International solidaritet: Forkert teori = katastrofal praksis

Til diskussionen om Blekingegade, revolution og antiimperialistisk solidaritet

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 7, 2009

Det var Blekingegadegruppens anti-marxistiske ideer (der byggede videre på Gotfred Appels fejlagtige teorier), som førte dem ud i den bizarre form for solidaritetsvirksomhed, de som formentlig de eneste verden praktiserede: røverier og kriminalitet i stor skala for at støtte befrielsesbevægelser, ikke mindst det palæstinensiske PFLP.

I de senere år har nogle af dens medlemmer søgt at forklare og retfærdiggføre disse handlinger politisk, og som drevet af ’idealistiske motiver’.
Det sidste er utvivlsomt rigtigt, men deres politiske forklaringer er både misvisende og usandfærdige. De søger bl.a. at tage befrielsesbevægelser til indtægt for deres praksis – og forvrænger fuldstændig de revolutionære forestillinger om internationalisme og solidaritet.

F.eks. behandler Blekingegademanden Thorkil Lausen disse spørgsmål i en lang artikel i Gaia, vinteren 2008, betitlet ’Den nationale befrielseskamps problemer’. Her skriver han om ’det nationale og globale i Blekingegadegruppen’:

”Forholdet mellem det globale og nationale var på sin egen måde også dilemmaet for vores lille praksis i Blekingegadegruppen. Når vi brugte vold i en dansk sammenhæng var det naturligvis dybt problematisk. Men vi så ikke kun vores praksis i en dansk sammenhæng, men i en global kontekst.
Vi agerede i en verden, der var opdelt i rige og fattige lande, en verden hvor der ikke er noget globalt demokrati, men som regeres af den stærkes ret. Demokratiske bevægelser med et antiimperialistisk fundament - der ikke var bakket op af væbnet befrielseskamp - så ikke ud til at have en chance imod en imperialisme, der var bevæbnet til tænderne og ikke tøvede med at bruge sin magt. I denne sammenhæng var der med vores politiske briller en vis retfærdighed i at flytte værdier fra de rige lande til de fattige landes befrielsesbevægelser....
Mange så vores praksis som skadelig for venstrefløjen i Danmark og dermed for kampen for socialismen her. De befrielsesbevægelser vi støttede så anderledes på det.”

Det må være en enorm fejlhuskning (for ikke at sige bevidst forvrængning) hos Thorkild Lausen, når han påstår, at venstrekræfterne i Danmark ’så deres praksis som skadelig’. Den revolutionære venstrefløj i Danmark kendte ikke deres praksis, for Blekingegadebanden holdt deres virkelige praksis dybt hemmelig. Appels teorier sås derimod med rette som skadelige for den revolutionære udvikling i Danmark, og globalt.

Og det er en usandsynlig fræk efterrationalisering (for ikke at bruge kraftigere udtryk), når Lauesen påstår, at befrielsesbevægelserne så anderledes på det, hvorved disse revolutionære bevægelser stilles i modsætning til de revolutionære kræfter i Danmark, som Lauesen antyder altså ikke er så revolutionære igen.  


Internationalisme og antiimperialistisk solidaritet

Arbejderklassens internationalisme og antiimperialistisk solidaritet er grundpiller i et marxistisk og revolutionært verdenssyn, og en levende praksis, som virkeliggøres af ægte internationalistiske organisationer og bevægelser.

Det var velkendt og af betydning i Danmark i 1968, at en repræsentant for FNL, den sydvietnamesiske befrielsesbevægelse, på en massedemonstration mod krigen erklærede:
- Det bedste I kan gøre for befrielsesbevægelsen i Vietnam er at lave revolution i jeres eget land!

Dermed er ikke sagt, at ægte befrielsesbevægelser er ligeglade med politisk eller økonomisk solidaritet med deres kamp, selvfølgelig ikke. Men af principielle såvel som taktiske grunde ser de det som politiske solidaritetshandlinger, der er tæt forbundet med udbredelse af kendskabet til deres kamp.

Blekingegadefolkene har næppe heller overrakt PFLP penge med bemærkningen: ”Her er så udbyttet fra vort seneste bankrøveri”. Havde PFLP kendskab til Blekingegadefolkenes kriminelle aktivitet burde de have afvist dem – alene for at undgå en beskyldning om at stå bag terror eller opmuntre terror i et fjernt land.

Blekingegadebandens hemmelige ’solidaritet’ kaster i dag, i al fald i den danske offentlighed, et suspekt skær over en befrielsesorganisation som PFLP. I sidste ende og reelt har den været skadelig for solidariteten.

Foreningen Oprør, der for nogle år siden startede en solidaritetsindsamling til PFLP og FARC, og Fighters+Lovers, som har fulgt samme spor med solidaritet-Tshirts, har derimod gennemført en åben politisk kampagne, der udfordrer de imperialistiske  terrorlove og terrorlister. Det betragtes af de reaktionære regimer i Colombia og Israel som en forbrydelse af første rang, langt farlige end hemmelige og kriminelle støtteaktioner.

Lauesen og Co.s selvretfærdiggørelse gør det lettere for reaktion og klassejustits at sidestille solidaritetsarbejde med kriminalitet og stemple befrielseskamp som terrorisme.

Se også

Den angrende terrorist – eller  PETs nyttigste idiot
Kommunistisk Politik 7, 2009

Eksemplarisk solidaritetsarbejde: Hilsen til Fighters+Lovers
Netavisen 25.03.2009

Netavisen 25. marts 2009