Der er stortingsvalg i Norge den 14. september. Den åbent borgerlige side håber at besejre den regerende såkaldt rød-grønne trepartialliance af det norske arbeiderparti (socialdemokrater), Socialistisk Venstreparti (nærmest SF) og Senterpartiet (nærmest Radikale), der har regeret landet siden 2005. Lederen af partiet Høyre Erna Solberg drømmer om at blive statsminister med støtte fra Fremskrittspartiet, som med den hårdtslående og medieombruste Siv Jensen i spidsen i opinionsmålinger i perioden har stået til op imod 30 pct. af stemmerne.
– Fremskrittspartiet vil få indflydelse på vigtige områder uanset om det bliver en Høyre-centrum-regering eller om vi får en Høyre-Frp-regering, erklærer Solberg.
Fremskrittspartiets retorik lyder på dansk afstand som et ekko af Dansk Folkeparti. Men partiet er faktisk søsterparti til det danske statsministerparti Venstre. Det så at sige kombinerer de værste og mest demagoguiske reaktionære træk fra de to danske partier.
Og partiet vil ikke nøjes med at spille en rolle uden for regeringen. Det kræver ministerposter.
Mangelen på et fast regeringsalternativ og en klar politisk platform er et af den borgerlige oppositions største handicap ved valget, og kan være en afgørende faktor, hvis det ikke lykkes den at vælte Stoltenberg-regeringen. Meningsmålinger peger på, at Stoltenberg kan fortsætte som statsminister fire år endnu.
Hvad der venter de stakkels nordmænd, hvis et flertal lader sig forlede til at give Fremskrittspartiet afgørende indflydelse, lyder mareridtsagtigt i danske ører. Partiets ’intellektuelle alibi’, sociologen Asle Toje, giver en smagsprøve på det i Politiken. De vil have Anders Fogh Rasmussen til Norge!
Den ”kulturkamp”, som Fogh lancerede i 2001, fortsætter nu i Norge, siger Asle Toje:
- I Danmark har menigmand gjort oprør mod den kulturelle overklasse, dem, der bestemmer, hvad der er sundt, rigtigt og vigtigt. Altså et opgør mod det danske samfunds sjæleingeniører, der ser det som deres opgave at forklare befolkningen, hvordan verden hænger sammen. Det er delvis et oprør mod 68-generationens utopisme, delvis mod kulturradikal værdirelativisme. Anders Fogh vil gå ind i historien som en af Skandinaviens største statsmænd.
Toje ’glemmer’ at fortælle, at punkt nr. 1 i Foghs ’kulturkamp’ var løgnen som metode. Løgnen om irakiske masseødelæggelsesvågen og krigen mod terror, løgnen om den ’muslimske trussel’, løgnen om den strålende danske økonomi, der kunne købe hele verden.
Han undlader at fortælle, at ’kulturkampen’ først og fremmest bliver ført af et voldeligt politi i Københavns gader mod fredelige demonstranter, der protesterer mod en umenneskelig flygtningepolitik, eller unge, der kæmper for et hus, og i Afghanistan og Irak af danske soldater, der ikke er så meget anderledes end de to norske lejesoldater, der er blevet dødsdømt i Congo for mord og meget andet, og som nu også anklages for tilsvarende i nabolandet Uganda.
Han glemmer at fortælle, at Foghs, Løkkes og Kjærsgaards ’kulturkamp’ indadtil ikke er andet end en beskidt politistats-strategi, der er endt i det groteske, hvor folk fængsles efter en skrap våbenlov for at have hobbyknive i deres bil, eller som Camilla Broe i henhold til terrorlovgivningen udleveres til retsforfølgelse i USA uden sikkerhed for kompetent forsvar, og hvor bandekrigene har gjort hele kvarterer ikke bare im København, men også andre byer, periodisk usikre – forstærket af poliets forhadte visitationskampagner. Et overvågningssamfund, hvor alle kontrolleres, mens toppen har frie tøjler.
Foghs kulturkamp er kulturkamp a la Goebbels. ’En af Skandinaviens største statsmænd’ fortsætter nu ude i verden, hvor han slap i Danmark.
Ved valget i 2005 gik Arbeiderpartiet for første gang ikke alene ud, men i spidsen for den koalition, som også vandt. Det er det samme, Socialdemokraterne og SF forsøger at gøre med deres ’historiske alliance’, som har De Radikale som tredie hjul på vognen. Stoltenberg-regeringen har viklet Norge dybt ind i NATO’s afghanske krig. Også her vil en S-SF-regering ligne.
Enhedslistens norske broderparti Rødt står ifølge en del meningsmålinger til at komme ind i Stortinget, ikke mindst p.g.a. SV’s kolbøttepolitik. Men det vil føre Ehl-politik. De norske marxist-leninister i KPML, der har støttet Rødts parlamentariske forgænger Rød Valgalliance, har gjort deres stilling op: De kan ikke støtte noget parti.
”Desværre hjælper stemmesedlen ved valget meget lidt. Samtlige mulige regeringskonstellationer efter valget 14. september er garanter for fortsat imperialistisk krig og terror mod det afghanske folk. SV har i fire år gjort partiets såkaldte krigsmodstand til grin. Hvis NATO skulle skabe et norsk antikrigsparti, ville de have klonet SV. En stemme til Rødt kan sagtens bidrage til fokus på krigsførelsen. Men samtidig har Rødt sørget for at erklære sig som garant for en regering, som igen er garant for fortsat krig. Endnu et antikrigsparti af svingdørs-typen er der ikke brug for, ” hedder det i Nettmagasinet Revolusjon.
Temmelig dystre udsigter – for Norge som for Danmark.