Den sejeste folkelige bevægelse i nyere tid – Folkebevægelsen mod EU - blev stiftet på et møde for lokalkomiteer, landsdækkende initiativer og politiske partier og organisationer i Odense den 21.-22. april 1972. Midt under en tilspidset kamp om dansk medlemskab af det, der i dag hedder Den Europæiske Union. Dengang kaldte man det EEC eller EØF, Det europæiske økonomiske fællesskab, senere EF (Det europæiske Fællesskab)– og tilhængerne i de to daværende regeringsalternativer - det borgerlige og det socialdemokratiske – svor på, at det var en rent økonomisk foranstaltning, nærmest skabt til støtte for dansk landbrug og ’for den daglige husholdnings skyld’.
Det ville aldrig udvikle sig til noget, der var overordnet nationalstaterne eller undergrave deres suverænitet, det ville aldrig blive en politisk union, svor stribevis af danske statsministre og tilhængerpartier.
Modstanderne fortalte, at EEC/EF/EU ville undergrave dansk national suverænitet, at retningen var sat mod en egentlig politisk, militær og økonomisk union (og med tiden fælles valuta, hær, politi, domstole og egen regering). Og at det var de europæiske monopolers projekt, vendt mod arbejderne og folkene i Europa og verden.
Som en af dem, der deltog i det stiftende møde (som medlem af Nørrebrokomiteen og Arbejderkomiteerne mod EEC) er det en blandet fornøjelse at måtte konstatere, at vi modstandere i den grad havde ret, og at tilhængersiden løj, så det drev (hvad vi godt vidste, og også sagde).
Men det er en ublandet glæde at kunne sige tillykke med de 40 år til det, der nu i årevis bare har heddet ’Folkebevægelsen’, det mest succesrige politiske initiativ i perioden. Hvor mange politiske partier og andre folkelige bevægelser er forsvundet fra scenen i de fyrre år, er Folkebevægelsen blevet der og har kæmpet videre, fordi grundene til at den overhovedet var der, blev større og større.
Folkebevægelsen fastholdt sin modstand, også da det danske medlemskab blev en realitet med folkeafstemningen den 2.l oktober 1972, der var den umiddelbare grund til stiftelsen. Dagen efter havde modstandere over hele landet opsat plakater, hvor der stod ’Kampen fortsætter’. Og det har den gjort i foreløbig 40 år.
Folkebevægelsen fik et nyt mål: at få Danmark ud af EØF/EF/EU. Og det har den som bekendt endnu.
Der har ikke været mangel på forsøg på at nedlægge Folkebevægelsen eller ændre på dens målsætninger. Socialistisk Folkeparti forvandlede sig fra modstanderparti til tilhænger af både union og neoliberal økonomisk politik. ’Pragmatikere’ i Folkebevægelsen – også ledende medlemmer – ville opgive den konsekvente EU-modstand og splittede den med dannelsen af Junibevægelsen.
Men virkeligheden har for længst løbet pragmatikernes politik over ende: Man kan ikke både være tilhænger af EU, og modstander af Union. EU er en union, stadig snævrere, på alle felter, med retning mod en europæisk forbundsstat.
Men EU er også meget skrøbeligere end den forekom i pragmatikernes øjne. Det er på mange måder en fejlkonstruktion. Den fælles mønt er i dyb krise – og modstanden mod euroen og monopolernes ’Forenede Europa’ bare vokser og vokser.
Modstanden er ved at antage regulær massekarakter i en række euro-lande, hvor befolkningerne forarmes af den nyliberale politik og EU’s nedskæringsdiktater. Udtræden af euro'en, udtræden af EU, opløsning af unionen er ved at blive en aktuel kampparole.
Folkebevægelsen har været garanten for en konsekvent, folkeligt baseret modstand nu gennem 40 år. Den har fået gennemtrumfet adskillige folkeafstemninger, som ikke ellers havde været afholdt. Og den har haft to markante triumfer i spidsen for det danske nej til Maastricht-aftalen i 1992 og til euro’en i 2000.
Nej’et ved de danske folkeafstemninger, især i 1992, og den brede danske modstand har haft en inspirerende virkning på den folkelige modstand mod EU overalt i unionen. Den lagde grunden til nye folkelige Nej’er i Frankrig, Holland og Irland til forfatningstraktater, danskerne ikke fik lov til at stemme om.
Folkebevægelsen mod EU er for alvor blevet til en fælles, folkelig europæisk bevægelse på disse fyrre år. Det er ikke så ringe endda!