Den har varet 10 år, VKO-tiden, der nu endegyldigt er dømt ude. Nullernes dystre årti efter 9/11 2001 plus en lille rest, hvor danskerne kun ventede på at sige farvel til den af Fogh valgte Lars Løkke Rasmussen, som et flertal har valgt fra som statsminister. Der er bred og generel glæde over VKO’s fald. Blå blok krakelerede under valgkampen – og også faste vælgere flygtede. Nogle til Liberal Alliance, der ikke kunne hjælpe den til at fortsætte i modsætning til 2007, nogle til De radikale, der vil have de ’brede’ forlig tilbage, og nogle til et af de tre socialdemokratier - S, SF og Enhedslisten. Nok til et nyt parlamentarisk flertal og en ny regering med Helle Thorning-Schmidt som statsminister.
Trods blå bloks overvældende dominans i medierne lykkedes det ikke i sidste øjeblik at ændre udfaldet. VKO skulle væk!
VKO’s tid har været en af de mest reaktionære perioder i den nyere Danmarkshistorie, den sorteste efter 2. verdenskrig. Den har været et tiår med krige, militarisering af samfundet, undergravning af de demokratiske rettigheder, terrorlove, ekstremt fremmedfjendske tiltag, atomisering og udlicitering af den offentlige sektor.
Den endte i økonomisk krise med en brutal krisepolitik, som betales af den brede befolkning med sociale nedskæringer, efterlønsslagtning og højere pensionsalder. Det har været kapitalistklassens, de riges, gyldne årti.
Det er alt det, danskerne dømmer ude med den blå blok.
Der er store forventninger til ’rød blok’, et massivt ønske om forandring, et stærkt pres for en ny politik. Det er knusende sikket, at de ikke vil blive indfriet. Thorning Schmidt-regeringen vil forlænge arbejdstiden med en ugentlig time, gennemføre afgiftsforhøjelser, som rammer den brede befolkning, og forhindre lønstigninger.
Det kaldes ’fair’ krisepolitik, men det er klassisk kapitalistisk politik vendt mod arbejderne og det store flertal. S/SF vil sløjfe vigtige fremskridt som 37-timers ugen, og for første gang i mere end 80 år forlænge den ugentlige arbejdstid for et i der forvejen hårdtarbejdende folk, hvor de voksne i familierne i forvejen knokler løs.
S/SF måtte tilsammen notere en tilbagegang, selvom SF for første gang kommer i regering. Rigtig mange støtter af ’rød blok’ vil ikke have dens krisepolitik, og mange er skuffet over SF’s højredrejning. En væsentlig del af Enhedslistens betydelige fremgang skyldes det.
Om den kommende regering bliver en S/SF-mindretalsregering, eller om De radikale, som blev kraftigt styrket, kommer med, vides endnu ikke. Til gengæld er flertallet for VKO’s efterlønsslagtning og ’tilbagetrækningsreform’ intakt. Alt tyder på, at den vil blive gennemført under Thorning-regeringen.
Der kommer ikke en ny politik til fordel for arbejderne, de unge eller det store flertal. Derfor anbefalede Arbejderpartiet Kommunisterne at stemme blankt, og derfor appellerer vi nu om, at Thorning Schmidt-regeringen ikke får ro til at gennemføre dens variant af en borgerlig og nyliberal krisepolitik.
Vi opfordrer progressive fagforeninger, bevægelser og organisationer, som har krævet en reelt ny politik til fra dag 1 at mobilisere til masseprotester mod alle tiltag fra den ny regerings og folketingsflertallets side til at forringe forholdene for de arbejdende og det store flertal. Det er de rige, der skal betale krisen – ikke det store flertal, som ikke har det fjerneste ansvar for den.
Der er med andre ord brug for en selvstændig platform mod den reaktionære krisepolitik, mod nyliberal EU-politik, mod krig, fremmedhad og reaktion.
APK har givet et bidrag hertil med 12 krav til en ny regering. Vi vil arbejde for at skabe den bredest mulige enhed omkring de enkelte punkter og for kravene som helhed.
Det arbejdende Danmark er for nu sluppet af med VKO. Thorning og Co. skal ikke have lov til at fortsætte, hvor Løkke slap.