’Energipolitisk Danmarkshistorie’

Der blev taget de helt store fraser i brug, da klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) præsenterede, hvad han kaldte et stykke ’energipolitisk Danmarkshistorie’ – dvs det brede energiforlig, som regeringen har indgået med alle folketingets partier med undtagelse af Liberal Alliance.

Der hersker bred enighed om, at Danmark skal omstilles til at være selvforsynende med grøn energi i 2050. Det er jo så tilpas langt væk, at det er nærmest gratis at være hest for den grønne vogn.

Den ny energiaftale gør det dog mere konkret, hvad det hele drejer sig om, og hvem der skal betale. Den omfatter nemlig første del af denne meget lange periode – nemlig tiden frem til 2020.

Klima- og energiministeriet har opstillet en lang række punkter i aftalen. Det er en detaljeret affære, men indledes med et overblik over  nogle målsætninger og konsekvenser:

At der rent faktisk tages konkrete skridt i retning af omstilling til vedvarende energi er selvfølgelig en positiv bestræbelse. Ifølge forliget skal udledningen af CO2 i de næste otte år reduceresmed en tredjedel som et led i på sigt at gøre Danmark fri de fossile og begrænsede energikilder som kul, olie og naturgas.

Vigtige dele af omstillingen er satsning på vindmøller i stor stil, på biogas, energibesparelser af forskellig art og støtte til udviklingen af vedvarende energi.

Og energiforliget skal i løbet af de kommende måneder videreføres med en ny klimalov, som ifølge ’skal supplere energiaftalen med CO2-reduktioner inden for landbrugs- og transportområdet, som samlet set sikre 40 % CO2 reduktion i 2020’.

Om det er grøn ønsketænkning, eller Enhedslisten også på dette område vil blive parlamentarisk udmanøvreret af regerings forlig med VKO, står tilbage at se. Givet er det, at Enhedslisten, der betegner energiforliget som ’en sejr med enkelte torne’, anser den for stor nok til at ville fortsætte i rollen som støtteparti for en regering, der med finanspagten binder Danmark permanent til EU’s nyliberale nedskæringspolitik og imperialistiske supermagtsdrømme i alliance med USA.

Blandt ’tornene’ er, at det det er de fattige, der betaler for gildet. Danmark har i forvejen Europas højeste elpriser. Det lovede prisfald, da elpriserne efter EU’s forskrift blev lagt ud i fri konkurrence, udeblev. I stedet har priserne i Danmark taget rekordstore hop opad, som i Sverige og andre EU-belagte lande.

Energimonopolerne har snuppet gevaldige fortjenester, og belønnet deres direktører og bestyrelser rigtig godt for det. Og staten har i kraft af de rekordhøje elafgifter også hentet store ekstraindtægter. Som alle andre prisstigninger og generelle afgiftsstigninger rammer disse socialt skævt – det er dem, som har dårligst råd, som kommer til at betale relativt mest.

Energiforliget kaster yderligere en gradvis stigning indtil 1920  på 1300 kroner om året (i faste priser) over på ’en gennemsnitlig husholdning’.

Dermed er forliget en del af den almindelige politik hos både VKO og SRSF for at gøre de rige rigere og de fattige fattigere – på trods af alle besværgelser, erklæringer og løfter om det modsatte. Og Enhedslisten er altså også mere ’grøn’ end ’rød’. Nu snakkes der om, at afgifterne skal reduceres socialt. Det må ses for at blive troet.

Danmark er med megen vind og meget vand og masser af  jord under fødderne, og samtidig stærkt begrænsede fossile ressourcer og med den stærke folkelige modstand mod atomkraft et land, det er oplagt for at satse på vedvarende energi.

Men det skal også bemærkes at vedvarende eller fornyelsesmulig energi heller ikke er uproblematisk. Biogas, som der af hensyn til landbrugets indtjeningsmuligheder satses stort på, kan forkert håndteret være lige så forurenende som kul.

Men der findes også stærke kapitalkræfter i landet, som hellere satser på sort guld og fossiler end vind, jordvarme og sol. Som hellere end gerne ser vindeventyret bremset. Mærsk har fået overdraget den danske Nordsø-olie til spotpris gennem hele historien, og vil gøre meget for at bevare kontrollen med dansk energipolitik.

Det er næppe et tilfælde, at striden i DONG om virksomhedens fremtidige strategi – og dermed om fremtidens danske energipolitik – brød ud i lys lue netop som energiforliget blev vedtaget.

Det helt store problem er, at om strategien er sort eller grøn, så er det almindelige folk, som kommer til at betale.

Se også

Magtkamp om dansk energi

Netavisen 30. marts 2012