Ungdommen i førertrøjen

Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 12, 2006

I løbet af den sidste måneder er der opbygget en kæmpende bevægelse mod Fogh-regeringen og dens nyliberale anti-velfærdspolitik. Den manifesterede sig massivt i kæmpedemonstrationerne landet over den 17. maj – de største demonstrationer i de sidste 20 år.

De unge er gået forrest i denne bevægelse. Det har været de uddannelsessøgende – skoleelever, gymnasieelever og studerende – der har drevet den fremad og med protester, fantasifulde aktioner, demonstrationer og besættelser har skabt grundlaget for en bred folkelig massebevægelse.

Aktionslinjen har været dominerende – og den udvikler sig fortsat. Ungdomskonferencen den 5. juni vedtog en omfattende køreplan for nye protester mod 'antivelfærdsreformen' og den nyliberale politik.

De unges organisationer er igennem de sidste år gradvist blevet forvandlet fra halehæng til det parlamentariske spil til aktivt handlende kræfter uden for parlamentet, som søger at sætte en anden dagsorden: forbedringer i stedet for nedskæringsreformer; mere retfærdighed i stedet for større social ulighed; et levende, aktivt og solidarisk samfund i stedet for en krigs- og profitgal nation.

Selvom protesterne har et konkret politisk udgangspunkt og en konkret retning: at stoppe anti-velfærdsreformen er det en bevægelse med store fremtidsperspektiver. Det er ikke bare en skole i kamp for en hel generation. Det er også et muligt udgangspunkt for en bredere kæmpende bevægelse, som omfatter alle aldre og alle progressive sociale og politiske kræfter.

Det er heller ikke en bevægelse, som kommer dumpende ned fra himlen. Den er blevet forberedt af og det direkte resultat af den store antikrigsbevægelse, som udviklede sig efter 11. september 2001 og i Danmark specielt har vendt sig mod deltagelsen i Bush's krig mod terror og krigseventyr i Irak og Afghanistan. Og den har igen tråde tilbage til antiglobaliseringsbevægelsen i det forrige årti.

Antikrigsbevægelsen bragte for første gang i årtier folk på gaden til massemanifestationer og masseaktioner. Det var dér, den nuværende generation af unge lærte betydningen af gadernes magt.

Nu knyttes trådene tilbage til endnu dybere traditioner – til arbejdernes klassekamptraditioner, som den borgerlige offensiv gennem 1980'erne og 90'erne og reformistisk kapitulation og forræderi har søgt at begrave og erklæret som forsvundne for bestandig.

De viser sig tværtimod at være særdeles levende. De vil ikke bare medvirke til at bygge bro mellem generationer i en fælles kamp, men også give et stærkere og dybere indhold i den nuværende generation af unges kamp for et andet samfund.

Hvad der sker nu er ikke et isoleret ungdomsoprør. Også de negative erfaringer fra '68 og halvfjerdserne er et eller andet sted med i bagagen. Hvad vi nu ser, er kimen til en bred folkelig social protestbevægelse, som kan ryste borgerskabet og dets institutioner.

Ungdommmens bevægelse er farlig for borgerskabet. De herskende er klar over det – og dets politikere, ideologer og ludermedier er allerede i gang med at kvæle protestens perspektiver. Dets agenter i bevægelsen søger at sprede ideologisk og politisk forvirring og føre den på vildspor og afveje.

Det vil imidlertid ikke lykkes dem, hvis de kæmpende unge og de ledere, bevægelsen skaber, holder fast i bevægelsens massekarakter, uddyber og forstærker den. Så vil den overvinde alle manøvrer og i kraft af sine egne erfaringer lære at kæmpe endnu bedre, lære organisering, fastholde aktionsretningen, sikre kursen.

Netavisen 8. juni 2006