Oprørsk ungdom

Leder
Kommunistisk Politik 10,2008

Maj måned er fuld af historiske mærkedage. Traditionelt markeres ikke mindst Danmarks befrielse og den 8. maj -  afslutningen på 2. verdenskrig i Europa.

I år er der fokus på en anden begivenhed af historisk betydning, om end ikke så festlig som krigsafslutningen og nazismens nederlag. Den samme begivenhed markeres på to diametralt modsatte måder.

60-året for oprettelsen af den zionistiske stat Israel fejres med en storstilet officiel gigantfest, hvor israelsk militær afspærrer Vestbredden og Gaza. De fordrevne palæstinensere markerer den derimod som 60-året for deres største nationale katastrofe, som medførte etnisk udrensning af 70 pct. af den palæstinensiske befolkning. Oprettelsen af den jødiske stat betød, at konflikten mellem den nye stat og araberne blev et centralt omdrejningspunkt for den globale udvikling i sidste halvdel af det 20. århundrede, og den fortsætter endnu.

Men i år er det også 40-året for 1968, for det legendariske ungdomsoprør, som politisk kulminerede med maj-opstanden i Frankrig, hvor studenter og arbejdere med revolutionær gejst rejste sig mod De Gaulle-regimet og krævede et nyt og anderledes samfund.

Mens den borgerlige propaganda ikke åbent og direkte har turdet angribe modstandskampen, som er blevet kaldt datidens ungdomsoprør, har borgerlige skribenter igennem de sidste 40 år nærmest med stigende styrke udbredt deres had til ’68 og 68-generationen i massemedierne, bøger og film. De har indædt forsøgt at fremstille dette oprør som det mest kiksede i historien og 68’erne som historiens mest forkælede og egoistiske generation.

Det er, som om ’68 er en vedvarende og generende torn i øjet på reaktionære intellektuelle – også langt yngre end 68’erne – som de uden held søger at rive ud.

Hvad er det, der generer dem?
Det er ikke egoisme og ragen til sig, for det er de selv samme reaktionæres eneste program, og de har aldrig løftet et øjenbryn, for ikke at sige hævet stemmen, mod vilde aktieudbytter, direktørlønninger eller politikeres krav om øjeblikkelig 22,8 procents lønforhøjelse.

De bryder sig ikke om friere omgangsformer og endnu mindre om kvindefrigørelse. Det er et værdiskred, de siden har kæmpet for at vende om igen.
På afgrænsede områder har de reaktionære dog forsonet sig med ungdomsoprøret. Enkelte har tilmed haft den dristighed at meddele, at der også var tale om et nødvendigt opgør med forældede normer og institutioner.

Hvad der virkelig generer dem, er den røde, revolutionære tråd, der bandt ungdomsoprøret sammen i dets mange facetter og aspekter.

Det var kravet om et ny samfund, et alternativ til kapitalismen, dens profitjagt og dens krige, der i de år i første række ramte Vietnam og Sydøstasien. Det var, at revolutionen blev sat på dagsordenen, efter at den nazistiske trussel var overvundet med så mange blodige ofre.

Det var den kendsgerning, at en ny generation forkastede den kapitalistiske ’livsstil’, som fik angsten for at miste retten til evig udbytning til at eksplodere hos de herskende og deres intellektuelle tjenestefolk.

Opgøret om livsstil og kultur, der udløste en uhørt kreativitet og blandt andet forvandlede musikken, var bare indledningen til en endnu dybere søgen efter alternativet til kapitalismen.
Netop det er grunden til, at ’68 stadig bittert lægges for had.

Den oprørske ungdom fra dengang er nu blevet bedsteforældre-generationen. De reaktionære vil hævde, at dens besættelse af ’68 simpelthen er den sentimentale længsel mod den evigt tabte ungdom, mens den gør sig til gode med friværdierne i fast ejendom.

Som alle andre generationer var også 68’erne klassedelt. Det var ikke de oprørske unge fra dengang, der efterhånden satte sig på samfundets kommandoposter. Det var den borgerlige ungdom, der allerede i ’68 havde røde knopper over 68’erne – og så selvfølgelig nogle overløbere fra generationen, der som den nuværende socialminister startede som ’revolutionær’ og ’venstresocialist’, men via SF og socialdemokraterne endelig fandt hjem i den nyliberale lejr. Det er oprørets affaldsprodukter.

Der kommer ikke et nyt ’68, selvfølgelig ikke.
Der er et splinternyt 2008, hvor en ny generation i øjeblikket markerer sig som centrale deltagere i det nye århundredes første storkonflikt. En ny oprørsk ungdom, der er imod krig og for velfærd, mod kapitalisme og for et andet og bedre samfund.
Og det er ikke så ringe endda.

Netavisen 8. maj 2008