Kommunistisk Politik 1, 2007
For et år siden hed nytårskommentaren i dette blad: '2006: Den nyliberale offensiv må stoppes' (KP25, 2006) .
Den konkluderede:
Det er måske ikke gået op for alle, men Fogh og hans regering tonser løs med en nyliberal offensiv til fordel for monopolerne uden fortilfælde i dansk historie. Året 2006 og ikke mindst det første halvår bliver kritisk for, om den vil lykkes. Kun en storstilet massemobilisering vil kunne slå bremserne i og stoppe Fogh og hans sociale nedslagtning.
Den brede folkelige modstand findes allerede. Spørger man danskerne, ønsker de ikke de nyliberale reformer trukket ned over hovedet. ( ) Men hvis ikke protesten samles og kun berører delområder og ikke hele den nyliberale offensiv, og lykkes det ikke at inddrage arbejderklassen som helhed og langt bredere lag i en synlig og massiv protest, vil Fogh triumfere igen .
2006 blev da også et år med massemobiliseringer af et omfang, der ikke har været set i årtier. Først på året udløste Muhammed-provokationen ikke bare en voldsom polarisering af befolkningen. Mange følte nødvendigheden af at engagere sig og da de store protester mod 'velfærdsreformen' løb af stabelen den 17. maj med ungdommen forrest på barrikaderne oplevede Danmark massedemonstrationer af et omfang, som ikke har været set i årtier.
Protesterne fortsatte i forbindelse med kommunalbudgetter og strukturreform og op til folketingets åbning.
Man så tilmed et syn, der har ligget endnu flere årtier tilbage nemlig en hel by, som rejser sig til kamp som det skete med Århus, hvor forældre, pædagoger og ansvarlige borgere i ugevis prøvede at få taget nedskæringerne af bordet.
Men kom de bagvendte reformer af bordet? Blev det nyliberale felttog da stoppet? Det kan man ikke sige. Helle Thorning-Schmidts socialdemokrater skyndte sig på banen for at redde Foghs EU-dikterede pensionsforringelser og andre møjtiltag. Siden er hun ikke blevet træt af at gentage, at Fogh er elendig til velfærd (hvad han er), mens socialdemokraterne er det modsatte. Det sidste mangler at blive bevist. Det hele er løfter og varm luft og nyliberal praksis.
De store folkelige protester og ikke socialdemokraterne satte en ny dagsorden, som det hedder i parlamentarikersprog. Angiveligt en 'velfærdsdagsorden', som Thorning Schmidt og Co. nu brænder for at føre videre Men det er en indsnævring af protesternes indhold og karakter. Det er indlysende at 'velfærd for alle' er en rød tråd, og at massebevægelsen har været så kraftig, at det ikke kunne lykkes for de sædvanlige aktive reformister at indsnævre dem til blot at omfatte adskilte del- eller særområder. Angrebene og de sociale nedskæringer foregår over en bred front og der blive reageret over en bred front, netop fordi der er en stadig stærkere forståelse for, at der ikke er tale om en række enkeltslag, men om et samlet nyliberalt felttog, der skal stoppes som helhed.