økonomiske resultater – men er selvfølgelig godt klar over, at arbejderklassen som helhed ikke har haft reallønsfremgang, og at hver eneste modtager af overførselsindkomster, fra pensionister og arbejdsløse til bistandsmodtagere, har fået forværret deres forhold betydeligt i Nyrup-tiden. Derfor fortæller de nu, at det rige danske samfund nu vil til at tage sig af sine fattige. Velfærden skal udbygges for alle. Vel vidende selvfølgelig, at de riges gyldne tider er betalt af de almindelige arbejdende og arbejdsløse mennesker. Vel vidende, at det er dem selv, der har slagt velfærden i takt med unionsintegrationen.
Et folketingsvalg er et gigantisk bedrag – en festopførelse af
kunsten at sikre sig mandat til at regere mod folket ved hjælp af folket.
Det eneste "valg", arbejderklassen og det store flertal har, er at
føre kamp mod de riges kommende regering og dets reaktionære klassepolitik
– uanset om statsministeren kommer til at hedde Uffe eller Poul.
Kommunistisk Politik 4, 1998