Støtteparti hvad nu?

Kommunistisk Politik 10, 2012

Enhedslisten har fået det stadig sværere med at være støtteparti til SRSF-regeringen. Dels er de fingeraftryk, partiet har sat på den faktiske politik, særdeles beskedne; dels har regeringen omhyggeligt fulgt den blå EU-nedskæringsvej, som danskerne blev så trætte af under VKO-regeringen.

Med regeringens nye 2020-plan dikteres fortsat offentlig lavvækst. Kommunerne skal gennemføre nye nedskæringer hvert eneste år med en ramme på 0,8 pct for væksten – nøjagtig den samme som i Lars Løkkes og Claus Hjort Frederiksens tid.

Årsmøde 2012
Foto: Enhedslisten

Udover det er Helle Thorning-Schmidts unionsbegejstring og uforbeholdne tilslutning til Angela Merkels finanspagt og europolitik svær at sluge for støttepartier, som heller ikke bryder sig om de danske krigseventyr og den aktivistiske udenrigspolitik, som Thorning, Søvndal og Vestager troligt følger.

Jørn Andersen, medlem af det trotskistiske IS, medlemmer af Enhedslisten, var en af dem, som rejste spørgsmålet om Støtteparti hvad nu? da han op til partiets årsmøde i bededagsferien i en blog på Modkraft skrev:

” Den hastighed hvormed de reformistiske projekter falder sammen er næsten skræmmende. For under 8 måneder siden symboliseredes håbet om ikke kun en anden regering, men også en anden politik, sig i SRSF-blokken – og i Enhedslistens hidtil usete fremgang. Det er nu blevet til en regering, der angriber os over en bred front. Derfor bliver det centrale spørgsmål: Hvordan bygger vi op til en forsvarskamp mod den regerings politik?”

Enhedslistens og IS’ forhåbninger til ’Rød blok’-regeringen var rigtig nok illusoriske. Og liste Ø har ikke været den mindst aktive kraft i at udbrede den forventning og den illusion, at en ny regering også ville være lig med en ny (og selvfølgelig anderledes, bedre, progressiv) politik.

Bortset fra Arbejderpartiet Kommunisterne og enkelte andre sobre stemmer, der konstaterede at ’rød’ og blå floks grundlæggende politik var identisk, deltog alle erklærede’ venstresocialistiske’, ’venstreradikale’, ’kommunistiske’ og ’revolutionære’ kræfter i dette illusionsmageri. På mindre end otte måneder har selv de mest forblændede indset, at ideen om en ny politik med Thorning & Co. og om et anderledes rødt projekt er totalt kollapset.

’Kommunistisk’ Parti, der huggede det engang marxistisk-leninistiske dagblad Arbejderen, lavede sin egen optimistiske variant af ’Ny regering = Ny politik” og konstruerede et politisk projekt i flere faser. Efter SRSF-regeringens første skridt på nedskæringsreformernes vej erklærede ’K’P: ’Nu har vi fået en ny regering! Nu mangler vi bare en ny politik”.

Før folketingsvalget forkyndte ’K’P, at netop Enhedslisten ville være den parlamentariske garant for en ny politik, og anbefalede derfor at stemme på liste Ø. Også det har vist sig at være en illusion, hvad der ikke forhindrer ’K’P i at klø på: Nu er det massebevægelserne og de udenomsparlamentariske aktiviteter, og ikke mindst fagbevægelsen, der skal sikre ’en ny politik’ med Throning-regeringen.

Den står til at blive afprøvet med 2020-planen, de kommende treparts-forhandlinger og finansloven for 2013 – og vil med garanti være dybt skuffende for det optimistiske ’K’P.

Enhedslistens årsmøde fandt ikke rigtig noget svar på partiets dilemma: Hvordan gennemføre en progressiv politik ved at støtte en regering, som fører en reaktionær EU-dikteret nyliberal nedskæringspolitik?

Det ville også være et politisk kunststykke i det helt store format, hvis det var tilfældet.

På landsmødet erklærede frontfiguren Johanne Schmidt-Nielsen i sin  tale:

”Jeg gentager det gerne, så ingen behøver være i tvivl: I kommer ingen vegne med trusler. I kommer aldrig til at kunne true Enhedslisten til at stemme for nedskæringer på velfærden eller forringelser for mennesker uden for arbejdsmarkedet. Aldrig. Heller ikke hvis truslen er, at I udskriver folketingsvalg. Den slags bøllemetoder virker ikke på os.

Vi har intet ønske om at få højrefløjen tilbage til magten. Vi har intet ønske om, at regeringen udskriver valg i utide. Vi har sådan set brugt ti år på, sammen med regeringspartierne, at få et nyt politisk flertal i Danmark. Og vi festede den dag, den nye regering blev valgt.

Men det betyder ikke, at vi giver regeringen en blankocheck. Helle Thorning er statsminister for en mindretalsregering. Det betyder, at hun må forhandle, hvis hun vil have et flertal. Sådan er det.

Før valget lovede Enhedslisten vælgerne, at vi ikke vil medvirke til nedskæringer. At vi ikke vil gøre livet sværere for mennesker, der er ramt af arbejdsløshed, sygdom eller handicap. Og det står vi fast på.”

Men Enhedslisten gav ikke noget svar på, hvordan der kan føres en effektiv kamp for at bremse en reaktionær ’rød’ regering med en reaktionær politik  - andet end at true med ikke at stemme for nedskæringerne. Der er liste Ø’s stemmer ikke engang nødvendige. De kan sagtens findes hos V,K, O og Liberal Alliance.

Årsmødet afspejlede skuffelsen over nogle bristede illusioner – men tog ikke et opgør med illusionerne og deres årsag, som ligger i partiets egen ideologiske, strategiske og taktiske forståelse.

Johannes Schmidt-Nielsen erklærede indtrængende, at Enhedslisten aldrig ville gå til højre og følge i de andre reformistiske partiers fodspor. Hun burde se sig grundigt om og notere, hvor partiet egentlig allerede står!

Netavisen 10. maj 2012