APK har i mange år understreget, at der må opbygges et revolutionært alternativ til de to blokke. Hvad består det i?Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 6, 2012
APK har i mange år understreget, at der må opbygges et revolutionært alternativ til de to blokke. Hvad består det i?
Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 6, 2012
En betydelig del af vores agitation og propaganda har i længere tid – herunder hen ved et års tid med valgkamp op til folketingsvalget 15. september 2011 – fokuseret på at afsløre borgerskabets to parlamentariske ’alternativer’ og deres ’kriseløsninger’ og på at påvise behovet for et revolutionært alternativ og en revolutionær vej ud af krisen – herunder opbygningen af en front mod krise, krig og reaktion.
Dette har været kernen i partiets taktik i de seneste halvandet år da det stod klart at kampen om regeringsmagten stod i centrum for al dansk politik og at VKO’s fald blot var et spørgsmål om tid. Det førte som bekendt under valgkampen til at vi trak en markant skillelinje til hele den parlamentariske venstrefløj ved ikke at anbefale ’rød’ blok og opfordre til at stemme blankt
Vi har grundigt – og i takt med de skiftende politiske og taktiske udviklinger - påvist, at VKO’s nedskæringspolitik og S-SF’s ’Vi skal arbejde os ud af krisen’ i bund og grund er samme arbejderfjendske og reaktionære krisepolitik for at redde kapitalismen på de arbejdendes bekostning.
At det i sidste ende drejer sig om at gennemføre den samme nyliberale EU-dikterede politik.
Vi kan konstatere at ’rød’ og blå bloks politik i forhold til EU – at integrere Danmark stadig dybere i eurozonen efter parolen ’EU er godt, mere EU er bedre’ – har gjort Danmark til en ukritisk mønsterelev og agent for den stadig mere reaktionære og imperialistisk aggressive union. Som EU-formandsland har Danmark spiller samme sorte rolle under Thorning i 2012 som under Fogh i 2004, selvom formandskabets politiske betydning er blevet kraftigt reduceret i den mellemliggende tid.
Thorning har nu uden nogen form for folkeligt mandat og i åben modstrid med den danske forfatning tilsluttet Danmark til finanspagten og ’for evigt’’ bastet og bundet Danmark til EU's reaktionære politik.
Fogh placerede som bekendt Danmark i den imperialistiske aggressions forreste linje som villig lakajnation for den amerikanske imperialisme. Den samme politik og den samme rolle fortsætter under Thorning og Søvndal.
Opgaven med at bygge et revolutionært alternativ er bare blevet endnu mere akut aktuel med ’rød’ bloks valgsejr og Thorning-regeringens massive nyliberale EU-felttog mod arbejderne og det store flertal under påskud af ’at bringe velfærdssamfundet sikkert gennem krisen’.
For rigtig mange med forhåbninger om en anden politik med Thorning-regeringen er det en dyb skuffelse at konstatere, at den simpelthen fører ’blå’ politik, af og til med lidt socialliberal ’rød’ glasur.
Da RSSF-regeringen har dybe rødder også på den aktivistiske venstrefløj – og tilmed ministre med rødder i protesterne mod nedskæringer og krige – er det særligt desillusionerende at se, hvordan de som ’realpolitikere’, ikke mindst SF og Enhedslisten, fører en helt anden politik – og tilmed forsvarer deres ’reformer’ – et nyt ord for reformisternes nedskæringer – med ’progressive’ argumenter.
Økonomisk verdenskrise. Skærpet eurokrise, skærpet kapitaloffensiv
Krisen i og for eurozonen og det integrerede Danmark er dyb, reel og akut. Det er grundlæggende set den samme økonomiske verdenskrise, der blev udløst af spekulation og overophedet boligboom i 2007-08.
I EU og Europa er den blevet særlig dyb p.g.a euro’en, der fra starten var en fejlkonstruktion. Det rammer med ødelæggende social kraft de svageste økonomier i eurozonen, som ikke har kunnet devaluere sig gennem en del af problemerne.
