Krisen og de revolutionære

Kommunistisk Politik 14, 2010

Hvilken linje skal de revolutionære og venstrekræfterne anlægge i den nuværende fase af den globale økonomiske krise, der på trods af alle optimistiske meldinger om, at den er ved at være overvundet, fortsætter med at sende nye millioner ud i arbejdsløshed og nød og de sociale budgetter beskæres i et omfang, der aldrig tidligere er set?

Det er det, som er hovedspørgsmålet og det centrale tema for årets Revolutionære Sommertræf, der løber af stabelen i Vestsjælland den 17.-22. juni, arrangeret af APK og DKU.

Weekenden den 17.-18. juni er et seminar omkring krisens og modstandens udvikling i Danmark og EU, mens de følgende tre dage sætter fokus på midler og metoder i den revolutionære kamp. Det er muligt at deltage bare i denne ene eller anden del, eller for den sags skyld bare en enkelt dag, men der er maksimalt udbytte ved at deltage i hele træffet.

Et vigtigt udgangspunkt for diskussionen er udtalelsen fra europæiske medlemmer af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer, som optrykkes i dette nummer af Kommunistisk Politik: ” I Europa og i verden nægter arbejderne og ungdommenat betale for det kapitalistiske systems krise.”

Denne udtalelse sammenfatter erfaringerne med to års kamp mod den europæiske unions og den internationale finanskapitals kriseløsninger på arbejderklassens og den brede befolknings bekostning. Den lægger særlig vægt på den nye runde af massive spareplaner, der i år er ved at blive gennemført i alle unionslande, i nogle lidt mere akut og abrupt end i andre. Gældskrisen er først og fremmest det direkte produkt af staternes belåning for at pumpe kapital ind i banker og finansinstitutioner, da den nuværende verdenskrise først eksploderede i form af ’finanskrisen’ i 2008.

Skal der anlægges en holdbar og perspektivrig linje for arbejderklassens vej ud af krisen må nogle grundlæggende forudsætninger holdes klart.

For det første at de angiveligt forskellige veje, som de borgerlige regeringer og de socialliberale eller socialdemokratiske regeringer i EU-landene repræsenterer i realiteten er to varianter af de samme politik til fordel monopolerne, som Den europæiske Union har fastlagt.

Den åbent borgerlige nedskæringspolitik med dens dybt reaktionære spareplaner eller de socialdemokratiske regeringers klassesamarbejdsplaner for at ’dele krisens byrder’ kaster begge i realiteten byrderne fra krisen over på arbejdernes og den brede befolknings skuldre. Det er derfor nødvendigt for arbejderklassen og dens partier og organisationer at udvikle dens egen linje og platform for  en vej gennem krisen, dens selvstændige vej, baseret på klassekamp og ikke klassesamarbejde.

For det andet må man gøre sig klart, at en løsning ikke går gennem EU eller euroen, men at begge dele er redskaber for de europæiske monopoler imod arbejderklassen og folkene i unionen – og for at opfylde de gamle europæiske kolonimagters drøm om EU som en ny global supermagt. Mens det kan og vil styrke arbejderklassens kamp i hele EU, hvis nogle lande træder ud af euroen eller unionen, er der ikke tale om isolerede nationale kampe.

En succes for arbejdernes kamp i de enkelte lande og i unionen som helhed mod dens reaktionære krisepolitik og de lokale regeringers gennemførelse af den er den internationale solidaritet, den fælles kamp mellem arbejderne og befolkningerne i de forskellige lande mod den samme fjende – på trods af alle forsøg på at så splittelse på nationalistisk grundlag, eller forvandle det til en kamp mod indvandrere eller mellem generationer eller for den sags skyld mellem  kønnene.

For det tredje er det vigtigt at holde sig for øje, at der ikke er tale om en akut konfrontation og skærpelse af klassekampen, som er udløst af nogle forbigående uheldige omstændigheder, som den groteske bankspekulation. Var det tilfældet, var det muligt at overvinde krisen temmelig nemt, hvorefter de gode tider vil vende tilbage. Men intet kunne være længere fra virkeligheden.

Her er tale om det voldsommeste angreb nogensinde på arbejdernes tilkæmpede rettigheder, på ’velfærden’, og målet er at skabe en arbejderklasse i den europæiske union, hvis forhold trykkes ned i retning af landene i den tredje verden, så de europæiske monopoler bliver mere konkurrencedygtige over for amerikanske og opdukkende konkurrenter. Og at netop den offentlige sektor – det der hos os blev kaldt ’velfærdsstaten’ – i særlig grad står for skud.

Hvordan skabe enhed i arbejderklassen, blandt de unge, blandt venstrekræfterne og alle progressive om at bekæmpe den nyliberale krise-og krigspolitik i alle dens varianter og fremme en selvstændig klassepolitik?

Det er et andet afgørende spørgsmål, som Revolutionært Sommertræf vil fokusere på. Skal de støtte en S/SF-regering og overlade styringen af kampen til Søvndal og Thorning Schmidt?

Det er hvad Enhedslisten gør i praksis, når den ikke som betingelse for støtte til deres regering stiller bl.a. en opgivelse af planerne om forlængelse af arbejdstiden, afslutning på den danske krigsdeltagelse i Afghanistan osv og tilbagerulning af VKO’s asociale ’reformer’. Eller hvad LO gør ved at love at finde arbejdstidsforlængelser og besparelser svarende til det, S og SF har udstukket, selvom det er til skade for fagbevægelsens medlemmer.

Det er muligt at udvikle en bred front af arbejdere, arbejdsløse, unge – studerende, i arbejde eller i aktivering – og andre på overførselsindkomster, som kan manifestere sig på gaderne og gennem masseaktioner i efteråret, hvos VKOs spareplan gennemføres. Først igennem kommunerne og derefter gennem vedtagelsen af en nedskæringsfinanslov for 2011.

Den 29. september har det såkaldte europæisk LO indkaldt til aktionsdag i Bruxelles i protest mod Unionens uacceptable nyliberale spareplaner og samtidig opfordret til at det bliver en aktionsdag i alle medlemslandene. I Danmark skulle det gerne blive en slagkraftig demonstration af den brede front mod krise, krig og reaktion. Det er i al fald hvad APK vil arbejde for – og Revolutionært Sommertræf vil lægge op til at forberede. Der er god grund til nu at tilmelde sig.

I det hele taget vil Revolutionært Sommertræf lægge op til et hedt efterår og en varm vinter. VKO skal ikke få lov til at slippe helskindet fra deres nye angreb.

Se det detaljerede program med anvisninger for tilmelding i pdf

Revolutionært Sommertræf 2010

Netavisen 9. juli 2010