Under den amerikanske præsidentvalgkamp vakte Barack Obamas makker, den kommende vicepræsident Joe Biden, særlig opmærksomhed med denne udtalelse:"Mærk jer mine ord. Der vil ikke gå seks måneder før verden tester Obama, som den gjorde John F. Kennedy. " Det var med henvisning til Cuba-krisen. "Vent og se, USA vil finde sig selv i en international krise. En krise, der vil være genereret for at teste Obama."
Det kunne se ud, som han får ret. Der er ikke gået tre måneder, siden udtalelsen faldt, og Obama indsættes først som præsident den 20. januar. Alligevel bliver han testet allerede inden indsættelsen – ikke af USAs fjender, men af dets nærmeste ven, allierede og klient, det zionistiske Israel.
Med grønt lys, våben og penge fra den afgående Bush-administration, der vil afsætte et sidste blodigt fingeraftryk i historiebøgerne, har Israel iværksat en krigsforbrydelse i Hitler-skala: det intense bombardement og invasionen af en lille bitte strimmel jord, verdens tættest bebyggede, med næsten halvanden million mennesker, der er spærret ind i ghettoen og ikke har nogen muligheder for at flygte, fordi Israel og den anden amerikanske klientstat Ægypten har spærret alle udgange. Og ghetto er for pænt et ord – verdens største kz-lejr er mere passende.
Israel er gået til angreb vel vidende, at det kan koste tusinder af civile palæstinensere, utallige kvinder og småbørn livet. Det betyder ingenting for dem. 100 palæstinensiske liv for et israelsk, synes at være parolen. Også det er i naziagtig særklasse.
På den ulige krigs 18. dag var omkring tusind palæstinensere dræbt, heraf hundreder af børn, og omkring fem gange så mange var såret. Sammenlign det med hvad der skete med København under den nazityske besættelse. Der er ingen sammenligning! Israel har forvandlet Gaza til et helvede, hvor mennesker brænder op, ramt af nye våben, som skal afprøves på palæstinenserne, før de anvendes til bekæmpelse af partisankrigere i andre byer og andre lande.
En hel verden har rejst sig i protest og afsky over for et folkemord, som finder sted for øjnene af os, i det 21. århundredes første årti. Bortset fra den nyliberale og neokonservative højrefløj og de åbenlyse racister er der ingen, der forsvarer zionisternes blodrus. Millioner har været på gaden i protest, og ikke bare i Mellemøsten. Hundredtusinder har protesteret i Madrids, Londons og Paris’ gader og nye demonstrationer i endnu flere lande og byer er varslet. Faglige solidaritetsaktioner pibler frem.