Anmeldelse af 'Den Kolde Krig og Danmark'
Det ny Clarté 20 (2012)
Af Klaus Riis
Anmeldelse af 'Den Kolde Krig og Danmark'
Det ny Clarté 20 (2012)
Da den socialdemokratiske forsvarsminister Nick Hækkerup i juni 2012 meddelte sin beslutning om at nedlægge forsvarskommandoen, kaldte han den ’et levn fra den kolde krig’:
- Den struktur, vi har nu, er lavet til den kolde krig. Nemlig hvor departementet skulle tage sig af det politiske i fredstider, mens Forsvarskommandoen skulle finde våbnene frem og høvle russerne ud af landet igen, når de kom, sagde han, men
- I de konflikter, vi er involveret i ude i verden i dag - Afghanistan, pirater ud for Afrikas Horn og så videre - er der brug for en blanding af militære, juridiske, økonomiske, politiske og kommunikationsmæssige overvejelser. Så for at sikre, at vi træffer de bedst mulige beslutninger for forsvaret, skal vi have alle de kompetencer siddende sammen.
Holder Hækkerups begrundelser?
Søger man svar i Gads store koldkrigsleksikon Den Kolde Krig og Danmark finder man 2½ side under stikordet ’Forsvarskommandoen’. En ret grundig gennemgang (af Bertel Heurlin) starter sådan:
”Organiseringen af den øverste ledelse af forsvaret var genstand for overvejelser og ændringer under hele Den Kolde Krig. Grundlæggende har der været to modeller: Pentagonmodellen, hvor departement og forsvarsledelse er tæt integreret, og den europæiske model, hvortil Danmark har hørt, hvor der er adskillelse mellem Forsvarsministeriet, som tager sig af den politisk-civile del, og forsvarsstaben, som tager sig af den militærfaglige del. Pentagonmodellen har været nævnt i den danske debat, men har aldrig spillet nogen større rolle.” Den nuværende forsvarskommando blev etableret i 1969
Hækkerup har et argument, men han bruger ’den kolde krig’ og den afsluttede kamp mellem de to verdensmagter med hver deres blok - USA og det daværende Sovjetunionen – til at nedlægge ’den europæiske model’ og etablere Pentagon-modellen i dansk udformning.
Pentagon-modellen har i praksis vist sin funktionsdygtighed i et utal af aggressionskrige.
Kold krig på Bornholm – før og efter
”U.S. Navy lader kanonerne tale øst for Bornholm”, hed det i en overskrift fra TV-Bornholm. Artiklen berettede om en skydeøvelse øst for Bornholm i første halvdel af juni 2012 med deltagelse af flådestyrker fra U.S. Navy og 11 andre lande. TV-Bornholm fortæller:
”Langt ude på havet øst for Bornholm, har mange Østbornholmere i den seneste uges tid hørt dumpe drøn og eksplosioner. Der er nu ikke udbrudt krig - men derimod bliver den årlige BALTOP øvelse nummer 40 i rækken holdt i farvandet øst for øen. Øvelsen bliver holdt i det samme område, som raketopsendelserne finder sted fra. Og årets øvelse, der er amerikansk ledet - bliver holdt med deltagelse af 12 lande.
U.S. Navy oplyser på sin hjemmeside, at man de seneste døgn har øvet sig i at bringe miner til sprængning. Og det er formentlig lyden af de store eksplosioner, der er nået ind til de bornholmske kyster.
Nationer der deltager udover USA og Danmark er: Estland, Frankrig, Georgien, Tyskland, Letland, Litauen, Holland, Polen, Rusland og Sverige.”
Opslaget ’Bornholm’ har tre sider i leksikonet. Fyldig faktuel information om solskinsøen i den kolde krigs isvinter og dens særlige status efter 2. Verdenskrig som efter en vis opfattelse hemmelig Nato-udpost.
