Kommunistisk Politik 6, 2009
Spekulationerne om Anders Foghs fortsatte dødsridt som chef for verdens mægtigste militæralliance er blevet så omfattende, at det har medført parlamentarisk børnelammelse. Uanset hvor meget manden har benægtet sit kandidatur og betonet, at han er i dansk politik, så længe vælgerne ønsker det (og det gør de ikke længere) – så er der ingen, som tror ham, og det har ingen gjort længe.
Fogh og Venstre har fået et gevaldigt troværdighedsproblem. De har i grunden haft det længe. I al fald lige siden Fogh blev grebet i en gigantisk krigsløgn: »Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Det er noget, vi ved.« De har blot formået at spinne og dække over det, indtil nu.
Nu går den ikke længere. Selv i regeringen og Foghs eget parti har uroen bredt sig. Usikkerheden gnaver. Men det går længere end til blot en afklaring om, hvorvidt Fogh er NATO-kandidat eller ej. Det vil også være et problem for regeringspartierne, hvis han går af og forsøger at overlade statsministerstolen til den mindst lige så upopulære Lars Løkke Rasmussen.
Og det vil ikke blive mindre af, hvis Fogh i sidste ende skulle gå hen og blive vraget af NATO. Hvordan skal han kunne fortsætte som partileder og regeringschef, når alle venter han daffer af internationalt, så snart han får en mulighed? Han vil ikke have en chance for at vinde næste valg. Ligegyldigt hvad må Fogh være færdig i dansk politik.Ikke engang den store klimakonference sidst på året vil kunne redde ham.
Venstres Ungdom fremstillede engang i sit glade liberale Fogh-vanvid en plakat af manden som en anden James Bond med langløbet pistol på mission som hemmelig agent. For hvem? Kapitalen, naturligvis. I dag kan man konstatere, at missionen til fulde er lykkedes.
Udover et ry som den værste regeringsleder i godt 80 år efterlader Fogh sig et Danmark og flere andre lande som Irak og Afghanistan i ruiner. Det er lykkedes ham at føre krige i Mellemøsten og gøre Danmarks navn og flag så forhadt dér, at det rutinemæssigt brændes af sammen med papdukker af manden selv.
Der er i øvrigt ikke noget at sige til, at den muslimske tyrkiske regering ikke vil have Fogh som NATO-boss, og at mange andre lande frygter, at hans udnævnelse vil være et overordentligt negativt signal fra Tanger til Kabul. (Og vi vil være mange, der vil glæde os over, hvis han bliver indhentet af sin egen islamofobi og groteske ’kamp for ytringsfrihed).
På det seneste har Fogh også fået ført krigen hjem i form af bandekrig på Nørrebro, hvor almindeligt folk risikerer at blive ransaget og kropsvisiteret af både bandemedlemmer og politi.
Fogh har på knap otte år fået undergravet den tilkæmpede velfærd, der har taget generationers arbejde at bygge op, i et tempo ikke engang den tyske besættelse kunne vise magen til. Forfaldne skoler, stinkende lokummer, nedslidte bygninger og en svækket infrastruktur står tilbage som monumenter over ham.
I sin nytårstale 2008 erklærede Fogh, at ’det stærke økonomiske opsving er en social revolution’, som han og hans regering kunne tage æren for. Det var en kortvarig fidus. Vil han nu tage ansvaret for den virkelige sociale kontrarevolution, der rammer hårdt og ødelæggende, nu hvor det oppustede opsving er afløst af den kraftigste nedtur i de sidste tre generationer? Han ser ingen fremtid for sig selv i Danmark, og håber derfor på NATO og Bruxelles.
Missionen er fuldført. Fiaskoen har været total. Syndfloden kommer.
Den nyliberale ideolog Fogh har aldrig fattet den kapitalisme, han elsker så højt, og har gjort så meget for at sikre profit af til sig og sine. Nu slår nogle af dens systemiboende negative træk så hårdt igen, at det har hevet det flyvende tæppe væk under Fogh. Afsløret, og i frit fald!
De rosenrøde friværdidrømme forvandler sig til mareridt. Hundredtusinder sidder i en gældsfælde, de ikke kan komme ud af. I 50’erne og til nød i 60erne kunne en børnefamilje leve efter tidens standard på en pæn arbejderløn. Fra 70erne satte det store reallønsfald ind. Nu skulle der to indtægter til at sikre en familie en tilværelse efter tidens norm og krav. Men reallønnen blev ved at falde. Profitterne brugtes til at forgylde aktionærernes og direktørernes liv og død. I stedet for at lade lønnen vokse, lånte kapitalisterne penge ud til arbejderne, der tog imod kreditkortene og favorable renteordninger.
Indtil boblen brast, og blev kaldt finanskrise, og rev huse, banker, oligarker og regeringer med i faldet, der endnu ikke er slut. Marxister kalder det en overproduktionskrise – akkompagneret af Foghs sociale kontrarevolution, som er det eneste der står tilbage efter ham.
Netavisen 11. marts 2009