Hellas: We can do it - Protest mod trojakens forarmelsespolitik
På vej mod kapitalens Forenede Europæiske Stater
Kommunistisk Politik 18, 2012
Hellas: We can do it - Protest mod trojakens forarmelsespolitik
Det er i krisetider, at både institutioner, partier, politiske og faglige organisationer, og deres ledere, for alvor viser, hvem de er, og hvad de står for. Der skal træffes beslutninger, og de skal gennemføres. Der kan ikke lægges glasur på kagen, for kagen er væk. Den sande karakter står tilbage.
I sådanne tider skrælles tykke lag af politisk og social demagogi af. Hvor mange ‘røde’ regeringer har ikke vist sig at være hvide eller blå indeni? Eller tag Den europæiske Union, hvor finanskapitalen afsætter og indsætter regeringer, og al snakken om ‘folkenes Europa’ er forsvundet, og alle de positive tillægsord om unionen - den sociale, den progressive, den moralske, den demokratiske unión – er blevet til et eneste: Den kriseramte unión.
Der er krise, og krise betyder skærpet klassekamp mellem kapital og arbejde. Der er tilmed skærpet krise, og det betyder benhård klassekamp, klassekamp der bevæger sig mod store sociale rystelser, hvor perspektgivet revolution pludselig bliver nærværende igen – og hvor magthaverne ruster sig til at slå protester og modstand ned. Med politi, domstole og terrorlove. Og med militær, om det skønnes nødvendigt.
Hvad der foregår i EU-landene i dag er ikke andet end et gigantisk røvertogt fra finanskapitalens og kapitalisternes side mod de arbejdende, mod det store flertal – de uddannelsessøgende, pensionisterne, dem i arbejde og dem uden.
Millioner kastes ud i armod af trojkaen ECB, EU og IMF, der dikterer nedskæring på nedskæring for at almindelige grækere eller italienere eller spaniere kan betale for en krise, de ikke har det ringeste ansvar for.
Tilfældet Grækenland er det mest ekstreme, men bare et forvarsel om, hvordan det kan gå. Trojkaen vil nu have at den forarmede befolkning i fattiggården skal arbejde 6 dage om ugen – dem der har arbejde altså. De andre, de overflødige, kan sulte ihjel. Og så kan de lige sælge deres øer, så finansfolk og politikere kan få udvidet deres private ferieparadiser.
For at lamme arbejdernes og den brede befolknings modstand mod nedskæringspolitikken, den dybgt forhadte nyliberale ’reform’-politik, skal mulighederne for massekamp stækkes. Derfor udfoldes en konstant virksomhed for at spalte og ødelægge kommunistiske organisationer og revolutionære bevægelser. Og derfor er arbejdernes faglige organisationer og deres faglige rettigheder kommet direkte i trojkaens skudlinje .
Den europæiske faglige sammenslutning EFS (ETUC) af socialdemokratisk og socialistisk orienterede fagforbund lader nu (endelig) for alvor alarmklokkerne lyde. Der foregår overalt i EU en klar beskæring af de faglige rettigheder under dække af krisebekæmpelse. De nyliberale arbejdsmarkedsreformer forringer de arbejdende stilling og kampmuligheder alvorligt.
Se
Alarm: Faglige rettigheder under angreb i hele EU
Fagbevægelsen mod Unionen
Fagbevægelsen i Trojkaens ildlinje
Fagbevægelsen mod Unionen
EU-kommissionen måtte ganske vist i denne uge opgive at få gennemført et groft indgreb i konfliktretten – den såkaldte Monti2 – på grund af meget bred modstand. Det handler om udenlandske virksomheders udstationering (brug af udenlandsk) arbejdskraft på ringere (eller ingen) overenskomster i lande med bedre aftaler.
Dommen i den såkaldte Laval-sag, hvor EU-domstolen dømte en svensk arbejderaktion til at være i strid med EU's regler for det indre marked, skule gøres til EU-lov. Men selvom det ikke lykkedes i denne omgang, er det stadig EU-domstolen, der afgør om en konflikt eller blokade er lovlig, og EU-toppen har langt fra opgivet at få frataget arbejderne strejke- og blokaderetten via EU-love.
I særlig grad er arbejderne i de eurokriseramte lande udsat for angreb på deres faglige rettigheder og dermed på deres kampmuligheder. Det går alt sammen kun i en retning: At opsige og ændre gældende aftaler og regler og forringe dem for arbejdernes vedkommende.
Der skal ikke være nogen bundgrænse for udplyndringen; til gengæld skal der være fastlagte grænser for protest og kamp: Det må ikke finde sted – og skal helst betragtes som civilt oprør og være underlagt politi og domstole.
Det er i et sådant scenarie, massakren på 45 minearbejdere i Sydafrika fandt sted – en massakre som har udløst stadig mere omfattende og mere militante protester fra minearbejderne. I Spanien er det også minearbejdere, der har sat sig i spidsen for kampen mod nedskæringspolitikken.
Desværre er det ikke de faglige organisationer og deres topledelser, der har sat sig i spidsen for modstanden hverken mod det nyliberale plyndringstogt eller reformpolitikken. Rigtig mange af dem har tilmed støttet EU's krisepolitik, når den bare blev gennemført af en ’socialistisk’ regering, af en ’centrum-venstre-regering’, som tidligere i Grækenland eller Spanien.
EFS protesterer, mere eller mindre helhjertet, men kun verbalt, og uden at drage nogle konsekvenser og dermed bruge konfliktretten og mobilisere til militant massekamp mod den kapitalistiske nedskærings- og reformpolitik.
Hvis EFS var til noget, ville det bekæmpe det arbejderfjendtlige EU og hele det nyliberale cirkus – og ikke fable om en tåget ’social union’.
Krisen afslører også de faglige organisationer og de faglige lederes sande ansigt. Det er ikke den kæmpende arbejders ansigt. Det er fagbureaukraternes, arbejderaristokraternes. klasseforræddernes ansigter.
Se også
Fagforeningsformand frygter tyske tilstande
Fagligt Ansvar
Netavisen 13. september 2012