Uden frygt: Demonstrant i Cairo 29. januar 2011
Kommunistisk Politik 3, 2011
Uden frygt: Demonstrant i Cairo 29. januar 2011
De arabiske folkeopstande fortsætter, og bølgerne fra den store sociale uro i Mellemøsten slår også op mod andre kontinenters kyster. Hvor Mellemøsten traditionelt har været knudepunkt for krige og besættelser, er det nu i centrum som en vugge for revolution.
Først og fremmest er det den amerikansk-europæiske ’orden’, der har rådet de sidste tre årtier, der bliver rystet i sin grundvold. De pro-vestlige regimer med en tynd fernis af demokrati, med en konge eller en håndplukket militærmand fra et amerikansk uddannet officerskorps i spidsen som faktiske diktatorer, ser skriften på væggen. Først flygtede Ben Ali til Saudiarabien for det tunesiske folks vrede.
Nu står ridderen af den danske elefantorden, Hosni Mubarak, for tur, mens hele verden følger det ægyptiske drama i stor spænding.
Alle store sociale begivenheder får i dag et globalt aftryk, som befordres af de allesteds nærværende medier, officielle og sociale.
Den ægyptiske folkeopstand finder sted i det største arabiske land med dets afgørende rolle for både situationen og udviklingen i hele regionen, som under Anwar Sadat og ikke mindst Hosni Mubarak har været en lydig vasal for USA, der har forsynet dets militær og regimet med to milliarder dollars om året. Ægypten er den næststørste modtager af amerikansk ’bistand’ – kun overgået af Israel.
Et uafhængigt regime i det største arabiske land udgør en enorm trussel mod USA’s og Vestens interesser, herunder de økonomiske.
Folkeopstandene i Tunesien og Ægypten har den samme grundlæggende kilde: De brede folkemasser har simpelthen fået nok af regimerne og diktatorerne, de har fået nok af arbejdsløshed og fattigdom, af korruption og de riges luksus og af deres pro-amerikanske og reelt pro-israelske og antipalæstinensiske politik. Mubaraks udenlandske støtter fremhæver ham som en vigtig mellemmand mellem Israel og palæstinenserne. I hans ’mæglertid’ er Palæstina yderligere skrumpet og palæstinenserne endnu mere nedtrampet af besættelsesmagten.
Deres grundlæggende krav har været at diktatorerne og deres regime må helt væk for at et nyt samfund kan opbygges. Diktatorens fald er det første skridt mod en demokratisk og progressiv udvikling, som kun kan opnås, når landene gør sig fri af både diktaturet og imperialismens indflydelse. Og det betyder også at ødelægge det regerende partiapparat og at kappe hærens og sikkerhedsstyrkernes livsnerve til Pentagon.
De folkelige revolutioner har gennembrudt den vestlige propagandamur om den arabiske verden: De har vist, at arbejderne, ungdommen, de bredeste masser kræver demokrati og sociale fremskridt. Opstandene er ikke foregået i en religiøs kappe, eller ledet af islamiske partier, men er simpelthen begyndelsen til sociale omvæltninger. De arabiske folk sukker ikke efter islamistiske regimer; de slås for social fremgang, selvstændighed og demokrati. I Tunesien har eksistensen af et ægte marxistisk-leninistisk parti som PCOT betyder, at en klar og rigtig udviklingsretning for revolutionen er formuleret.
De nuværende opstande har med umisforståelig graffitti markeret, at menneskehedens samfundsmæssige udviklingshistorie ikke blev afsluttet med kapitalismens og kontrarevolutionernes triumf i 1989-91, og at et nyt revolutionært opsving er ved at udvikle sig under den afgrundsdybe globale økonomiske krise, som ikke mindst de arabiske folk lider under, under trykket fra imperialismen og skærpelsen af dette systems grundlæggende modsætninger.
Opstandene bekræfter også på ny den gamle marxistisk-leninistiske lære, at reformer er et biprodukt af revolutionen. Fra Obama og Clinton til det samlede ministerråd i EU afkræves det ægyptiske og andre regime nu reformer, simpelthen for dermed at bremse opstandene i deres udvikling og bremse udviklingen af arbejdernes, ungdommens og folkenes revolutionære bevidsthed og organisering.
Den største vanskelighed ved udviklingen af de arabiske folkerevolutioner består i, at de marxistisk-leninistiske kræfter dér er få, og at reformistiske (og til dels revisionistiske) samt islamiske kræfter dominerer oppositionen. De kan og vil ikke føre en revolutionær kamp til ende, men vil på et tidspunkt indgå et ’kompromis’, der bevarer de grundlæggende magt- og klasseforhold.
USA har med betydeligt held ført en kamp for at svække de kommunistiske og revolutionære venstrekræfter i de arabiske og ’muslimske’ lande, og fremmet provestlige ’demokrati’-kræfter, og også islamister, som i Afghanistan eller i dag i Irak. De ser hellere et præstestyre end en sejrrig revolution.
Imperialisterne har tilstrækkelig indflydelse til at satse på flere heste, og tilmed spille dem ud mod hinanden. Den amerikansk-trænede torturbøddel Omar Suleiman, som Mubarak har udpeget som vicepræsident og mulig efterfølger, bliver stillet over for en anden håndplukket pro-vestlig kandidat Mohamad El-Baradei, en karrierediplomat, som er fundet pålidelig nok til at få den stærkt devaluerede nobelfredspris.
’Frie valg’ i amerikansk udgave er ikke et ægte demokrati, men magtens og de velståendes stemmekøb og stemmesvindel, selvom der kan optræde flere partier og kandidater på stemmesedlerne.
Når sikkerhedsstyrkernes, politiets og hærens våben tier, når tortur og muligt blodbad ikke længere skræmmer folket, er det tid for at udskifte nogle ansigter, det er tid for reformer. Men de amerikansk-orienterede generaler vil stadig være der, og de kan en dag beordre soldaterne ind som den sidste stopklods mod forandring.
USA, Israel og Vesten søger at kidnappe de arabiske folks opstande, når de fremstiller dem som fortsættelser af de amerikansk inspirerede og manipulerede "fløljs- og farve"-revolutioner i forbindelse med Murens fald og senere, hvis mål er at indsætte pro-amerikanske regimer. De prøver at stjæle de arabiske folks gigantiske protester, som endnu ikke som følge af årtiers undertrykkelse har udviklet en klar platform - andet end kravet om diktatorens og regimets fald.
Ved at prøve at sætte 'pro-vestlige demokratibevægelser' i spidsen og mobilisere hele deres globale propagandaapparat til at sprede forvirring vil de føre det folkelige oprør på vildspor og bremse det, før deres interesser og positioner for alvor rammes af den demokratiske og antiimperialistiske revolutions slag.
Kan tuneserne, ægypterne og de andre oprørske folk undgå imperialismens, reformismens og de religiøse fælder og holde den revolutionære damp oppe, har de arabiske magthavere og deres herrer i USA og EU for alvor grund til at være bange.
Netavisen 2. februar 2011