Løsrivelse af Kosovo: En ny akt i tragedien

Af Klaus Riis

Et af de få steder i verden, hvor USA nyder en vis popularitet i en del af befolkningen, er blandt albanerne i det omstridte Kosova, som folkeretsligt er en del af Serbien. Ligesom en del af kurderne i deres egne regioner i Irak, Tyrkiet og Iran har illusioner om USA som deres hjælper og velgører. I den albanske universitetsby Prishtina demonstrerede studerende den 11. december med amerikanske flag for ’at sende et signal til Vesten om, at nu var tålmodigheden ophørt: Kosova skal være selvstændigt’, som en af dem sagde.

Det var dagen, hvor FNs tidsfrist for en forhandlinsgløsning om Kosovas fremtid udløb – uden at der var nået en aftale om områdets fremtidige status med Serbien, som også kan anerkendes af sikkerhedsrådets medlemmer, Kina og især Rusland indbefattet.

Dette åbner for en ensidig selvstændighedsproklamation fra Kosovas side, og det er netop, hvad der vil ske. Kosovas nyvalgte førstemand Hashim Thaci, tidligere politiske leder for den albanske’oprørshær’ UCK, gik til valg på at sikre Kosova selvstændighed – og vil gennemføre det efter sin valgsejr i sidste måned (med en meget lav valgdeltagelse på 45 pct).  Tilsyneladende er alle EU-landene – med undtagelse af Cypern – enige om at anerkende selvstændighedserklæringen og den ny stat.

For en gangs skyld er EU stort set enige om et udenrigspolitisk spørgsmål. Det er imidlertid også enighed om en klar krænkelse af folkeretten, for ifølge denne er et lands nationale grænser ukrænkelige, og det blev da også understreget efter USAs og NATOs angrebskrig mod Serbien (som også Danmark tog del i), at Kosova var en del af Serbien.

Vi vil nu igen se, at hverken folkeretten eller de højtidelige internationale løfter har nogen som helst betydning, når større (stormagters) interesser står på spil. De næste måneders udvikling vil være et nyt kapitel i en lang og tragisk Balkan-historie, og ikke  bringe en endelig og fredelig løsning på de komplekse nationale og folkeretslige spørgsmål i det tdiligere Jugoslavien. EU og lande som Danmark bærer i forvejen et kæmpeansvar for opsplitningen af det tidligere Jugoslavien og de blodige krige i 90erne.

I realiteten udfoldes en for længst fastlagt plan omkring Kosova. Planen er amerikansk – og handler ikke mindst om olie og om omkredsning og inddæmning af Rusland. Men den amerikanske plan tager ikke højde for et afgørende forhold: Der findes ikke noget som helst historisk belæg for et selvstændigt Kosova. Det er ikke en nation, og det har ingen historisk statslig eksistens. Skabelsen af en albansk ministat er en kunstig kreation, efter samme design som blev anvendt i sin tid i forbindelse med den imperialistiske opsplitning af f.eks. Mellemøsten og den arabiske halvø. Eller med skabelsen af ’Nordirland’.

Den historiske strid op gennem det 20. århundrede har handlet om, hvorvidt Kosova var albansk eller serbisk. Det har altid haft et albansk befolkningsflertal, som i 20erne og 30erne  udsattes for en systematisk etnisk udrensningspolitik, og igen i Tito-perioden for national undertrykkelse.

Nazister og fascister søgte under 2. verdenskrig at vinde den albanske befolknings støtte for et ’Storalbanien’, der inkluderede Kosova, men den kommunistisk ledte befrielseshær, ledt af Enver Hoxa,  kæmpede sammen med Titos partisaner om befrielsen af Kosova fra fascistisk besættelse. Det nationale spørgsmål måtte løses af to venligt-sindede socialistiske lande, var opfattelsen – men det blev ikke løst, fordi Titos Jugoslavien ikke ville medvirke til en løsning.

Af de to millioner kosovarer er 90 pct. albanere – ca. 200.000 er serbere. Andre steder i det tidligere Jugoslavien, især i Makedonien, er der også store albanske mindretal. Skal de nationale spørgsmål på Balkan løses, kan det kun ske holdbart på basis af de faktiske nationer – og gennem aftaler, som tiltrædes af alle parter. Den dansk-tyske løsning på spørgsmålet, der førte til Schleswigs deling og Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark efter en folkeafstemning fremhæves stadig, og med rette, som eksemplarisk.

