De amerikanske aktier er styrtdykket under den voldsomme økonomiske krise, hvor finanskrise, boligkrise, stigende olie og fødevarepriser, dollarfald og eksploderende inflation har skabt en negativ spiral, som hastigt bevæger sig nedad. Kommunistisk Politik 14, 2008
Af Klaus Riis
De amerikanske aktier er styrtdykket under den voldsomme økonomiske krise, hvor finanskrise, boligkrise, stigende olie og fødevarepriser, dollarfald og eksploderende inflation har skabt en negativ spiral, som hastigt bevæger sig nedad.
I juni måned blev der sat en ny bundrekord: De amerikanske aktier i Dow Jones Industrial Average oplevede den værste måned siden Den Store Depression i begyndelsen af 30erne. En nylig rapport fra Bank of America anslår, at de globale tab på aktiebørserne siden oktober sidste år har været på 7.7 billioner dollars som følge af kreditkrisen.
Og der er ingen udsigt til at bunden er nået. De næste kriser, der ventes at eksplodere, er en kreditkortkrise, når folk ikke er i stand til at indfri de relativt små gældsbeløb på de rundhåndet tildelte plastikkort, som amerikanerne i gennemsnit har ti af i pungen. Et ukontrolleret dollarfald er en reel mulighed, påpeger den svejtsisk-baserede Bank for International Settlements i sin årlige rapport, selvom dollaren har oplevet et fald på 14 procent i forhold til euro’en over det sidste år.
Den danske økonomi er intimt sammenflettet med den amerikanske krigsøkonomi og de globale kapitalistiske markeder. Selvom om Fogh-regeringen og bankøkonomerne er blevet ved med at skønmale situationen og bortforklare krisesymptomerne, er det nu en kendsgerning, at Danmark er i recession med faldende vækst to kvartaler i træk.
"Olieprisen har nået rekordhøje niveauer, og sammen med de store stigninger i fødevarepriserne har det taget en stor bid af forbrugernes reallønsfremgang”, fastslår chefanalytiker Anders Matzen, Nordea, i en kommentar til opgørelsen:
”Desuden har vi fået en betydelig stigning i både de korte og de lange renter, ligesom nedturen på boligmarkedet er blevet endnu mere udtalt. Alt sammen trækker i retning af lavere vækst i dansk økonomi fremover, og et stort rundt 0 eller endda svag negativ udvikling i BNP for hele 2008 er bestemt ikke usandsynligt længere." (epn.dk 1. juli 2008)
Opturen, det kapitalistiske boom, der har præget en stor del af Fogh-regeringens tid, er definitivt slut. Krisen er der allerede, og den forværres. For de arbejdende betyder det, at reallønsfaldet allerede er sat ind, og at det bliver endnu værre med stigende inflation, stigende renter og stigende priser. Det sætter de magre ok-aftaler for den offentlige sektor i relief. Og arbejdsløsheden vil fra nu af vokse ...
Hvor Fogh-regeringen, der sidste år kunne købe hele verden, end vender sig hen, er udsigterne skræmmende. Kriserne kommer altid på tværs af de kapitalistiske politikeres store planer. Fogh og Co.’s drøm var at afskaffe de danske EU-undtagelser ved en folkeafstemning dette efterår. Den netop offentliggjorte Diis-rapport om ’de negative konsekvenser ved forbeholdene’ skulle være trumfkortet til at overbevise tvivlerne. Men det irske Nej til Lissabon-traktaten og den økonomiske krise tager gassen ud af ballonen.
Fogh-regeringen og de borgerlige medier fremstiller har længe fremstillet EU og Den Økonomisk-Monetære Union ØMU’en (der blev etableret med Maastricht-traktaten, og hvor euro’en er den fælles mønt) som en stor succes. Men det er mere fup med vægten. Realiteten er, at flere af de største eurostater er i krise, med voksende massearbejdsløshed, rekordstor inflation og – det værste af alt ifølge Maastricht – store underskud på statsbudgetterne og betalingsbalancen. Portugal, Italien, Grækenland og Spanien har alle lav vækst og store underskud på betalingsbalancen. Det går heller ikke godt hverken i Frankrig eller Tyskland.
Euroland holder ikke sine egne målsætninger, og inflationen gallopperer. I Eurozonen – de 13 EU-lande, som har indførte euro’en som møntfod (ledsaget af store prisstigninger – er inflationen oppe på det højeste niveau i 16 år, nemlig 3.7 %. For de 27 kapitalistiske EU-lande som helhed er den endnu højere – nemlig 3.9 %, langt over det niveau på godt 2,5 %, som anses for at være det maksimalt acceptable for ECB, Den eruopæiske Centralbank.
For ’fartsynderne’ overvejes påtvungne ’hestekure’.
Det er under alle omstændigheder befolkningerne, der betaler for inflation og krise med faldende realløn og faldende levestandard.
Eurolands krise er den uomtalte krise. Den politiske krise efter det irske Nej til Lissabon-traktaten er tydelig nok. Ratifikationsprocessen er tilsyneladende gået i stå, selvom statscheferne besluttede noget andet. Men den økonomiske krise komplicerer i høj grad alle forsøg på at finde udveje til at fremrykke unionsstaten.
De kapitalistiske økonomier i USAog Euroland befinder sig i oprørte vande. Monopolerne og deres politikere har travlt med at kaste krisens byrder over på befolkningerne. Det er også Fogh-regeringens vigtigste mål.
Den gamle parole må derfor hentes frem igen: Lad de rige betale krisen!
Netavisen 3. juli 2008