Den har skabt et EU med Tyskland som centrum og motor – og med en stadig større periferi af udkantslande i syd- (Grækenland, Italien, Spanien, Portugal) og østeuropa (De baltiske lande, Ungarn, Rumænien m.fl.) og tilmed i Vesteuropa (Irland og Island) , der drømte om det globale nyliberale opsving og eventyret i EU, men som både i og udenfor euro’en oplever stadig større dybere sociale kløfter, hurtigt voksende armod og omfattende emigration (som bliver til social dumping, lønpres og grænseoverskridende kriminalitet i centrum-landene m.fl.).
Forsøget på at redde fejlkonstruktionen euro og få den til at fungere videre fører uundgåeligt til nye fejltagelser. Selvom disse fejltagelser er profitable for finanskapitalen med alle bankpakkerne. Men euro-krisen overvindes ikke. Stadig flere lande bankes hen mod bankerot, mens befolkningerne tvinges ud i elendighed.
For grækerne er bankerot den bedste udvej. Et sammenbrud for euro’en en løsning for mange. EU som helhed befinder sig i en langvarig og temmelig udsigtsløs depression. Det ’tyske eksempel’ vil ikke virke, fordi forudsætningerne ikke eksisterer i de øvrige eurolande.
De rige – krisens ophavsmænd – har generelt tjent styrtende på krisen, fordi de brede masser kan tvinges ud i dybere fattigdom med statsgælden og den tunge rentebyrde.
Lønforskellene mellem arbejder og direktørlønninger er eksploderet og er tilmed større end før krisen.
Den skærpede krise er også en af årsagerne til, at EU nu ikke længere optræder som den ’progressive’ supermagt, som SF i sin tid lovpriste. Den optræder utilsløret som imperialistisk stormagt med de gamle kolonimagter Frankrig og UK i spidsen som gale krigsherrer i Libyen og også i forhold til Syrien - og ikke bare som USA's temmelig vrangvillige partner.
Danmark er i forreste række sammen med både USA- og EU-imperialismen – den tjenstvillige ’mønsterelev’, der for at sidde med ved og få krummerne fra de stores bord beredvilligt ofrer soldaterblod, sit humanitære image og mellemfolkelig solidaritet.
Arbejderklassens vej: Lad de rige betale krisen!
APK har konsekvent fastholdt, at arbejderne og det store flertal, som ikke har det fjerneste ansvar for den kapitalistiske krise, heller ikke skal betale den – at de rige, kapitalen, må betale for krisen.
Vi har bl.a. påvist, at f.eks. stop for dansk krigsdeltagelse, beskatning af de multinationale selskaber ( indbefattet Mærsk og olien)og af de skattebegunstigede og forkælede rige, kapitalisterne, samt en stærk reduktion af det kommunale og statslige bureaukrati, kan flytte snesevis af milliarder til gavn for ’velfærd til alle’.
Det er imidlertid en kendsgerning, at Dk er bundet til euroen og den nyliberale politik i en sådan grad, at sådanne simple indgreb bliver næsten ’umulige’. Blandt andet derfor står de kapitalistiske regeringer, uanset farve, over for at måtte gennemføre nedskæringer og reformer, der gør ondt på almindelige arbejdende mennesker.
VKO var gået i stå med gennemførelsen af deres nedskæringsreformer på grund af stadig mere massiv folkelig modstand, ikke mindst i 2006-2007. Derfor har Thorning og Co. fået chancen for endnu en gang at bevise, at socialdemokraterne er bedre til at gennemføre borgerlig politik end de borgerlige partier – som historien viser det.
Kapitalen, ens stat og partier udvikler sammenhængende strategier for at redde kapitalismen gennem krisen, først og fremmest ved at lade arbejderne og det store flertal i det egne land og i andre lande betale. Lønnedgang, forringelser på de sociale budgetter, dårligere skole- og uddannelsesvæsen, ringere sundhed, oprustning, lov&orden og krige er en del af dette program. Kapitalismens overlevelse som system er altid hovedmålet.
