Smeltende isbræmmer
Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 2, 2007
Anders Fogh har fået sig en ‘miljøprofil' - for han ved at miljøkrisen er en tikkende bombe, der også kan ramme en reaktionær regering.
Men miljøprofil er ikke det samme, som at der også sker noget. Tværtimod: Det går den gale vej - og stadig hurtigere
Smeltende isbræmmer
Bjørn Lomborgs og George Bush's trofaste tilhængere bliver en stadig mindre og udsøgt skare erhvervsfolk, som stædigt benægter, at der er behov for at gøre noget ved de menneskeskabte klimaforandringer og ganske særligt drivhuseffekten.
Den globale opvarmning er en fysisk kendsgerning, som folk oplever i dagligdagen. Den er ikke noget abstrakt, eller et fremtidsscenarie. Den er her, lige nu, og får vinteren til at te sig anderledes end ellers, forstyrrer de skandinaviske bjørne i deres normale vintersøvn, slår søvndrukne pindsvin ihjel i mængder på motorvejene, og gør erantis og blomstrende buske rundtossede, så de tror det er april ved nytår.
Varmere klima i Norden
Klimaet i den lille plet på jorden, vi kalder Skandinavien, og den endnu mindre, der er Danmark, vil blive nogle grader varmere. Behageligere for mange, billigere i opvarmning. Den traditionelle vegatation og dyrelivet vil forskubbe sig eller forsvinde.
Til gengæld kommer der helt nye arter til. F.eks. snegle som den iberiske skovsnegl Arion Lusitanicus – også kendt som dræbersneglen – rød, orange, brun – en formidabel planteklatrer og én stor mave – eller dens fætter til havs Ocinebra Erinacea , der på grund af havopvarmningen igennem nogle år er fundet i Limfjorden, hvor den æder sig igennem skallen på østers og blåmuslinger. Den er nu begyndt at yngle her.
Driftige handlende er begyndt at øjne nye fremtidsmuligheder. Andre skabninger vil nemlig også gæste til landet, efterhånden som det varmes op. Turister i store mængder. De traditionelle menneskestrømme i fly, bil eller tog, der som trækfugle (der nu forbliver på sommerynglepladsen, eller drager af sted i gale retninger) plejer at begive sig sydpå, vil vende om, efterhånden som klimaet omkring Middelhavet bliver endnu varmere og minder om Nordafrikas omkring Sahara.
Druknende øer
Rundt om på verdenshavene er lavtliggende beboede øer begyndt at synke i dybet. På 1-års-dagen for sidste års tsunami den 26. december kom meddelelsen om, at den første ø i nyere tid er druknet. Den hed Lohachara og lå i den indiske del af Sunderbans-området, hvor floderne Ganges og Brahmaputra løber ud i Den Bengalske Bugt. De 10000 beboere flyttede over til andre nærliggende øer, som også er ved at blive opslugt. I alt er et dusin øer i området med 70000 indbyggere sikre ofre for det glubske hav i løbet af få år.
Det er nu otte år siden, at man observerede de første ubeboede øers forsvinden på grund af den stigende vandstand i oceanerne, der skyldes den hurtige afsmeltning af polarområdernes gletsjere og iskapper. På kortere eller lidt længere sigt kan hele østater fra Maldiverne til Marshalløerne forsvinde, og lavtliggende lande og landområder på kontinenterne som Ægypten eller Bangladesh er stærkt udsatte. Når det kommer til stykket er selv kontinenterne øer.
Forsvindende arter
Vi er også vidner til en udryddelse af levende liv i form af dyre- og plantearter, der forløber hurtigere end nogensinde i menneskets tid. Det tog nogle hundrede år at udrydde de store flokke af imponerende amerikanske bison'er, der brølede rundt og formerede sig på de udstrakte prærier, men måtte lade deres frie liv i civilisationens tjeneste og nu kun kendes i minireservater, kaldet zoologiske haver.
Det nuværende tempo for arternes forsvinden vurderes til at være tusind gange større end det naturlige tempo. Netop nu er en fjerdedel af alle pattedyr truet af udryddelse. En tredjedel af samtlige arter – dyr og planter – kan være forsvundet i 2050. Ved århundredets slutning kan halvdelen af de i dag eksisterende arter være væk.
Profit frem før alt
Industrialiseringen som sådan får ofte skylden for den voksende miljømisere. Men det bliver stadig tydeligere, hvad marxister har fastslået i årtier: at der eksisterer en global miljøkrise, skabt af kapitalismens hensynsløshed over for naturressourcer og det vigtigste råstof, menneskene selv. Afbrændingen af fossile brændstoffer har genereret drivhuseffekten, den globale opvarmning, isafsmeltningen og de mange andre medfølgende rystelser, mens kemisk og atomar forurening har gjort store områder livsfarlige eller ubeboelige.
Alle er efterhånden enige (om ikke andet, så i ord) om, at der må gøres noget ved krisen. For det er en kendsgerning, at alle advarsler er overhørt, at regeringer og det såkaldte internationale samfund intet har gjort, der kan bremse og vende de negative udviklinger. Samtlige konventioner, helt eller delvist undertegnede og effektuerede, er utilstrækkelige.
USA er den største globale forurener og forbruger af fossile brandstoffer. Men det hører ikke til de lande, der er mest udsatte på grund af klimaændringerne. De mest udsatte er en række ressourcesvage lande i den såkaldt tredje verden, der er direkte eksistenstruede.
Den amerikanske supermagt har bl.a. derfor ikke følt et akut behov for at foretage sig større skridt at i lag med krisen, så længe forurening er mere profitabelt.
Til gengæld har EU-kommissionen netop spillet ud med, hvad der kaldes en ambitiøs miljøplan. Denne 'energiplan'kræver en reduktion af CO2-udslip på 20 pct. frem til 2020, selvom EUs egen miljøkommissær, OECDs miljøagentur og mange andre peger på, at udslippet skal reduceres med 30 pct, hvis man vil undgå en global temperaturstigning på endnu to grader, som vil få katastrofale konsekvenser for det globale klima.
Planen er igen for sen, og også utilstrækkelig – og med farlige og miljømæssigt usikre elementer som øget satsning på atomkraft.
Men selv denne tamme plan får de virkelige forurenere, de kapitalistiske producenter (af profit) til at stejle. Dansk Industri advarer således EU om ikke at gå enegang – dvs. uden at have USA med. Hvad der igen vil sige slet ingen gang.
Netavisen 18. januar 2007