I snart 10 år har Kosova været et FN-protektorat – eller rettere sagt et NATO-protektorat -  som de fakto er blevet løsrevet fra det krigsslagne Serbien. Og bag det hele har den amerikanske hånd været tilstede, gennem to runder af fupforhandlinger, en krig og en snart permanent besættelse. Den første runde var omkring Rambouillet-aftalen, den anden de nu afsluttede og resultatløse skinforhandlinger. I begge tilfælde krævede USA , at de kosova-albanske (eller de kosova-amerikanske) synspunkter skulle accepteres 100 pct. af serberne. Diskrete kontakter fra den serbiske regering om en opdeling af Kosova, sådan at de albanske dele forenedes med Albanien, blev taget i begyndelsen af 90’erne – men blev afvist af Kosova-albanerne, der ville have hele regionen.

På intet tidspunkt har spørgsmålet om Kosovas (eller albanske dele af Kosovas og det tidligere Jugoslaviens) sammenslutning med landsmændene, nationsfællerne, i Albanien været rejst efter NATO’s krig i 1998-99. Det har USA kategorisk afvist. Selv spørgsmålet om en eller anden form for union mellem Kosova og det tidligere socialistiske Albanien (i dag endnu en amerikansk klient)  har USA ikke ville høre tale om. Hvorfor mon?

APK og dets forgænger, det revolutionære DKP/ML,  har altid anerkendt folkenes selvbestemmelsesret, og konkret det albanske folks ret til nationsdannelse. Men det betyder ikke en automatisk anerkendelse af ethvert løsrivelsesprojekt eller skabelsen af ministater, der kun tjener supermagten USA’s eller den kommende supermagt EU’s interesser.

Den ensidige løsrivelse af Kosova fra Serbien, manipuleret og anerkendt af EU, NATO og USA, er i strid med folkeretten og i modstrid med både det serbiske, albanske og de øvrige europæiske folks interesser.

Små 10 år som NATO-protektorat har vist, at Kosova ikke er nogen levedygtig stat, ikke kan blive en virkelig selvstændig nation. Under NATO-besættelsen har Kosovas økonomi stadig været afhængig af bidrag fra hundredtusinder af emigranter til deres familier, international hjælp (indbefattet fra Saudiarabien til bygning af moskeer) og en gigantisk narkotrafik og sexhandel.

Kosovas løsrivelse vil dertil skabe en præcedens for  nye ’løsrivelser’ fra lande USA, EU og NATO vil knægte, og til oprettelse af flere kunstige nationer. At det foregår uden om FN og FNs Sikkerhedsråd (som den ulovlige krig mod Irak) er blot en understregning af denne plans skumle og illegale karakter.

Det er i den sammenhæng bemærkelsesværdigt, at ikke alene socialdemokraterne, der som bekendt er lige så tossede unionister som VK, men også SF (ifølge Holger K. Nielsen) støtter planen om Kosovas løsrivelse uden om FN og sikkerhedsrådet, hvor Rusland ville nedlægge veto. Det er en fuldstændig undergravning af partiets moralske og selvglade position omkring internationalk politik: Alt gennem FN og Sikkerhedsrådet. Der findes åbenbart en højere og nærmest guddommelig lov:  SFs ministerambitioner i en dansk unionsregering.

Danmark gik forrest i EU med at spille en aktiv rolle i opsplitningen af Jugoslavien og de efterfølgende krige i begyndelsen af 90’erne. Danmark var aktiv krigsdeltager, skulder ved skulder med USA og NATO, i aggressionskrigen mod Sewrbien. Danske soldater har udgjort en vigtig del af den permanente besættelseshær.

Nu gøres 100 ekstra soldater parat til hurtig udrykning, hvis det kommer til uroligheder i forbindelse med løsrivelsen. Danmarks rolle er også her skandaløs – som den er i Afghanistan og Irak. Men i tilfældet Jugoslavien/Serbien/Kosova er det endnu ikke gået op for den danske befolkning, at noget er rav ruskende galt. Men rollen som amerikansk lakaj er ikke begrænset til Bush-Fogh-æraen, der  har forstærket den til det ubærlige.

Der vil ikke være nogen let vej til en varig løsning af det nationale spørgsmål på Balkan. Konflikten mellem serbere og albanere er historisk, afgrundsdyb, og med held udnyttet og uddybet af diverse stormagter. Men en løsning må nødvendigvis respektere de faktiske nationale grænser og baseres på en fredelig overenskomst, ikke på magtanvendelse,  som tilfældet nu er. Det selvstændige Kosova vil være en mislykket statsdannelse – og kan kun medvirke til at trække elendighederne i langdrag, med risiko for nye sammenstød, nye konflikter, og tilmed nye krige.

En løsning, kompromis’er, som begge nationer og deres befolkningers flertal kan acceptere, må findes, under international formidling. Det kan ikke ske under USA’s eller EU’s overopsyn, for de er langt fra uhildede parter, men de hovedansvarlige for at der ikke opnås fred, sikkerhed eller social fremgang for det serbiske og albanske folk, eller for folkene på Balkan.

Løsrivelsen af Kosova bliver blot en ny akt i tragedien, og ikke vendingen mod en happy end!

Netavisen 12. december 2007