Leksikonet skriver:
”Bornholm var under hele Den Kolde Krig en kilde til bestandig bekymring for skiftende danske regeringer (…) For ikke at fremprovokere sovjetisk mishag tog Danmark en lang række sikkerhedspolitiske tiltag for at berolige Kreml. Der blev således indført skrappe begrænsninger med hensyn til allieret militær tilstedeværelse på og i farvandene omkring Bornholm, når der gennemførtes fælles NATO-øvelser i Østersøen. Bornholm spillede på den anden side en vigtig rolle for varsling og indhentning af militære efterretninger i Østersøen, DDR, Polen og Sovjetunionen” (Bent Jensen).
Østgrænsen for militære øvelser var 16 grader østlig længde.
Den er siden gradvist udvidet. I dag brager NATO los, så det runger på Bornholm. Der efterlades ingen tvivl om, hvem der sejrede i den kolde krig.
Den Kolde Krig og Danmark er, som eksemplerne illustrerer, et opslagsværk, fakta- og detaljerigt, grundigt – og nyttigt for den, som vil have et større overblik end journalistiske forkortelser eller vil forstå dagens virkelighed lidt bedre i lyset af en historie, som stadig kaster lange skygger ind i nutiden.
Eksemplerne viser også det trykte opslagsværks begrænsning: Historien har ingen udløbsdato, selvom både Hegel og Francis Fukuyama mener det. Og militærhistorien og den militærteknologiske udvikling hører til dens mest bevægelige elementer i den imperialistiske periode af menneskets forhistorie.
De kolde og varme krige er det imperialistiske systems blodbaner, bogstavelig talt. Og det er superrelevant med et leksikon om en tid, hvor Danmark godt nok lå i skudfeltet mellem supermagterne, allieret med den ene, men ikke blev ramt af den varme krig, som andre nationer og kontinenter blev det, f.eks. gennem stedfortræderkrige, når kulden blev gloende.
Kykloper og venstreorienterede
Det er et kompetent hold af historikere og forskere på ikke mindre end 60 personer, som har bidraget til værket. Og det er en bredt sammensat kreds.
Den spænder fra fornuftige venstrefløjsakademikere til rabiate koldkrigere som den før citerede Bent Jensen, der igen optræder som kyklopisk apologet for NATO og USA.
Den politisk udpegede professor var leder af det VKO-oprettede Center for koldkrigsforskning fra 2007 til lukningen i 2010, der kostede 10,5 millioner kroner – og dets afhandling om samme tema som leksikonet ventes at være på godt tusind sider og udkomme i efteråret 2012.
Bent Jensen har efter udgivelsen offentligt kritiseret leksikonet. En af hans meningsfæller Bent Blüdnikow har i Berlingske Tidende betegnet det som ’venstreorienteret’ og i et angreb på en af værkets fire redaktører, professor Paul Villaume, beklaget, at ”de revolutionære 1970ere stadig har betydning for, hvordan historien skrives. Villaume var i 70erne medlem af en af de organisationer, der har fået sit eget opslag som ’Venstreradikale grupper’…”.
”Opslagsværket kan slet ikke stå alene og giver ikke læserne tilstrækkelig alsidighed”, siger Blüdnikow, der foretrækker, at Bent Jensens skole er enerådende.
Den Kolde Krig og Danmark har søgt at inddrage de forskellige historiske skoler og gengive de senere års forskning. Det er blandt andet sikret gennem personsammensætningen, der på mindre akademisk sprog omfatter en vifte af forskellige partiholdninger og politiske og ideologiske standpunkter. Højrefløjen er pænt repræsenteret. Og socialdemokraterne.
Som den type værker har en tendens til, afspejler leksikonet den fremherskende opfattelse i de fremherskende politiske og akademiske kredse.
Man finder ikke et opslag, der forsvarer Sovjetunionens positioner – og da slet ikke under Stalin – det Sovjetunionen, som her har forvandlet sig fra at være en af de sejrende allierede efter 2. Verdenskrig til at være den kolde krigs styggeste ulv.
