Det var statsminister Helle Thorning-Schmidts ord og budskab i hendes første nytårstale.Kommunistisk Politik 1, 2012
Det var statsminister Helle Thorning-Schmidts ord og budskab i hendes første nytårstale.
Den blev sendt på to TV-kanaler, samtidig med at hun var til nytårskur på Amalienborg. Her strålede kvindelige ministre i nyindkøbte kjoler og frisurer om kap med smokingklædte S-, R- og SF-pingviner.
De nød tydeligvis at være med og satte sig ind til det overdådige taffel, mens statsministeren uforstyrret fortsatte:
- Vi skal forberede os på nogle magre år. Den kommende tid vil kræve meget af os.
Hendes regering vil nemlig gennemføre nogle flere ’reformer’, som gør livet surt for almindelige danskere, og tilmed for nogle af dem, der har det dårligst.
Efterlønsslagtningen og pensionsalderløftet skal følges op af servicetjek på førtidspension og kontanthjælp, så der kan skæres nogle midler væk.
Den socialdemokratiske regering snakker ustandseligt om pligter og rettigheder. Det er dens pligt at gå hårdt til hofretterne. Kontanthjælpsmodtagere skal til gengæld arbejde for kontanthjælpen uden faglige rettigheder af nogen art.
Alle skal udvise ’samfundssind’ og ’gøre deres pligt’, hvilket blandt andet betyder ikke at protestere mod nedskæringer eller reallønsfald og at lade være med at stille lønkrav ved de betydningsfulde overenskomster, som skal afsluttes nu, efter to-tre år med uafbrudt reallønsfald.
For den ny regering betyder ’alle’ alle. Før Thorning var nået til desserten fik hun fyret følgende af til arbejdere og direktører:
- Hvis en virksomhed beder sine medarbejdere om at holde igen med lønkrav, så er det også rimeligt, at det gælder for alle. Også på chefgangen. Alle skal bidrage. Der er ingen fribilletter.
For arbejdere og kapitalister er jo i samme båd. Og har lige rettigheder. Når det bliver vanskeligt at få budgettet til at slå til, bør kapitalisten f.eks. undvære en enkelt flaske af den ugentlige rødvinsration.
Skål! sagde de ved banketten.
I unionsland efter unionsland møvede stats- og regeringsledere sig ind i folks hjem fra TV-skærmerne med det samme koordinerede budskab: 2012 bliver værre end 2011 – men lige præcis deres land klarer sig godt, når bare man står sammen.
- Tyskland klarer sig godt, selv om næste år uden tvivl vil blive vanskeligere end 2011, sagde Merkel i sin tale, før hun forsvandt ind til middagsbordet.
I Frankrig erklærede den dybt upopulære Sarkozy, som i 2012 søger genvalg som præsident, og mere end noget har brug for en krig til at holde ham i sadlen, at landet befinder sig i den alvorligste økonomiske krise siden Anden Verdenskrig, og krisen ventes at fortsætte i det kommende år:
- Jeg ved, at tilværelsen for mange af jer, som i forvejen har været gennem meget i to svære år, endnu en gang bliver sat på en prøve. I afslutter året med større bekymring for jer selv og for jeres børn, sagde en medfølende Sarkozy før desserten.
EU havde ét budskab til borgerne: Det bliver magre år, der forestår. Livremmen skal spændes ind igen. Der vil blive flere nedskæringer på de sociale budgetter. Løntilbagegang vil blive lovprist. Nye ’reformer’ skal sikre at det går tilbage på alle felter.
Velfærden’ bliver hakket i småstykker og serveret som bøftatar for kapitalens mænd af begge køn, før hovedretten kommer på bordet: Det irreversible euroland, hvor ingen protester vil blive hørt eller tolereret.
Den danske statsminister satte tal på besparelserne, som skal nås gennem de bebudede ’reformer’, herunder også af skatterne: Et underskud på de offentlige finanser på 100 milliarder kr.:
- Ja, måske bliver det endnu større, sagde Helle Thorning: - Det er svimlende mange penge. Og så fortsatte hun:
- Underskuddet betyder, at vi betaler velfærd med penge, vi ikke har. Det går ikke i længden. Det siger sig selv.
Og det går heller ikke, at Danmark bliver ved med at miste konkurrencekraft. For så flytter virksomheder og job ud af landet.
Svøbt ind i mange fraser om alle skal være med til at betale, yde, gøre noget osv. er recepten skåret ud i pap:
Nedskæringsreformer og lønnedgang. Velfærd uden penge. Konkurrencekraft på arbejdslønnens bekostning. Job der blæser i vinden.
For dem der ikke tror på EU og heller ikke på hverken nyliberalismens borgerlige eller socialdemokratiske fortalere er der en anden recept:
Vi rejser lønkrav! Vi går til kamp mod alle nedskæringer og alle arbejder- og ungdomsfjendske reformer.
Vi vil ikke betale kapitalens krise! Vi vil ikke betale euro’ens fallit og unionens fiasko! Vi vil ikke betale de riges fest hver dag.
Netavisen 5. januar 2011