Den danske socialdemokratiske fagbevægelse har temmelig mange lig i lasten. F.eks. fra dengang man sammen med Staunings kollaboratørregering jagtede kommunister og sabotører under besættelsen til gavn for det gnidningsløse tyskersamarbejde.
Eller fra den kolde krig, hvor der samarbejdedes med CIA og de danske efterretningstjenester i en sådan grad, at man havde sin egen lille spioncentral mod kommunisterne, og andre røde ballademagere, selvfølgelig. Nu skulle der rettes ind efter NATO-politikken.
Et af ligene er klavret op på kommandobroen. Nu skal der rettes ind efter EU’s arbejderfjendske nedskæringspolitik, og LO-formand Harald Børsting optræder som Thorning-regeringens marionet. Der er ikke den nedskæring, Børsting ikke kan finde noget godt i for sine medlemmer.
Trepartsforhandlingerne er afblæst, men Børsting og hans snævreste kreds er alligevel med og forhåndsgodkender ministrenes nedskæringer, især når det går ud over folk på overførselsindkomster – både de arbejdsløse, som egentlig rager den socialdemokratiske fagtop en papand, og dem, der er røget helt ud af arbejdsmarkedet og derfor ikke er noget, LO beskæftiger sig med.
De var med til at forhåndsgodkende, at regeringen snuppede et par fridage, de har deres knokkelfingre med i skattereformen, som de påstår er til gavn for både topskatteyderne og de arbejdsløse, og de har været dybt involverede i tilrettelæggelsen af angrebene på fleksjob-ordningen og førtidspensionisterne, som det fremgår af et fortroligt notat, som er sluppet ud til offentligheden fra gravens dyb.
Børsting og Co. er loyale unionssoldater og har meget svært ved at administrere den mere subtile taktik, som er taget i brug af deres fag- og partifæller i EFS – Den europæiske faglige sammenslutning – der samler de 'socialistiske', socialdemokratiske, socialliberale hovedorganisationer på EU-plan.
Børsting blander sig nødigt i politik og udtaler ikke sin åbne støtte til EU eller unionens nyliberale politik. Men han kan heller ikke følge med, når EFS kritiserer den nyliberale fremdrift i EU under krisen, frem mod mere union, mere suverænitetsafgivelse, mere Euroens Forenede Stater under tysk førerskab.
Børsting holder stort set kæft, når EFS melder ud med, at ’EU har brug for en radikal ny kurs’ og kræver en ’europæisk kickstart’ og stop for nedskæringspolitikken.
EFS har indkaldt til nogle store aktionsdage på EU-plan imod den løbende serie af traktater og arbejderfjendsk lovgivning, som strømmer ud fra de nyliberale bureaukrater i Bruxelles med direkte forbindelse til kanslerkontoret i Berlin.
Men EFS har også været tvunget til at reagere, ligesom LO’s modparter i en hel stribe lande, der rammes af EU’s nedskæringsdiktater, har været nødt til det. Indbefattet afholdelse af tidsbegrænsede generalstrejker på 24 eller 48 timer.
Det danske LO og dets formand har ikke deltaget i aktioner på EU-plan, selvom den knap så gode hensigt har været at lukke damp ud af en kedel, der ellers ville eksplodere. Eller med andre ord for at tage trykket af unionsmodstanden.
Op til EU-topmødet i sidste uge mødtes EFS-lederne med EU-toppen, hvor de (igen) fremførte deres krav om, at EU bliver en ’social union’.
Det skal bl.a. indebære en indefrysning af alle nedskæringer, kickstart af økonomien, indførelse af euro-obligationer og fuld frihed for og respekt for fagbevægelsens ret til kollektive forhandlinger.
”Tre år med nedskæringer og deregulering har ført til økonomisk stagnation og voldsom arbejdsløshed. Europa er fanget i en nedskærings- og depressions cyklus, en eksplosiv cocktail, som fører Europa ud, hvor der ikke er nogen vej tilbage”, hed det i EFS’ erklæring efter det omtalte møde.
Men også EFS’ position er uholdbar. En traktatfæstet nyliberal union til gavn for banker og finanskapital og en union for velfærd og social sikring er uforenelige modsætninger. ’Den sociale union’, som har været EFS' linje gennem alle årene, fortoner sig som endnu et socialliberalt fatamorgana.
Til gengæld hjælper EFS’ position til gennemførelsen af den nyliberale politik ved at bekræfte og forny illusionerne om EU’s om ikke faktiske, så dog mulige ’sociale’ karakter.
Samtidig hyler EFS med i koret om ’mere union’, som ikke bare er finanskapitalens og kansler Merkels aktionsplan, men også en bestræbelse, som er tiltrådt af den ny franske præsident Hollande og flokken af eurostatsledere, der afskibede en overnational og ekstremt suveræn bankunion, der kan gribe ind i de enkelte staters finanslove.
- Medlemslandene kan ikke møde krisen alene. Ene er medlemsstaterne magtesløse over for finansmarkederne. Ene vælger de løsninger, som ender i katastrofer, som fører til et kapløb mod bunden og social dumping, siger EFS’ generalsekretær Bernadette Ségol.
- For at komme ud af krisen er der brug for mere Europa. Vi har brug for stærkere europæiske værktøjer og valg, som fremmer bæredygtig vækst, ordentlige job og fair lønninger, sådan som vi foreslår i vores Sociale Pagt, siger hun og afslører dermed, at hun og EFS hører hjemme på den socialdemokratiske gravplads.
Og det er nøjagtig det samme, Helle Thorning Schmidt sagde, da hun overdrog EU-formandskabet til Cypern og erklærede, at "svaret på krisen er mere Europa, ikke mindre".
Og Børsting og hans kreds vil fortsætte med at arbejde for mere Europa, for mere nyliberal ’integration’, for længere arbejdstid og lavere løn og forringede sociale ordninger – lige indtil der bliver sat en stopper for dem, og de manes tilbage, hvor de kommer fra.