Kapitalen håber på et liv efter krisen, og et nyt opsving. Derfor gælder det om at ’redde Danmark gennem krisen’, eller for RSSF ’at styre velfærden sikkert gennem krisen’, som også blå blok kaldte nedskæringerne.
Gammeldags reformister og venstresocialdemokrater erklærer, at ’der er penge nok’, og derfor behøver arbejderklassen ikke at blive flået til skindet, derfor skal ’alle være med til at bære deres del’. Tankegangen er, at efter krisen vil det kapitalistiske ’velfærdssamfund’ fortsætte, og det kan blive endnu bedre. Derfor udarbejder de alle mulige ’vækststrategier’ for at skabe arbejdspladser og jobs og for at redde kapitalismen – især håber de på grøn vækst.
De overser oftest, hvor dyb den kapitalistiske stats krise egentlig er; eller at reserverne er sat over styr med Bankpakke 1-5 og andre tiltag for at redde røven på kapitalen.
Derfor bliver det mest ved snakken om grøn fremtid. I nutiden tages alle metoder i brug for at forstærke udplyndringen af de arbejdende: reallønsfald, øgede skatter og afgifter, ringere pensioner og overførselsindkomster, hævet pensionsalder og øget arbejdstid.
Arbejderklassens vej: Den socialistiske revolution!
Det viser sig, at der kun er to veje gennem krisen: Kapitalens og arbejderklassens. Reformvejen er blevet nedskæringsvejen, og ’reform’ betyder i dag, som alle ved, nedskæringer. Var reformer tidligere sociale forbedringer og fremskridt, og i de gamle reformisters opfattelse skridt på vejen til socialismen, består ’reformerne’ nu i at skrue de gamle reformer, arbejdernes vundne resultater baglæns. Reformisterne er blevet nedskæringsfolk, velfærdsslagtere.
Den gamle reformisme er havnet i en blindgyde. Der er ikke plads til den i det brutale neoliberale EU, i dagens kapitalisme og imperialisme. ’Socialliberalisme’ – krummer til de fattigste, plastre på de åbne sår, er hvad EU-kapitalen vil tillade.
Den anden reelle vej – arbejderklassens vej – er den socialistiske revolution.
Forståelsen for de antagonistiske modsætninger og de to hovedklasser under kapitalismen og kampen mellem dem er systematisk afsvækket gennem årtier – på trods af at klassekampen, ikke mindst borgerskabets klassekamp mod arbejderne, er så synlig som nogensinde, og er blevet det endnu mere under krisen, sammen med klasseforagten og klapjagten på syndebukke, fremmede, bistandsmodtagere osv
Doktrinerne om at ’vi er alle i samme båd’ og ’Vi har alle fælles interesser’ forkyndes over en bred front. Også de utopiske reformister skjuler systematisk de faktiske klasseforhold og realiteterne om det kapitalistiske samfund, indbefattet krisen, for at lancere deres grønne og andre varianter af en forbedret kapitalisme som udveje af krisen.
Det er på tide at genopdage klasserne og klassekampen!
Det er vigtigt at påvise at klassekampen faktisk udkæmpes hver dag, at klasserne har forskellige strategier, forskellige aktionsprogrammer, og at ’Lad de rige betale krisen’ er arbejderklassens program over for rød og blå bloks reelt identiske EU-program.
Kapitalismetilhængerne har en to-fase-plan: 1. Igennem krisen ved at ’alle’ – dvs arbejderne – betaler og 2. Derefter bliver det hele bedre.
Men taktik og strategi hænger sammen. Vores program for at lade de rige betale krisen er et kampprogram for arbejderklassen og dens allierede imod kapitalen – ikke et program for at kapitalismen skal overvinde sin krise, eller for en forbedret kapitalisme.
Derfor må vi integrere ideen om socialismen og revolutionens nødvendighed og den må gennemsyre vores tænkning og arbejde på alle felter.
Grundlæggende er den nuværende periode en periode for forberedelse af revolutionen, opbygning af de kræfter, der skal vælte kapitalismen og opbygge det socialistiske samfund.
