Krigsherren på Esplanaden og spionerne på Dag Hammerskiölds Allé

Leder
Kommunistisk Politik 22, 2010

Afghanistan-krigen er Mærsks krig. Dets tabstal ligger på over 100, siger amerikansk militær. Selv siger Mærsk, at 29 af dets chauffører er blevet dræbt af bomber og angreb under transport fra Pakistan af forsyninger af enhver art til USA og NATO-tropperne i det besatte land. Det er større end, eller i det mindste i nærheden af, de samlede danske tabstal i krigen.

Faktisk er Mærsk en direkte del af krigskoalitionen og af besættelseshæren. Det er ikke den amerikanske hær eller NATO-tropperne selv, der sørger for en stor del af deres transport og forsyninger. Det er Mærsk.

Det danskejede selskab med hovedkvarter på Esplanaden i København, kun nogle stenkast fra den amerikanske ambassade, eller for den sags skyld Den lille havfrue eller Gefion-springvandet, er den største logistik-leverandør i den afghanske krig som i de øvrige amerikanske krige og større militæroperationer.

I den globaliserede, nyliberale tidsalder bliver også krigene privatiseret, og den snart 100-årige ’skibsreder’ er krigsherre på globalt plan.

Hver måned transporterer Mærsks amerikanske datterselskab Maersk Line, Limited  2000 containere ind over grænsen med lastbil, efter først at have sejlet dem til havnen i Karachi. Det er en meget vigtig del af krigen, og oplagte mål for den afghanske modstand. Residensen på Esplanaden og andre Mærsk-aktiver udgør oplagte mål for terror.

Værdien af Mærsk krigsindsats er enorm. Profitterne, den kaster af sig, er gigantiske. Ifølge 21Søndag har Mærsk fra 2000 til 2008 haft transportopgaver for det amerikanske militær for 18 milliarder kr., og det tal er med garanti ikke for lavt sat. Opgaverne og overskuddet vokser sammen med tabstallene.

Allerede Mærsk McKinneys far A.P. udviste stor interesse for at tjene penge i krigstid. Mærsk stillede på eget initiativ troppetransportskibe til rådighed for amerikansk militær under Vietnam-krigen. Den forretning har nu udviklet sig til både sø- og landtransport i gigantisk omfang, og Maersk har planer om at bygge og kontrollere havne over det meste af Asien,  som udviser gode prospekter også for fremtidig indtjening.
Det kaldes ’rettidig omhu’.

Mærsk er en lige velset gæst hos genboerne på den amerikansk ambassade på Dag Hammerskiölds Allé som på statsministerens eller enhver anden ministers eller borgmesters kontor. For krigsherren er en mægtig mand og hans indflydelse på dansk udenrigspolitik eller enhver anden dansk politik, han og hans firma måtte interessere sig for,  må ikke undervurderes.

I Danmark har Mærsk stort set altid en positiv mediedækning. Det samme kan ikke altid siges om hans amerikanske venner. Lige i øjeblikket må ambassaderne i Norge, Sverige og Danmark føle sig lidt trængte på grund af afsløringerne af, at de driver aktiv udspionering på værtslandenes grund af borgere i disse lande.

De har rekrutteret tidligere politifolk og efterretningsagenter til overvågningsgrupper, der indsamler alt det materiale, de kan, om personer, der kommer i søgelyset hos amerikanerne. Det viser sig, at de har god adgang til registre, der er lukket for offentligheden. Svensk presse oplyser, at sådan opererer Israel også.

Sagen eksploderede først i Norge, da norsk TV2 afslørede, at USA i ti år havde drevet aktiv spionage mod nordmænd fra et kontor i Handelsbygningen ved Solli plass i Oslo. Der gik ikke mange dage, før det stod klart, at det samme skete i Danmark og Sverige og en række andre lande.

”Ingenting kan forbavse, når det gælder amerikanernes selvtægt på norsk jord”, skriver det norske marxistisk-leninistiske Netmagasin Revolusjon: ”Værre er, at det som kalder norske myndigheder enten må være fuldstændig inkompetente eller bevidste lejesvende for USA.”

Amerikanerne hævder at udspioneringen skete i forståelse og samarbejde med myndighederne. Spørgsmålet er om det er løgn.


Se også
Spionene blant oss

Netavisen 11. november 2010