Leder
Kommunistisk Politik 9, 2009
Det er allerede den sidste 1. majdag i det 21. århundredes første årti. Hvis det nye århundrede (faktisk også starten på et nyt årtusinde) lagde ud med store forhåbninger blev de snart forvandlet til et mareridt, til et inferno af terrorkig, tortur og terrorlove, til tøjlesløs aggression og mord på hundredtusinder, måske millioner af mennesker.
Krigen mod Afghanistan, massakren i Mazar-i-Sharif, krigen mod Irak, massakren i Falluja og talrige andre byer, krigen mod Palæstina, massakren på Gaza City, krig og massakrer, krig og tortur, i en endeløs strøm af navne og blodige og lemlæstede kroppe, som medierne for det meste skåner folk for at se.
Et årti med et hidtil uset økonomisk opsving, der fik lovprisningerne af kapitalismen til at lyde rigtige, eller i det mindste plausible, i mange ører, når de blev gentaget af nyliberale og neokonservative ideologer og politikere – og ekkoetg i formiddagsaviserne og TV-nyhederne. Boligboblens og friværdiens glade år, som føltes som en evighed, der aldrig ville tage slut.
Og så den bristede boble, de bristede drømme, de forliste illusioner.
Kapitalismen er ikke et eventyr med en happy end. Den er et ondt eventyr, arbejdernes og folkenes mareridt og bøddel.
Var der nogen snese millioner i de rige kapitalistiske lande, der fik del i boomet, var der milliarder verden over, der aldrig kom i nærheden af en optur, og som nu rammes af krisens katastrofale konsekvenser, den trøstesløses fattigdom, der kun bliver værre, de lukkede udsigter til noget bedre.
I nogle årtier kunne den borgerlige propaganda med et vist (og stadig mindre) held bilde folk ind, at socialismen havde spillet fallit, at der ikke var noget alternativ til kapitalismen, og at kapitalisme betød global fremgang, respekt for menneskerettigheder, fred. Ikke længere! Nu ved folk, at det var det onde eventyr. Det var løgn.
For nogle år siden sagde progressive mennesker, der havde fået nok af kapitalismens kriminelle kaos, at et andet samfund var nødvendigt. I nogle år stortrivedes forsøgene på at lave utopier og konstruere alternative samfundsmodeller. Så måtte man konstatere, at det eneste eksisterende alternativ til kapitalisme er socialisme. At kapitalismen har spillet fallit, og at den må kastes på historiens mødding, hvis menneskene og planeten skal leve og blomstre.
Nu går diskussionen på hvilken socialisme. På Marx’ og Engels’ tid var der også mange bud på, hvad et socialistisk samfund ville være. De socialistiske utopier blomstrede. Men de to geniale kampfæller anbragte socialismen på videnskabelig grund. Deres enorme intellektuelle kraftpræstation afslørede, at socialismen opstår af det kapitalistiske samfunds skød, og at der er en bestemt samfundsklasse, de moderne arbejdere, der er dens fødselshjælper, revolutionens forløsere.
Socialismen som økonomisk og socialt system har eksisteret i nogle få årtier. Det har ikke spillet fallit, selvom det kun har eksisteret under de hårdeste betingelser. Det blev fældet ved forræderi, ved revisionistisk undergravning, og ikke som følge af systemkollaps. Til gengæld har kapitalismen haft hundreder af år til, at bevise, at det duer som socialt og økonomisk system. Og har ikke været i stand til at gøre det. Bare et enkelt årti i det 21. århundrede er nok til at vise det.
APK har i denne situation afholdt sin 4. kongres. En militant og optimistisk kongres, for partier besidder en teori og en politik, der viser arbejderklassen og det store flertal en vej ud af det kapitalistiske krisehelvede til en bedre fremtid – til et samfund, opbygget på den videnskabelige socialismes grund, i overensstemmelse med de sociale og økonomiske udviklingslove, af en arbejderklasse bevidst om sin mission som skaberen af det nye samfund.
Ingen af de borgerlige eller reformistiske partier i folketinget eller udenfor har et bud på et radikalt anderledes samfund, der er skruet sådan sammen, at det virker til konstant at forbedre forholdene og mulighederne for de mange – og ikke blot for de rigeste få, på de manges bekostning. De kan snakke om det, de kan fremtrylle en illusion om det. Men ballonen revner.
Det revolutionære kommunistiske parti, bevæbnet med marxismen-leninismens teori og metode, organiserer kampen for det ny.
Netavisen 27. april 2009