Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 19, 2009
Det danske militær brød sig ikke om den tidligere Jærgerkopssoldat og nu suspenderede oversergent Thomas Rathsacks bog ”Jæger - i krig med eliten”, der nu trykkes som planlagt efter fogedretten opgav at forbyde den – fordi den allerede var på nettet og trykt som tillæg til Politiken.
Dommeren mente samtidig – ligsom militæret og en lang række krigspolitikere fra DF til socialdemokraterne - at den afslører militære hemmeligheder for landets fjender.
Det har bestemt ikke været Rathsacks hensigt. Bogen er nærmest een lang jublende lovsang til de heroiske jægersoldater, civilisationens fortrop mod middelalderligt barbari, ikke mindst repræsenteret ved talibanerne. De præsenteres usvigeligt sikkert side efter side som skumle langskæggede typer med sorte negle og lange fingre.
Thomas Rathsack var tilfældigvis i Afghanistan, angiveligt som civil minerydder, da 11. september oprandt. Han havde også tilfældigvis, trods talibans forbud mod at fotografere militære installationer, haft flittig gang i kameraet. Han holdt straks op med at rydde miner, og ventede spændt på om han kunne vende tilbage til Afghanistan i en ny rolle.
De 19 NATO-lande aflade musketér-ed straks efter angrebet på World Trade Center. Og efter Fogh Rasmussens valgsejr i oktober besluttedes det at lade en styrke fra Jægerkorpset deltage i Afghanistan-krigen.
Rathsack giver et godt indblik i en moderne kolonikriges mentalitet, når han skriver:
” Det er med en god portion fryd, at jeg ankommer til flyvebasen i Kandahar, den ene af de tre sydligste provinser i Afghanistan. Jeg har nærmest et regnskab at gøre op. I knap otte måneder har jeg levet i dette land og er blevet betragtet som et uskægget andenrangsmenneske af de talebanske magthavere. Jeg er blevet hånet, fordi jeg insisterede på ikke at have skæg, jeg er sågar ofte blevet spyttet efter på gaden i Kabul. Nu er jeg tilbage og bærer uniform og våben.
Jeg er en del af Task Force K-Bar. Den første eliteenhed i krigen mod terror. Vi eksisterer fra oktober 2001 til juni 2002 og består af 1.300 elitesoldater fra blandt andet amerikanske US Navy SEALS, Special Air Service fra Australien og New Zealand, Kommando Spezial Kräfte fra Tyskland, den norske Jegerkommando - og så Jægerkorpset og Frømandskorpset fra Danmark, som lyder undernavnet Task Force Ferret.
Vores opgave: at lokalisere og opsøge Taleban og al-Qaida med henblik på tilintetgørelse.
På ni måneder når Task Force K-Bar 42 rekognosceringsopgaver samt et ukendt antal kampmissioner, der fører til 115 døde og 107 tilfangetagne. Herunder fanger danske jægere to gange afghanere, som overdrages til amerikanerne.”
Hurra, hvor det går derudaf for Rathsack og de heroiske jægere, ofte forklædt som civile afghanere: Spionage, mord, tilfangetagelser og udlevering af fanger til amerikansk tortur – ... med en selvfed fornemmelse af at være civilisationens missionærer og med lejesoldaters spændingsfascination.
Det er en bog, der er skrevet for store drenge, der kan forlokkes til machoheltedyrkelse og militær karriere i udlandet.
Det er slet ikke indstillingen til militæret, det krigsførende Danmark har et problem med i forhold til Thomas Rathsacks og hans skyggeforfatters bog. Rathsack har den rette psykologi for en moderne kolonikriger, og hans bog er et militaristisk propagandaskrift i kolonikrigens ånd. Rathsack skriver ikke et ondt ord om Jægerkorpset, dansk, amerikansk, britisk eller noget andet militær.
Og han er lige så diskret som den øverstbefaldende politimand Kaj Vittrup om de afghanske allierede - lakajpolitikerne, Nordalliancen og den såkaldte afghanske hær og politis korruption, brutalitet og seksuelle overgreb på kvinder og børn af begge køn.
Påstanden om, at beskrivelserne af forskellige operationer kan være til fare for danske soldater, fordi taliban læser dansk, og procedurerne er de samme år efter, er helt utroværdige.
Men Rathsack er kommet til at slippe nogle hemmeligheder løs for den danske offentlighed, som militæret mener den ikke har godt af at kende til: at Danmark har specialstyrker i Afghanistan, som opererer i forklædning, og i strid med internationale konventioner. Det skulle han have holdt kæft med.
Lad os se ,om militæret vil fremture med retsforfølgelse og domsfældelse for at statuere et eksempel og afskrække andre skrivelystne elitesoldater, og andre. Socialdemokraterne vil give specialtropperne mundkurv på og indskærpe tavshedspligten.
Heldigvis er internettet opfundet, og det er en styrke for kampen for ytringsfriheden – også mod det militære hemmelighedskræmmeri og politistatens tys-tys. Det var til internettet, militæret tabte slaget om Rathsacks bog – og så lidt til Politiken, der rykkede ud og trykte den, før fogedretten udtalte sig.
Tavshedspligt, ytringsfrihed og offentlighedens krav om at kende sandheden og ikke blive vildført, også om de ulovlige danske krige, er modsætningsforhold, der skærpes med den voksende danske militarisering og det forstærkede overvågningssamfund.
Militær og politi, FE og PET, og deres regering og politikere, står parat til at starte og vinde nye krige, også når et enkelt slag bliver tabt.
Netavisen 23. september 2009