Den parlamentariske venstrefløj tager ikke, eller kun meget nødigt, ordet socialisme i deres mund.
Trotskister og revisionister som KP (og deres forbillede det græske KKE) bruger det hele tiden – men det er som en tom formel, en rød klud, der svinges med, et lurvet propagandafremstød for dem selv, evt. som valgkampsvaremærke – det har ingen sammenhæng med den konkrete klassekamp, med en revolutionær taktik og strategi.
Derfor må vores parti også udvikle en alsidig agitation og propaganda ikke bare for hvad et socialistisk samfund er – og hvordan det kan se ud i Danmark – men også for vejene dertil og nødvendigheden af revolution.
Massekamp – ikke blokkamp
Hvor borgerlige og reformistisk politik fokuserer på valgene, folketingsrepræsentation og regeringsdannelse og –magt som vejen til politisk forandring, fokuserer de revolutionære kræfter ikke på den parlamentariske vej, men sætter hovedfokus på udløsningen og organiseringen af klasse- og massekampen.
Vores opgave er at så god og grundig mistillid til at kampen mod krisenedskæringer, reaktion og krig kan vindes gennem folketinget, for slet ikke at tale om at et nyt socialistisk samfund kan blive til på Christiansborg. Med andre ord ikke bare at bekæmpe blå blok, men at så dyb mistillid til rød blok og deres støttepartier, der lider under skadelige illusioner om både parlamentarisme og kapitalisme.
Vores opgave er at skabe forståelse for, at hverken blå eller ’rød’ krisepolitik duer, at det er grundlæggende den samme, og at en anden politik, arbejderklassens politik, og at et revolutionært alternativ til de to parlamentariske blokke må opbygges, uden for parlamentet, selvom det også kan have parlamentariske tråde.
Det revolutionære alternativ
Det revolutionære alternativ består i
1. Den fortsatte udvikling af arbejderklassens og det store flertals politiske platform (program) for kampen mod kapitalens kriseoffensiv, for at lade de rige betale krisen, mod Eu og finanspagt, mod de imperialistiske krige.
2. Opbygningen af kampfronten mod krise, krig og reaktion på basis af arbejderklassen og dens allieredes kampprogram, og i særdeleshed omkring dens hovedkrav.
Fronten er den reelle styrke for massekamp på klassekampens forskellige felter, enkeltvis eller samlet, formaliseret (hvad der må tilstræbes) eller ej.
Den vil bestå af progressive og revolutionære partier og organisationer, folkelige bevægelser, faglige organisationer, ungdomsorganisationer, enkeltsagsbevægelser og komiteer osv.
Den manifesterer sig i givne konkrete situationer med større eller mindre styrke, oftest som svar på kapitalens angreb – fra sociale nedskæringer eller faglige kampe til udløsningen af nye krige.
3. Udviklingen af faglige organisationer og folkelige bevægelser som klassekampsorganisationer
Situationen i den kgl danske fagbevægelse er katastrofal for arbejderne – ’verdens værste fagbevægelse’ – der til forskel tilmed fra de andre reformistiske og socialdemokratiske fagforeninger i EFS (ETUC) ikke lader sig presse til at imødegå EU's finanspagt med dens nyliberale bindinger og implicitte (og EU's eksplicitte) angreb på de faglige organisationer.
OK2012 viste dens totale forræderi: Den gik ind for reallønsfald – og vil nu ved trepartsforhandlingerne lægge op til længere arbejdstid.
At afsløre og bekæmpe de forræderiske ledere og deres rådne politik er et must for at der kan blive ændringer af nogen art: Fyr LO-toppen!
Den svage faglige venstrefløj er fuldstændig tam og lægger sig ikke ud med toppen.
Folkebevægelsen mod EU er en rigtig vigtig del af fronten og den folkelige modstandskamp, nu gennem næsten 40 år. Den har været med til at sikre vigtige folkeafstemninger, og vigtige Nej’er – og undergraves og forskelsbehandles derfor systematisk af de borgerlige partier og den borgerloige propaganda.
