Det er en god skik ved arbejdernes internationale kampdag hvert år at gøre status over udviklingen af den globale klassekamp. 1. maj er den dag, mere end nogen, hvor arbejderne mønstrer styrkerne og klargør målene for kampen – både den dagsaktuelle og det store opnåelige perspektiv: det nye socialistiske samfund.Da kvindekampdagen 8. marts tidligere i år rundede 100 år fra den første gang blev afholdt mente den danske ligestillingsminister, at så kunne det også være nok. Den burde gravlægges. 1. maj er endnu ældre, den blev besluttet som international kampdag af II Internationale i 1887, da det var en samling af marxistiske partier for revolutionær forandring. Og ikke bare ligestillingsministeren, men hele det borgerlige samfund mener, at den for længst har mistet al relevans, og bør afskaffe sog gøres til almindelig arbejdsdag med pligt for alle til også den dag at slave for kapitalen.
Uden hensyn til det demonstrerer og protesterer arbejderne verden over på denne dag, i hundredtusindvis, ja millioner, med slagord, paroler og bannere under røde faner.
Det er en dag for kamp for nye mål og mod borgerskabets konstante angreb for at slå vundne resultater tilbage; men også en dag for at fejre resultater og revolutionære fremgange. Men først og fremmest er det en dag for international solidaritet, for at bekræfte, at den kamp, der føres af klassefæller i alle verdenshjørner i grunden er den samme kamp, og en fælles kamp.
På denne 1. maj vil det ikke mindst være den arabiske revolution, som vil blive omfavnet. Den har tændt en gnist af håb og en revolutionær ild, der ikke kun er gået som en storm over Nordafrika og Mellemøsten, men også spreder sig til andre kontinenter.
Diktatoriske monstre og enevældige monarker er væltet eller rystes, behængt med deres kors og bånd og stjerner – herunder ridderkors, egenhændigt uddelt af hds. danske majestæt på farten fra Bahrain til Afghanistan. Disse regimer er uanset pynten ikke andet en korrupte stik-i-rend-drenge for USA og Vesten, som de mod klækkelig korrupt betaling bistår med at udplyndre deres lande og holde deres befolkninger i både fattigdom og diktatoriske bånd uden demokratiske rettigheder.
De arabiske folk vil have dem sat på porten, men de vil også af med deres vestlige bagmænd og støtter. De vil have diktaturerne væk og en fri og uafhængig udvikling, som baner vej for social fremgang for den brede befolkning.
Vi har set og beundret den heroisme, hvormed de ubevæbnede masser i Tunesien og Ægypten har trodset sikkerhedsstyrkers og regimebøllernes vold, hvordan de har fortsat og udvidet deres protester mod sult, armod og diktatur til brede lag af befolkningen gik med, og arbejderne kastede deres afgørende lod i vægtskålen, så diktatorerne faldt.
Men vi har også set, hvordan USA og vestmagterne, som hyklede sympati for kravene om demokrati, selvom de rettede sig mod deres kreaturer, har været hurtige til at manøvrere imod folkerevolutionerne. Ingen steder er de ført igennem hele vejen. I både Tunesien og Ægypten er det det gamle regimes og militærets folk, der er ved magten. Den er ikke overdraget de revolutionære folk.
Og USA, EU og NATO – med en dansk krigsforbryder i cockpittet – har indledt en ny luftkrig i regionen, mod Libyen. Ikke kun for at afsætte eller myrde Gadaffi og sikre sig fuld kontrol over endnu et arabisk land og dets ressourcer, men også for med krigen at bremse folkerevolutionerne og indsætte deres lakajer som i Irak, hvor et brutalt islamisk regime holdes ved magten af amerikansk militær, eller Afghanistan, hvor en korrupt præsident huserer, beskyttet af en hel fremmed krigskoalition i NATOs navn.
Men samtlige kriminelle krigsregeringer fører samtidig også en anden krig: En krig på hjemmefronten mod deres egne arbejdere og befolkninger. Det er i alle krigsførende lande dem, der ikke bare betaler for militarisering, krige og besættelser, men også for finanskapitalens fejlslagne spekulationer og milliardærernes fortsatte luksus, i form af velfærdsnedskæringer, reallønsfald og merarbejde – med andre ord i form af større udbytning.
Her kommer forskellen ind mellem reformister og revisionister på den ene side og revolutionære kommunister, marxist-leninister, på den anden. De førstnævnte har hverken ønsker om eller tiltro til, at arbejderne og de brede folkemasser kan rejse sig til revolutionær kamp, og foretrækker derfor kompromisser og studehandler med de herskende, der ikke antaster disses magt.
Marxist-leninisterne derimod er overbevist om, at arbejderklassen, ungdommen og folkene stadig besidder det revolutionære potentiale til at gravlægge kapitalismen og arbejder for at frigøre dette.