Kommunistisk Politik 15, 2009
Den 1. august får krigsalliancen NATO ny chef – en krigsforbryder, der var statsminister i otte af de dystreste år i dansk historie i nyere tid. Han forvandlede dansk udenrigspolitik til kolonialistisk eventyrpolitik i ledtog med amerikansk imperialisme, som Bush og Co’s altid tjenstvillige lakaj. Det kaldte han ’aktivistisk udenrigspolitik’, et andet ord for militær aggression. Danmark har befundet sig i uafbrudt krig med Fogh som statsminister – og han kan nu fortsætte sin militære karriere i civil som chef for verdens bedst rustede og mest krigeriske militærblok, der dårligt længere gider kalde sig selv en ’forsvarsalliance’.
Hvorfor skulle man også det, når man altid kan fortælle, at man ’forsvarer de vestlige værdier’ og den europæiske og transatlantiske sikkerhed i Iraks ørkener, afghanske bjerge, under Nordpolens is og i verdensrummet, hvis der ellers er behov for det. F.eks. mod terrorister.
Det tyske magasin Der Spiegel har betegnet Fogh som ’middelmådig’ og som den ’laveste fællesnævner’ blandt kandidaterne til posten som NATO-generalsekretær. Det har selvfølgelig fået Dansk Folkeparti og fomiddagsbladene m.fl. til at råbe op i fornærmet lillenation-stolthed: ’Fogh hånes af tysk avis’.
Desværre er den tyske karakteristisk ikke helt rigtig. Fogh var det bedste valg blandt kandidaterne til den beskidte mission NATO står overfor.
Fogh har godt nok ingen militær erfaring, men han har masser af krigserfaring, og er ikke bare ekspert i krigsløgne. Han er valgt, fordi NATO skal oprustes som et fællesredskab for den amerikanske og europæiske imperialisme. Redskabet til militær verdenskontrol. En organisme, der kan føre adskillige krige og militære operationer samtidig på forskellige kontinenter. Og en organisme, der er i færd med at omringe den potentielle supermagtskonkurrent Rusland og tilmed et evt. samarbejdende Rusland og Kina.
I Foghs embedstid som NATO-boss skal omringningen af Rusland afsluttes med optagelse af nogle af de sidste europæiske lande i det opløste Sovjetunionen. Han er specielt egnet, mener man, også til at få indlemmet Sverige og Finland i NATO, som de herskende i disse lande intensivt har forberedt gennem de sidste par år. Fogh er partifælle med Angela Merkel, som står for genaktiveringen af det forenede Tysklands globale ambitioner. Og han er kendt som en nær ven af USA og Israel, der er parat til at forsvare og deltage i enhver forbrydelse, disse stater begår.
Vi, der kender krigsforbryderenn Fogh, ved at han er en farlig mand – for freden og for verden. En mand, der hører hjemme foran en krigsforbryderdomstol og ikke på en af de mest sprængfarlige internationale chefposter.
Som bekendt har Fogh gjort sig ’fortjent’ til posten som generalsekretær med den danske krigsdeltagelse, i Irak og i Afghanistan. Ved tilbagetrækningen fra den upopulære Irak-krig sendte han kynisk og bevidst danske soldater ud i forreste kamplinje i Helmand-provinsen med det resultat, at de danske besætteres tab er de relativt største blandt alle de krigsførende NATO-lande. Og NATO har stort set alle under våben i Afghanistan, ingen med begejstring, men nogen mere modvillige end andre.
Krigsdeltagelse i Afghanistan er en pant på loyalitet over for NATO og den vestlige imperialisme – med USA, Obama og Hillary Clinton i spidsen:
Fogh drømmer, som de andre imperialistiske krigsherrer, om militær sejr i Afghanistan. Obamas store afghanske ’surge’ skulle knuse Taliban, men den afghanske modstand er i stedet ved at knuse besætternes ’moral’.
Under Fogh skal NATOs operationsområder udviders. Der skal gang i de afrikanske operationer, og – hvem ved – måske også på det latinamerikanske kontinent, som det hidtil eneste, der ikke har været indfanget i NATO-nettet. Kampen om Arktis og Nordpolen, med militariseringen af Grønland, er forlængst fastslået som en NATO-prioritet.
Det kan godt være, at Fogh indtil nu kun har været en middelmådig krigsforbryder, fordi han var statsminister i en meget lille nation. Nu har han chancen for at komme helt i top.