Vi støtter dens sunde grundlæggende linje som den bredeste folkelige samling mod EU. Vi afslører alle de (parti)sekteriske splittelsesforsøg efter junibevægelsen – promoveringen af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance som ’EU-modstandere’.
Antikrigsbevægelsen er efter tre store krige i dette århundrede – Afghanistan, Irak og Libyen – og med udsigten til krig mod Iran og/eller Syrien, og Israels fortsatte krig mod palæstinenserne – så svag som nogensinde.
Det på trods af, at danskernes modstand mod de imperialistiske krige og besættelser er blevet stærkere. Nej til krig, der kunne mobilisere titusinder i antikrigsbevægelsens start, er blevet en skygge af sig selv, som ikke vil og ikke formår at skabe den nødvendige bredde og synliggørelse af krigsmodstanden. En ny stærk og bred antikrigsbevægelse må opbygges – og der er en opgave, som ikke kan gå for langsomt.
Der findes også mange andre organisationer og initiativer, som må støttes og styrkes – fra kvindernes og forældrenes kampe til kampene mod racisme og fremvoksende fascisme.
Det er APKs opgave at udvikle en konkret politik i forhold til alle disse bevægelser og organisationer.
Generelt kæmper vi for at folk organiserer sig, for at styrke proletariske organisationer og styrke det proletariske aspekt i folkelige og græsrodsbevægelser – og forjage borgerskabets egentlige agenter.
Vi slås for at de går til venstre og udvikler sig som kæmpende klasseorganisationer.
4. Styrkelse af partiet og dets ledende rolle
Det er svært at vinde fremgange i den daglige kamp uden et stærkt kommunistisk parti – og det er umuligt at sikre sejren for arbejderklassen og revolutionen og opbygge et socialistisk samfund uden et sådant parti, der er i stand til at spille den ledende rolle i arbejderklassens kamp, til at organisere og målrette den.
Det er APKs mål at blive dette parti, den danske arbejderklassens revolutionære kommunistiske parti. Socialismen opnås ikke gennem en beslutning af et flertal i folketinget. Den opnås ved at opbygge en tilstrækkelig styrke udenfor folketinget til at omstyrte den nuværende kapitalistiske stat og den herskende klasses magt.
Også derfor er APKs hovedfokus ikke på at sikre sig parlamentarisk repræsentation i folketing og kommunalbestyrelser, der er ekspeditionskontorer for EU’s traktatfæstede nyliberale politik.
Parlamentarisk repræsentation er et underordnet spørgsmål, et taktisk spørgsmål. Det er ikke ligegyldigt; det er vigtig at kunne benytte folketinget og en repræsentation som en talerstol for at rejse arbejderklassens og folkets krav og politik.
Det er således heller ikke APKs drøm at opnå parlamentarisk repræsentation som APK. Vi ønsker parlamentarisk repræsentation, i folketinget og lokalt, men det kan ske gennem valgalliancer og under ingen omstændigheder ved at gøre partiet til et redskab for parlamentarisk politik – sådan som alle de øvrige partier, i som udenfor folketinget, ønsker.
Partiets hovedopgave i denne periode er at vinde en ledende og organisatorisk forankret rolle i arbejderklassens organisationer og masseorganisationerne. Det er at spille en afgørende i opbygningen af fronten mod krise, krig og reaktion, så den kan sættes i bevægelse som en samlet og slagkraftig styrke imod kapitalens offensiver og for arbejderklassens og dens allieredes politik og krav.
Det er nødvendigt for at bryde det dødvande i massekampen, som SRSF-regeringen og den fejlanbragte støtte til den har afstedkommet.
Om socialdemokraterne og 'velfærden' - se også disse artikler med knap 7 års mellemrum
Socialdemokraterne friske på velfærdsslagtning
Kommunistisk Politik 6, 2012
Socialdemokraterne og velfærden
Leder,
Kommunistisk Politik 16, 2005
Netavisen 20. marts 2012