Kommunistisk Politik 4, 2011
De voldsomme modsætninger og den skærpede klassekamp i Mellemøsten er ikke blevet afdæmpet med den ægyptiske selvhersker Hosni Mubaraks fald og overdragelse af magten til det øverste militærråd. For mindre end tre uger siden betegnede USA det ægyptiske regime som stabilt og sikkert.
Klik og forstør
At det kunne rystes i sin grundvold, så præsidenten gennem tre årtier måtte tage flugten fra demonstranterne på Tahrirpladsen - der kom til at lyde sit navn: Befrielsespladsen – og i alle hjørner af landet, har givet aktivisterne og folkemasserne i de andre undertrykte arabiske lande blod på tanden.
Tiden er inde til radikal forandring, til revolution. Og det 21. århundredes revolutioner, demokratiske, antiimperialistiske og socialistiske, er først lige startet.
Det var ungdommen, og i vidt omfang den studerende ungdom, der gik først på barrikaderne i både Tunesien og Ægypten, og i masseomfang gik kvinderne med som en uforfærdet kraft, der udfordrede magthaverne og undertrykkelsesapparatet. Og da så arbejderne kom på banen, var regimernes skæbne beseglet i begge lande.
I Ægypten var en landsomfattende strejkebølge gået i gang, og en lammende generalstrejke var proklameret, da Mubarak blev tvunget til at kaste håndklædet i ringen.
Ubønhørligt stigende madpriser, sultelønninger og tårnhøj arbejdsløshed med usikre fremtidsperspektiver er grundlæggende sociale drivkræfter i opstandene. Men i de arabiske lande er disse faktorer forbundet med to andre.
Den ene er regimernes autoritære, undertrykkende og anti-demokratiske karakter. De civile systemer med de herskende partier, der har tilranet sig et magtmonopol, er i realiteten kun et dække over den egentlige magt: hæren og dens generaler. Både USA og EU og de reformistiske partier i Socialistisk Internationale har omhyggeligt plejen myten om disse partiers og systemers ’progressive’ karakter og tilsløret deres kriminelle natur.
Den demokratiske side af opstanden er det, som de vestlige medier har fokuseret på.
De har til gengæld været tavse om den anden faktor i bestræbelsen for demokrati, som er drivende i opstandene mod regimerne. Det er modstanden mod USA-imperialismens og den israelske zionismes afgørende indflydelse på disse regimer, herunder den politiske ledelse og officerskorpsene, som for det meste er amerikansk uddannede.
USA's og Israels arrogance, magtdemonstrationer, krige og dominans er forhadte af de frihedselskende arabiske folk. De accepterer ikke længere de gentagne israelske aggressioner og ydmygelsen og undertrykkelsen af det palæstinensiske folk gennem menneskealdre; de vil ikke længere tåle USA's vilkårlige indblanding og krige i regionen, som krigene mod og besættelsen af Irak. Og de er helt på det rene med at de kan takke USA for de mange årtier med dets håndgangne mænds undertrykkende regimer.
Den enorme kraft i de arabiske folkerevolutioner sås ikke mindst med Mubaraks fald. Når den største arabiske nation ryster sin undertrykker af sig, kan alle de andre også slippe af med deres. Det ægyptiske regime er næst efter Israel den største modtager af amerikansk bistand, fortrinsvis til militæret.
Der kan næppe herske tvivl om, at USA har spillet en rolle og undladt at lade hæren nedslagte protesterne for at holde deres Ben Ali’er og Mubarak’er oppe. Da den revolutionære bølge antog tsunamiagtig karakter lod USA marionetterne falde og beordrede generalerne til ikke at skyde. Alternativet var en endnu dybere radikalisering af masserne, dyb splittelse og svækkelse af armeerne, og en garanti for omfattende væbnet opstand.
Følgelig blev de amerikansk-trænede generaler pludselig garantien for at de demokratiske fordringer bliver gennemført, indbefattet opløsning af Mubaraks parlament og annullering af hans forfatning, mens en ny grundlov og en ny valglov udarbejdes af militærets udpegede folk.
Den ene strategi for de arabiske folkerevolutioner er med andre ord den vestlige – USA's, EU's og Israels. Den består i korthed i at kapre revolutionerne, at gennemføre så små ændringer og reformer som muligt, mest af kosmetisk og demagogisk karakter, så folkemasserne kan bildes ind, at der er tale om reelle indrømmelser.
Den fokuserer ensidigt på enkelte aspekter i den demokratiske revolution og søger at manipulere dem. Nogle ansigter kan udskiftes, men systemet og den egentlige magt forbliver intakt. Undertrykkelsen polstres med fløjl, udbytningen skjules - det vigtigste er, at der ikke sker nogle ændringer i udenrigspolitikken, i forholdet til det zionistiske Israel og USA.
Denne strategi har en vis social basis, i hæren og magtapparatet, kapitalisterne og blandt vestligt orienterede intellektuelle, også uden for landets grænser.
Den anden strategi, hvis potentielle basis er den arabiske bazar og de fattige på landet, er den islamiske. Den iranske ledelse har allerede erklæret, at de arabiske revolutioner er inspireret af og en slags gentagelse af den iranske revolution, som i sidste ende bragte præstestyret til magten.
Det er slående forkert. De har netop været karakteriseret ved deres brede folkelige og anti-sekteriske karakter, der har forenet alle kræfter, religiøse og ikke-religiøse, muslimer, kristne og ateister, mænd og kvinder, i en fælles kamp.
Den tredje strategi er arbejderklassens og de brede massers: Kampen for at skabe et reelt demokrati og opbygge dets uafhængige og selvstændige institutioner, for at knuse undertrykkerregimet, dets rester og imperialistiske støtter, for at føre den igennem til enden.
I Tunesien og Ægypten er disse strategier synlige og i hård infight; i de øvrige lande fra Jordan, Syrien, Jemen, Bahrein, Saudiarabien til Algeriet, Marokko o.s.v. er massekampen først ved at begynde.
Netavisen 17. februar 2011