Afghanistan: Lækager og krigstræthed

Kommunistisk Politik 15, 2010

Lene Espersen blandt danske tropper i Afghanistan marts 2010Krigstrætheden plejer at melde sig, når ’ens egne’ tropper får bank. Og de danske besættelsestropper i Afghanistan er under massivt pres fra den væbnede modstand, som står stadig stærkere. Der går ikke en dag, uden de danske besættere angribes, og der er stadig kortere mellem pressenotitserne om dræbte eller hårdt sårede danske soldater. De ikke-invaliderende skader rapporteres ikke.

Hvor svagt NATO-krigskoalitionen med Barack Obamas USA og hans nyindsatte øverstkommanderende i spidsen egentlig står, blev skåret ud i pap, da et stort anlagt propagandanummer med gennemførelsen af en international ’donorkonference’ skulle afholdes i hovedstaden Kabul med deltagelse af krigsførende lande og andre, der velvilligt vil genopbygge det krigssmadrede land.

Deltagerne blev beskudt og den topsikrede militærlufthavn i Kabul angrebet med raketter, så fly med fine deltagere ikke kunne lande. Det berørte bl.a. den rejselystne danske udenrigsminister Lene Espersen, der strandede i Kasakhstan, fordi hendes fly ikke fik landingstilladelse.

Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, og Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, kom derimod på plads, uden at det kunne redde propagandanummeret, der skulle demonstrere krigskoalitionens kontrol med den afghanske udvikling og dens parathed til at lade krig supplere af genopbygning. Det kunne ikke overbevise nogen, selv ikke den vestlige presses propagandister.

Taliban erklærede i en udtalelse:
”Selvom 1.200 amerikanske soldater er blevet indsat i området for at opretholde sikkerheden på konferencedagen, og selvom Kabul de sidste par dage konstant er blevet overvåget fra både luften og jorden, hvorved folk er blevet forhindret i at komme ind og ud af Kabul, er det lykkedes mujahedinerne at angribe Kabuls internationale lufthavn og forandret øjeblikke af fred og sikkerhed for de amerikanske invasorer til katastrofe og kaos og gjort konferencedeltagerne skrækslagne. Det har været en kraftig manifestation af mujahedinernes militære overhånd.”
Det er ingen overdrivelse.

Det er også krigstræthed på den tabende side, når hjemmesiden Wikileaks foreløbig har lagt godt 70.000 af mere end 90.000 hemmeligstemplede dokumenter fra Pentagon ud på nettet. Der er tale om rapporter fra den amerikanske hær fra seks års krig i Afghanistan. De afsluttes før Obamas tiltræden som præsident. ('Afghan War Diary')

Offentliggørelsen er sket i samarbejde med tre internationale aviser – New York Times, det britiske The Guardian og det tyske ugeblad Der Spiegel – der har gennemgået hele materialet på forhånd. Det må være noget af det nærmeste, man kan komme til en ’officiel lækage’.

Det Hvide Hus har fordømt offentliggørelsen med den begrundelse, at det kan betyde øget fare for besættelsestropperne, og Pentagon m.fl. har angiveligt indledt en intens klapjagt på lækagens bagmand eller bagmænd, whistleblowerne, der lader de hemmelige dokumenter offentliggøre for at afsløre sandheden om krigen.

Men Pentagon har også været ude med en udtalelse om, at nok var papirerne hemmelige, men de var ikke de mest tophemmelige, der findes. Så det er måske heller ikke hele sandheden eller de væsentligste sandheder om den folkeretsstridige, imperialistiske og kolonialistiske Afghanistan-krig, de afslører. De fortæller imidlertid, beretter de borgerlige medier, en anden historie om krigens virkelighed end den militært kontrollerede solstrålefortælling om fremgangsrig kamp mod terrorister og heltemodige ofre, som er blevet serveret gennem ni krigsår.

Krigens virkelighed er langt mere brutal, antallet af civile ofre langt større end indrømmet – hvad der gør afghanernes stadig mere massive opbakning til modstanden og vilje til at drive besættelsesmagterne ud så meget mere forståelig. Og en del af det imperialistiske bourgeoisi har indset, at krigen er tabt og må afsluttes på den ene eller anden måde.

Den danske regering og krigspartierne har de sidste par år fremstillet det, som om der var en massiv støtte i befolkningen til deres afghanske krig. Danskerne skulle være mere krigsbegejstrede end i andre koalitionslande. I folketinget ser der også ud til at være 100 pct. enighed om, at krigen skal fortsætte, selvom ’oppositionen’ vil sætte en dato for tilbagetrækningen.

Det betyder, forklarer Mogens Lykketoft, at den danske militære tilstedeværelse kan vare "tre-fire år" endnu:
”Man skal se det som en proces. Det kan sagtens tænkes, at der flere år frem vil være dansk militært personale, der hjælper med træning. Derfor kan man ikke sætte en bestemt dato for, hvornår den sidste uniform forlader Afghanistan,” siger han.

Men et klart flertal af danskere vil ikke længere have krigen, heller ikke tre-fire eller fem år endnu. De vil have tropperne ud og krigen afsluttet. For første gang siden januar 2008 viser en Megafon-måling, at et flertal af danskerne har fået nok. 47 procent synes, at Danmark skal trække de 800 soldater hjem fra krigszonen, mens 42 procent ønsker, at de skal blive og besætte videre.

Krigens brutale virkelighed, der drypvis kommer frem på trods af militær censur og propagandistisk skønmaleri, udløser en overvældende krigstræthed. Det er på tide, at danskerne også lærer hele sandheden om Afghanistan-krigen at kende: at det er en ulovlig og kriminel krig, som udkæmpes for imperialisternes og monopolernes interesser, mod en blodig pris.

Det er på tide, at antikrigsbevægelsen genoplives og får tropperne ud og krigen afsluttet – NU!

Netavisen 27. juli 2010