Af Klaus Riis
Kommunistisk Politik 4, 2006
Der er mange, der de sidste uger har gnedet sig i øjnene over de massive protester i den arabiske og muslimske verden, hvor det danske flag er brændt og danske ambassader angrebet, mens Arla og andre danske produkter tages ned fra hylderne.
Hvordan er det kommet dertil? Hvorfra dette had til en lille nation, som traditionelt har haft et omdømme som et frisindet og progressivt land i den globale sammenhæng?
En del danskere er ramt i hjertekulen, når de ser det danske flag blive antændt eller trampet på i dette voldsomme udtryk for foragt. På samme måde som mere end en milliard muslimer har følt sig ramt og rystet i deres inderste, da de så deres profet vanhelliget og dem selv gjort til terrorister og bombemænd.
Jyllands-Postens provokatoriske satiretegninger har udløst den største krise for Danmark på internationalt plan siden 2. verdenskrig, og de har samtidig udløst en global politisk krise, som berører alle internationale relationer og organismer. FN, NATO, EU, den amerikanske regering, de religiøse verdenssamfund, arabiske og muslimske organismer, alle er involveret i et storpolitisk drama, der virker helt ude af proportion med deres anledning: nogle – godt nok langtfra uskyldige – satiretegninger i en internationalt set ukendt avis fra en fjern provins i verdenssamfundet. Og alligevel bare nogle avistegninger. På mange virker hele situationen surrealistisk, grotesk og uforståelig.
Men den er ikke så svær at forstå, når man sætter den ind i sin sammenhæng. Den hedder ikke mindst 11. september 2001 og George Bushs og de amerikanske neokonservatives (neocons) globale politiske dagsorden – Projektet for det ny amerikanske århundrede (PNAC) , strategien for amerikansk verdensherredømme. De udløste 'krigen mod terror', de konkrete krige mod Afghanistan og Irak og truer nu akut Iran som næste krigsmål. Den ledsages af dæmonisering af arabere og muslimer og et generalangreb på de demokratiske rettigheder med den såkaldte terrorlovgivning, hvis egentlige sigte er at kriminalisere og undertrykke politisk protest og modstand.
I Danmark bragte 11. september Anders Fogh Rasmussen og VK-regeringen til magten. Men også Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti som afgørende støtteparti. Forvandlingen af Danmark til en af USA's nærmeste allierede (ved siden af Tony Blairs UK og Ariel Sharons Israel og enkelte andre) blev hurtigt fuldbyrdet.
Dannebrog og Mærsks logo blev hejst over Camp Danevang og de danske besættelsesstyrker. Under Foghs ledelse gennemførtes en hel stribe brutale indvandrerfjendtlige love. Allehånde reaktionære kampagner, tiltag og lovinitiativer fik vind i sejlene.
Forvandlingen af Danmark til en logrende skødehund, en lakaj for de mest reaktionære kræfter i verden, den amerikanske højrefløj, forløb uden større modstand, og helt uden seriøs parlamentarisk modstand. Hele det herskende Danmark sluttede op om denne kurs, fra de offentlige og privatejede medier til de store koncerner med Mærsk i spidsen. Skibsrederen overrakte personligt et beløb på 100.000 kr. til Pia Kjærsgaard ved det seneste valg. Muslimhetz er stueren, ifølge landets rigeste dansk-amerikaner. Den eneste reelle modspiller har været den brede folkelige bevægelse mod den danske krigsdeltagelse.
De danske neocons har tætte forbindelser til deres amerikanske forbilleder og frænder. Og de sidder i stærke magtpositioner i det danske samfund, med stor indflydelse i regeringen og faktisk flertal i folketinget, med kontrollerende magt over væsentlige medier og med Jyllands-Posten som hovedorgan, med egne tænketanke som CEPOS, med front- og dækorganisationer fra 'Trykkefrihedsselskabet' og 'Den Danske Forening' til de lidt mindre stuerene som 'Dansk Front', Radio Oasen, Radio Holger og striben af hadefulde hjemmesider.
De neokonservative i Danmark er en særegen alliance af kristne fundamentalister, zionister, racister og fascister, som er limet sammen af islamofobi. Fra Kjærsgård, Søren Espersen, Søren Krarup og Jesper Langballe over Bent Jensen og David Gress til Bent Blüdnikow, Lars Hedegaard og Moses Hansen. Der er hundreder af navne. Fra pæne strateger og taktikere til korsriddere, korsbærere og rene bøller. Med Fogh som toppen af kransekagen og under protektion af Hendes Majestæt Dronningen.
Fascisten Kay Vilhelmsen opfordrede sidste år i sin 'Radio Holger' til folkedrab. 'Terror' skal stoppes, sagde han, ved 'enten at fordrive alle fremmede muhamedanere fra Vesteuropa, så de ikke kan komme til at lægge bomber, eller at udrydde de fanatiske muhamedanere. Det vil sige at slå en betydelig del af de muhamedanske indvandrere ihjel'.
Det har han nu fået en ubetydelig betinget fængselsdom på 14 dage for. Hans radio har stadig sendetilladelse. Det har nazisternes også.
Flemming Rose bragte bomben til eksplosion. Statsministeren forsvarede 'ytringsfriheden'. Og Dansk Front og andre fascister gik i små flokke på gaden under politiets beskyttende vinger, mens de sms'ede om koranafbrændinger for at skærpe krisen.
Det er de danske neocons , der har gjort flaget og landet til et symbol på vestlig kolonialistisk arrogance. Det er dem, der udløste krisen som en velberegnet provokation, og dem, der stålsat har begravet alt sundt og progressivt i Danmark til fordel for rollen som international provokatør for USA og Israel. De skal stoppes.
Se også
Afsløret: Neocon-mænd bag Jyllands Postens storpolitiske provokation
Kommunistisk Politik 4, 2006
Netavisen 15. februar 2005