Antikommunisme gennemsyrer det hele. Den socialdemokratiske litteraturprofessor Hans Hertel får indskudt, at Martin Andersen Nexø havde ”en religiøs farvet tro på Sovjetunionen som Den Ny Verden for Det Ny Menneske”. Hans Kirk var ifølge Hertel en ”kradsbørstig partisoldat og hadsk polemiker”, der ydede sit til forgrovelsen og forgiftningen af 50ernes debatklima med ”skiftevis beske, sataniske og plumpe kommentarer”. Hans Scherfig er også ’en halsstarrig partisoldat’, der søger ”tilflugt i den autoritære orden i moderkirken i Kreml”.
Der er ikke megen variation i karakteristikkerne. Hertel ser mere nådigt til dramatikeren Kjeld Abell (første opslag i bogen), som under det massive ideologiske pres mod kommunismen i 1959 afskrev DKP på trods af et ’patetisk’ (Hertels udtryk) åbent brev fra Land&Folks redaktør Martin Nielsen om at holde fast ved kommunismen.
Hertel ser det som ’et frigørelsesdrama’, der kostede Abell dyrt, mens Hans Kirks ”bitterhed over sin internering 1941-43” fik ham til ”(at projicere) modstandskampens fronter og fjendebilleder over i koldkrigssituationen”.
Det er ikke specielt alsidigt. Det er meget stereotypt. Og stereotyper er der mange af.
Alligevel skal leksikonet anbefales som den måske bedste generelle indgang til en vigtig periode og en nær fortid, som allerede er ved at fortone sig.
Supermagtsteorien som forsvandt
Den Kolde Krig og Danmark holder af gode grunde et stærkt fokus på ’og Danmark’. Et forsøg på at dække hele den kolde krigs historie i internationalt perspektiv ville kræve et bibliotek.
Ud over opslagene, hvor forfatterne indsluser deres skoler, ideologi og politik, er der også en godt 40 sider lang indlededende oversigt med den ubeskedne titel Den kolde krigs historie af Nikolaj Petersen og en af redaktørerne Thorsten Borring Olesen. Afslutningsvis giver en anden redaktør, Rasmus Mariager, en udmærket 20 sider lang oversigt over Den kolde krig i international og dansk historieforskning.
En alvorlig udeladelse skal nævnes: Intetsteds i leksikonet nævnes ’teorien om de to supermagter’, som immervæk var en politisk, ideologisk og videnskabelig skole omkring den kolde krig, både mens den var der og nu, hvor denne periode i imperialismens historie ses som afsluttet.
Teorien går i al enkelhed ud på, at den kolde krig blot var et enkelt led i den kamp mellem kapitalisme og socialisme, som har præget verden siden
Oktoberrevolutionen i 1917, med kampen mod fascismen og 2. Verdenskrig, med en første etape af den kolde krig i form af perioden NATOs dannelse, jerntæppet, Koreakrigen og til Stalins død samt en følgende etape med kamp og samarbejde mellem USA og et Sovjetunionen, der forlod socialismen og forvandlede sig til en (social)imperialistisk supermagt, indtil den genoprettede kapitalisme sprængte sine rammer og Sovjet selv.
Denne opfattelse har været fremført både af Kina under Mao Zedong, af det socialistiske Albanien og af en lang række marxist-leninister, partier, intellektuelle og forskere. Den er forsvundet i det danske leksikon, selvom den er den bedste nøgle til forståelse af både den kolde krig og dens lange skygger og dermed verden i dag.
Den Kolde Krig og Danmark
Gads leksikon
Redaktion: John T. Lauridsen, Rasmus Mariager, Thorsten Borring Olesen, Poul Villaume
768 s. Forlagets pris 399,- kr
Netavisen 5. september 2012