Kommunistisk Politik 4, 2012
Flere dages sultestrejke – ’til frihed eller til døden’, som han siger – har foreløbig fået overført demokratiforkæmperen Abdulhadi Alkhawaja, der er politisk flygtning og dansk statsborger, fra fængslet til et hospital i Bahrain. Siden en demonstration i det arabiske forår – i april 2011 – har han været fængslet og er idømt livstidsstraf som en af lederne i protesterne.
Andre er myrdet, dødsdømt eller fængslet. Mange er lemlæstet og tortureret af det brutale regime, som tilkaldte den saudiarabiske hær for at knække demonstrationerne og modstanderne af det enevældige kongedømme.
Dronning Margrethe hædrer Bahrains enevældige diktatur
Det var Kong Hamad al-Khalifa, den danske regent hædrede med en høj orden umiddelbart før demonstrationerne og utilfredsheden med regimet brød løs og nedskydningerne, massefængslingerne og torturen gik i gang.
Abdulhadi Alkhawaja har international bevågenhed som en fremtrædende skikkelse i oppositionen. Men trods udtrykt sympati for livstidsfangen har den danske stat ikke fordømt regimet i Bahrain, for slet ikke at tale om at overveje sanktioner imod det. For Bahrains konge hører til de allierede. Og Bahrain er vært for en amerikansk flåde.
Kong Hamad al-Khalifa er blandt de ivrigste af lederne i Den arabiske Liga, der lægger op til militær intervention i Syrien, foreløbig i FNs navn. Ifølge kongen eksisterer der ikke nogen opposition i Bahrain, fordi noget sådant, som han siger, ikke anerkendes i grundloven.
Til gengæld kritiserer han Syriens præsident Assad for at slå ned på sit eget folk og opfordrer ham til at lytte til folkets flertal.
Bahrains enehersker er blot en blandt 22 medlemmer af Den arabiske Liga, som i den senere tid er blevet mere omfattende og respektfuldt behandlet af de vestlige medier end nogensinde før i dens mere end 60 år lange historie. Den blev grundlagt i 1945 med den mest reaktionære magt i regionen - Saudi-Arabien - som initiativtager.
I de borgerlige medier fremstilles den som en progressiv kraft i Mellemøsten og den arabiske verden, selvom den i selve værket består af nogle af de mest udemokratiske, antifolkelige, feudale eller feudalt prægede regimer i dag, som alle som én hører hjemme på historiens stinkende mødding.
Deres egne folk står som Abdulhadi Alkhawaja på spring for at jage dem på porten, og kun brutal militær og politimæssig undertrykkelse, beskårne eller ikke-eksisterende demokratiske rettigheder, massiv religiøs fordummelse, udbredt af herskerklikerne, og massivt hykleri alle steder holder dem ved magten.
Abdulhadi Alkhawaja -
sultestrejker 'til frihed eller døden'
At fremstille sorte kongedømmer og emirater som Saudiarabien, Bahrain, Qatar og De forenede arabiske Emirater, Kuwait, Jordan eller Marokko eller indsatte regimer i besatte lande som Irak eller Libyen som kræfter for forandring og folkeligt demokrati er så ufatteligt hyklerisk, at det gør ondt.
Den arabiske Liga er simpelthen et redskab for imperialismen. For amerikansk imperialisme, for EU, for vestlige imperialisme. Og det er et brugbart redskab. Arabere benyttes til at bedrage arabere. Og ligaen kan give et skær af legitimitet til vestlig intervention.
Ingen af de nævnte regimer står på nogen måde tilbage for Syriens Assad i brutalitet mod deres egne befolkninger. Men de kan bruges til at legitimere imperialistiske planer, indblanding og krige mod regimer, der ikke helt er i lommen på USA og Vesten.
Der er ingen tvivl om, at Assad-regimet og Syrien står for skud. Drømmen er at få et regimeskifte, der kan bruges til at støtte et angreb på Iran, som er den største forhindring for USA's og Vestens totale kontrol med regionen med dens strategiske vigtighed og enorme naturrigdomme.
Derfor samles i det skjulte alliancepartnere til en krig eller intervention. En væbnet opstand efter libysk model er allerede sat i værk. Og den skal føres igennem.
Derfor mobiliseres også et andet redskab mod demokrati og virkelig forandring, som udnyttes af imperialismen og den arabiske reaktion: Religionen. Religiøse alliancer og religiøs splittelse er en fast del af det barske magtspil i Mellemøsten.
I Libyen gik al Qaeda-tilknyttede ’salafist’-grupper og kalifat-partier som Hizb ut-Tahrir med i og støttede NATO-invasionen. I Syrien søges religiøse skillelinjer udnyttet ved at mobilisere sunni’er mod Assad-regimet. Det er også tilfældet i Danmark og mange andre vestlige lande med demonstrationer af syrere mod regimet i Damaskus. Også al Qaeda siges at støtte opstanden.
Krigen mod Syrien og det shi’itiske præstestyre i Iran forberedes også ved at udnytte og uddybe religiøse skillelinjer mellem sunni’er og shii’ter og deres undersekter - som groft kan sammenlignes som forskelle mellem katolicisme og protestantisme med undersekter.
Den kommunistiske tunesiske revolutionsleder Hamma Hammami har konstateret, at ’moderate’ og ’folkelige’ muslimske partier stadig mere åbent kommer ud på den vestlige imperialismes side – som f.eks. regeringspartiet i Tyrkiet eller det nuværende tunesiske ledende parti.
Den vestlige imperialisme har altid manøvreret behændigt med og mod islam og alle andre religioner. Dens mest trofaste allierede i Mellemøsten er som bekendt Saudiarabien – centrum for wahabisme, salafisme og anden ekstrem fundamentalistisk islam.
Hykleri, religion og politik indgår i en giftig blanding.
Se også
Krigsråb: Syrien skal 'hjælpes'
Se video fra KPnetTV
Det glemte forår: Bahrain still shouting in the dark
Netavisen 15. februar 2012