Kommunistisk Politik 11, 2007 Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 11, 2007
Dette er ikke den politiske nekrolog, jeg helst ville skrive: nekrologen over Anders Fogh Rasmussen, løgner, massemorder, krigsforbryder, dansk statsminister. Til gengæld er det en udsøgt fornøjelse at kunne skrive Tony Blairs. Den irakiske modstand har sat ham på porten i Downing Street, og det vil ikke vare så længe, før hans tropper bliver sat på porten i Irak. Hans efterfølger Gordon Brown er allerede i gang med at forberede et politisk kursskifte og en militær tilbagetrækning.
Nederlaget i Irak-krigen og den fejlslagne og bedrageriske 'krig mod terror' er det, som vil skrive Blairs politiske eftermæle. Han vil aldrig kunne rive sig ud af dens skygge – og den vil forhåbentlig også få anbragt ham på anklagebænken foran en krigsforbryderdomstol, sammen med Bush, Howard og Fogh og flere af de sammensvorne.
Det er ved at tynde ud i kredsen af arkitekter bag krigen. Blair er en virkelig sværvægter, men det var udenrigsminister Powell, krigsminister Rumsfeld og vicekrigsministeren, den korrupte eksverdensbankchef Wolfowitz, også. De er endnu ikke indhentet af retfærdigheden, men tvunget u af deres embeder af dens forløber: den offentlige mening, det folkelige had til terrorkrigen og dens bagmænd.
Blair har været på tale som formand for EU-kommissionen; som direktør for Verdensbanken; som topmand i FN. Det er usandsynligt at han når noget af det.
Som en aldrende crooner a la Sinatra er Tony Blair taget på global afskedsturné. Men overalt, hvor han er kommet frem, har folk hellere set hans røv end hans ansigt. Den har også ført ham til Irak, hvor der ikke var nogen vinkende, glade og befriede irakere. Kort før han ankom til det eneste lille stykke blot nogenlunde 'sikre' Irak, den diminutive Grønne Zone i Bagdad, var den blevet angrebet med en raket. En sikkerhedsmand blev dræbt. Der var ingen sammenhæng mellem det og Blairs besøg, sagde en irakisk marionet.
- Jeg fortryder ikke at fjerne Saddam , erklærede Blair, der ikke kunne bevæge sig rundt i det af ham selv og hans medsammensvorne besatte land, og derfor ikke kunne se virkningerne af krigen: de dræbte, de fordrevne, den ødelagte infrastruktur, den atomare forurening, torturbødlerne …
Den engelske prins Harry skulle sendes til Irak. Det var for farligt – men Blair aflagde et kort besøg i Basra, hvor hans tropper kniber sig sammen i deres lejre. De kontrollerer ingenting; de kan dårligt komme rundt. Området styres af pro-iranske militser.
Måske Blair en dag kommer til at fortryde, at han var med til at fjerne Iraks legitime præsident, når anklagerne bliver fremført i hans krigsforbrydersag.
Det siges at Blair var en karismatisk politiker. Det er også spin, som alt andet ved den mand, som har voldt menneskeheden så stor skade. Han har været et forbillede for Fogh, som ikke bare skal have lært krigskunst, men også politik af ham. Det praler Fogh ikke længere så højt med, ligesom han går stille med dørene om, at de danske soldater både i Irak og Afghanistan er hjælpetropper til de engelske og under deres kommando. Socialdemokraterne er ikke helt så kvikke: Det siges stadig, at Helle Thorning-Schmidt er en stor Blair-fan og betragter ham som sin læremester.
Blair forsøger på sin afskedsturné at fremstille sig som en ærlig mand: Han kan have fejlet, men hans intentioner var gode. Mer spin! Han fulgte Bush i tykt og tyndt i hans morderiske korstog, i løgne, tortur og forbrydelse.
Den tidligere amerikanske præsident Carter, som ikke er nogen progressiv mand, karakteriserede overfor BBC Blairs forhold til Bush som 'afskyeligt; loyalt, blindt, tydeligvis underdanigt'.
Og han tilføjede: - Jeg tror at Storbritanniens nærmest ubetingede støtte til Bush's ukloge politik i Irak har været en stor tragedie for verden.
Om Bush sagde Carter: - Denne regering er den værste i historien, hvad angår dens betydning for nationens ry rundt om i verden.
Bush kvitterede ved at kalde Carter 'irrelevant ' – ligegyldig.
Hundeslagsmålet efter et af imperialismens største militære nederlag i nyere tid er ved at aftegne sig. Hvad Bush og Blair bebrejdes er nederlaget, der svækker den globale kapitalisme; det er ikke krigen, krigsforbrydelserne og overtrædelsen af Nürnberg-principperne.
Og hvad så med Fogh, den besejrede juniorpartners juniorpartner? Fogh, som har fulgt det danske militærs stolte traditioner for nederlag på nederlag gennem hundreder af år (men denne gang i udlandet, med en aggressionshær) med et nyt i Irak og et ventende i Afghanistan?
Han skal samme vej som Blair. Fogh skal væk; Fogh skal stilles til regnskab.
Se også
Bush, Blair og Fogh ved at blive slået militært i Irak
Af Klaus Riis,
Kommunistisk Politik 23, 2005
Netavisen 23. maj 2007