Latinamerika - Kommentar
Kommunistisk Politik 2, 2006
I en nyhedsudsendelse på TV blev der vist et kort over Latinamerika: De lande, hvor der er valgt en venstreorienteret præsident blev markeret med rødt. Efterhånden blev land efter land fyldt ud med den røde farve, blev forvandlet fra spredte pletter til et massivt rødt tæppe, der dækkede det meste af kontinentet.
Evo Morales -
valgt i Bolivia
De seneste lande, som er kommet til, er Bolivia med Evo Morales og nu også Chile – med den første kvindelige præsident i Latinamerika nogensinde, socialisten Michelle Bachelet, 54, datter af en general, som blev torteret og døde i fængsel efter Pinochets kup i 1973, og selv fængslet under Pinochet, inden hun levede i eksil i DDR.
Der sker noget i Latinamerika. Hele dette undertrykte kontinent er ved at rejse sig i protest mod den amerikanske imperialismes undertrykkelse og de lokale rigmandskliker og deres politikere. Et revolutionært opsving er undervejs, mens meget af USA's og verdens opmærksomhed er fokuseret på krigen i Irak, som ikke er gået som planlagt, fordi den irakiske modstand har vist sig så stærk og folkeligt rodfæstet som tilfældet er.
I en kommentar til Evo Morales' valgsejr i Bolivia skriver En Marcha, der udgives af Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti:
'Denne sejr er en del af den demokratiske, progressive og venstredrejede strømning, som tager form i de latinamerikanske lande, og som har manifesteret sig i forskellige valgprocesser og i udviklingen af arbejdernes og folkenes kamp, som slås for forandring; den er svaret på tre årtier med strukturtilpasningspolitik, dikteret af Den Internationale Valutafond og af regeringer, som har underlagt sig den amerikanske politik, som i betydelig grad har forværret bolivianernes liv.
Morales forstår at sammenfatte folkets følelser og han har fremsat et politisk forslag, som står i modstrid til det, som USA har for regionen. Han vil forsvare den nationale suverænitet, går imod at godkende frihandelsaftalen FTAA og tilstedeværelsen af yankie-militærbaser på kontinentet, han lover at nationalisere olie- og gasressourcerne; han kræver politiske og materielle rettigheder for de indianske folk og for arbejderklassen; det har givet ham støtten fra et mobiliseret folk, som det har vist sig i de seneste år med de folkelige rejsninger, som har kastet to anti-folkelige og proimperialistiske regeringer på porten. (…)
Vi revolutionære ser med sympati på denne politiske sejr, som Bolivias arbejdere og folk har vundet, og som også er et hårdt slag mod imperialismen og det lokale bourgeoisi. Det bolivianske folk og dets nye regering kan regne med vores solidaritet og støtte til alle de tiltag, som vender sig mod herskerklassernes privilegier og den udenlandske dominans, og til alle handlinger, som forlanger dette folks suveræne ret til at leve i frihed og fremgang.'
Se hele kommentaren her (på norsk)
Folkets lengsel etter forandring triumferer i Bolivia
På engelsk:
In Bolivia a yearning of the peoples for change has triumphed
De røde pletter på kortet vil ikke alle vise sig at være rigtig røde: En del af disse populistiske og 'socialistiske' regimer viser sig at være skjulte agenter for imperialismen, som har til opgave at forhindre virkelige forandringer og handler i hemmelig alliance med imperialismen.
Den amerikanske vrede over Hugo Chavez i Venezuela og Evo Morales i Bolivia siger noget om, hvem de amerikanske overherrer frygter – og planlægger kup og komplotter imod.
Selvom USA er bundet op i Irak, vil det hverken forhindre denne brutale imperialistmagt i at udløse nye krige og angreb i Mellemøsten, f.eks. mod Iran eller Syrien, eller kup og interventioner i Latinamerika. Det vil være en fatal fejltagelse at tro dette.
Der er brug for effektiv solidaritet med de regeringer, der reelt fører kamp mod imperialismen og den nyliberale politik. Den vil uden tvivl blive nødvendig og sat på prøve i den ko0mmende tid.
Men den folkelige venstredrejning på hele det latinamerikanske kontinent er en ubestridelig og opmuntrende kendsgerning, forvarslet om en ny serie af antiimperialistiske og socialistiske revolutioner på globalt plan.
I en udtalelse fra et møde af marxistisk-leninistiske partier i Paraguay sidste år konstaterede disse:
'Den oligarkiske imperialistiske magt i vore lande kan ikke ødelægges ad fredelig vej. Den historiske erfaring viser os, at det for revolutionens sejr er det nødvendigt at kunne regne med en stærk massebevægelse, en reel og kæmpende proletarisk avantgarde, som har en rigtig linje, og tilstrækkelige redskaber til at sikre anvendelsen af revolutionær massevold som svar på den vold, som herskerklasserne udøver. (…)
I den seneste tid er de antiimperialistiske og revolutionære kræfter vokset i vores lande og i nogle af disse vinder marxist-leninisterne anerkendelse. At de bliver styrket og tager ved lære af de store folkelige kampe er afgørende for at opnå den intensivering af de kampe, som vil komme og sikre at de får et revolutionært udfald, bevæger sig mod frigørelsens og socialismens sejr.'
Se også
Statement of the IX International Seminar:
Problems of the Revolution in Latin America
Quito, Ecuador 15. juli 2005
Netavisen 21. januar 2006