Kommunistisk Politik 2, 2012
Der var ingen økonomisk krise, men Dronning, Dronning, Gud og Fædreland over det hele, da Margrethe den II’s 40-års regentjubilæum blev fejret med pomp, pragt og live-TV over en weekend i januar 2012. Alt andet druknede i to dages ødsel millionfest, der skulle demonstrere det danske folks begejstring for et samfund, regeret af et feudalt levn.
Og festdeltagerne, det bedre danske borgerskab - samfundets økonomiske, politiske og militære elite – har da heller ikke mærket noget til krisen. De er blevet rigere, i årene før og efter 2008. De har råd til medicin, hvis de skulle blive syge.
Det 48 timer lange, veltilrettelagte show glemte ikke den mindste tråd, der kunne bruges til at slå en sløjfe om eventyret om et ’ moderne og demokratisk’ kronet kvindeligt statsoverhoved med en globaliseret storfamilie, der alle lever et forgyldt liv under majestætens vinger og på folkets bekostning.
Festen begyndte med højtidsfuldt gravbesøg i Roskilde Domkirke som en hyldest til afdøde monarker og en påmindelse om, at det danske monarki er ’et af de ældste i verden’, selvom Margrete II’s slægt kun har været blåt blod i nogle generationer. Den fortsatte med ’folkets hyldest’ til en hestetrukken guldkaret gennem København, der førte til rådhuset, hvor overborgmesteren i spidsen for 560 korsangere og andre begejstrede undersåtter kunne istemme en nykomponeret kantate til jubilantens ære.
Og førstedagen afsluttedes med et arrangement i DR’s nye koncerthus med deltagelse af det meste af eliten - mere end 1400 inviterede gallagæster i stiveste puds med de skønneste diademer, ringe og rober til alle køn – og med en stor del af befolkningen med på en kigger.
Der var kronede hoveder og den royale storfamilie, der var dannebrogsmænd og andre riddere, kammerherrer, hofjægermestre, grever og baroner, industrifyrster og bankdirektører. Der var statsministre – tdl. og nuværende, der var ministre og gemene folketingsmedlemmer. Et pragtopbud af rigdom og samfundsansvar.
De nød alle ’noget af den ypperste kunst’, kongedømmet har at byde på. Margrethe II har ikke isoleret sig i et reaktionært kunstnerisk hjørne med alterbroderier alene. Også kunstnere, der regner sig selv for at være progressive, stillede op til majestæthyldest.
Kongehuset inddeler samfundseliten efter hierarkisk rangorden, så alle kender deres plads og ved, hvilke udmærkelser de må bære ved hvilke som helst lejligheder. Det uddeler også ridder- og mange andre ordener, selvom der ikke længere slås nye adelsmænd.
Mærsk McKinney Møller er den eneste nulevende dansker, som er ridder af elefanten, en ære, som også tilfaldt afdøde Nicolae Ceaucescu af Rumænien.
Margrethe II er i det hele taget rundhåndet med ordener. Hele storfamilien er dekoreret. Men også og især tildeles de højere ordenstegn fremmede statsoverhoveder. Den danske regent har en særlig forkærlighed for de kronede af slagsen, som har brug for international anerkendelse, fordi deres egne folk ikke vil vide af dem.
Den seneste gik til kongen (eller hvad han nu er) af Bahrain, som derpå slagtede sit eget folk og kastede demokratiforkæmpere for bødlen – indbefattet den danske statsborger Abdulhadi Alkhawaja, der fik livstid efter strengt forhør.
Adskillige tusinde danskere er til gengæld riddere af Dannebrog. Og industrifyrster med adelsdrømme kan gøres til kammerherrer eller til hofjægermestre, hvis de eller ejer et gods.. De højeste samfundsklasser følger med tiden. Greverne bliver direktører, og bankfolk bliver godsejere, og Margrethe II udmærker dem alle.
Blandt kammerherrerne finder man f.eks. den alsidige Fritz Schur og Kjeld Kirk Kristiansen af Lego, mens Christian Kjær er både hofjægermester og kammerherre. Sidstnævnte udtalte for nogle år siden, at der ikke er nogen overklasse i Danmark.
Festens andendag faldt tilfældigvis sammen med statsråd nr. 500 under forsæde af regenten, det danske demokratis øverste lovgivende og udøvende myndighed.
Derefter Dronning! Dronning kom nu frem! og royalisternes hyldest til storfamilien ved Amalienborg, og endelig gallamiddagen i folkestyrets arne på Christiansborg, hvor regenten med familie blev hyldet med skåler og smukke ord.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt kunne til almindelig glæde ved bordet meddele, at ingen sætter spørgsmålstegn ved det danske monarki:
”Kongehuset er et nationalt samlingsmærke – en del af vores identitet som danskere. Et fast holdepunkt gennem skiftende tider … Og når der skal dannes regering, så sikrer dronningerunden, at alt går rigtigt for sig. At vi har en uangribelig ramme om demokratiet Og kongehuset binder hele riget sammen.”
Margrethe II afslørede på sin side, at hendes valgsprog ”Guds Hjælp, Folkets Kærlighed, Danmarks Styrke” skal forstås helt bogstaveligt. Hun får simpelthen bistand af højere magter:
” Når jeg i dag ser tilbage på de år, er det med dyb taknemmelighed, taknemmelig over den opgave, som er blevet mig betroet, og taknemmelig over alt det, den har givet mig.
Den opgave kunne jeg aldrig have løftet uden Guds hjælp…”
Alle gode kræfter står sammen om det danske monarki.
Se også
Stem republik!
Kommunistisk Politik 12, 2009
Netavisen 16. januar 2012