Det amerikanske kongresvalg var en lammende nederlag for krigsforbryderen George W. Bush og hans regering. Det amerikanske folk stemte i stort tal, massivt og umiskendeligt, imod George Bush's krige – imod krigen i Irak. Af Klaus Riis
Det amerikanske kongresvalg var en lammende nederlag for krigsforbryderen George W. Bush og hans regering. Det amerikanske folk stemte i stort tal, massivt og umiskendeligt, imod George Bush's krige – imod krigen i Irak.
Amerikanerne sagde et tordnende Nej til'staying the course', til at fastholde Bush's politik for at vinde krigen og blive i Irak til 'arbejdet er gjort færdigt'. Amerikanerne vil have tropperne ud og hjem.
Det er første gang nogensinde, at amerikanerne har været til valg i krigstid – og forkastet krigen. Erfarne politiske kommentatorer kan kun henvise til et enkelt fortilfælde med et tilsvarende jordskredsagtigt nej til en siddende præsidents politik – og det var ikke et nej til en krig, men en forkastelse af den republikanske Herbert Hoovers økonomiske politik under den store depression. Det var i 1932 – og banede vejen for Franklin Roosevelt og hans 'New Deal'.
Donald Rumsfeld, krigsministeren, der mere end nogen anden ses som 'arkitekten' bag Irak-krigen og som hovedansvarlig for fiaskoen i Irak blev fyret på stedet. Men symbolske menneskeofringer vil ikke være nok. Bush er vingeskudt.
Denne kendsgerning er imidlertid ingen garanti f
or, at de amerikanske tropper trækkes ud af Irak. Der kan og vil blive lavet mange ulykker, mange forbrydelser endnu.
Selvom demokraterne fik flertal i begge kongressens kamre, er det ikke krigsmodstandere, som er valgt ind. En meget stor del af dem er neokonservative med 'forkert' partifarve.
Bush vil 'gøre arbejdet færdigt'; fremtrædende demokrater mener, man hurtigst muligt skal splitte Irak op i tre indbyrdes stridende lande; andre planlægger militærkup mod de vasalmullah'er i Irak, som USA selv har bragt til magten.
Som historien viser det med andre trængte herskere kan man vente sig det værst tænkelige (og utænkelige) fra en desperat George W. Bush
Antikrigsbevægelsen må kende sin besøgelsestid og lægge maksimalt pres på begge de store imperialistiske partier i USA for øjeblikkelig tilbagetrækning fra Irak.
Men George Bush er vingeskudt, og Tony Blair har længe været lammet og er på vej ud af engelsk politik. Anders Fogh, den tredje musketér, gemmer sig for ikke at afsløre, hvor meget han bløder, hvor dybt han er såret. Slaget om 'velfærden' har han tabt, fiaskoen i Irak tynger hårdt, og han ser sin egen skæbne aftegnet hos Bush og Blair. Fogh er også på vej væk.
Partiet Venstre og Fogh har hilst Rumsfelds afgang velkommen med en bemærkning om, at det muliggør en 'ny Irak-strategi'. Det tilføjer i samme åndedrag, at de danske tropper bliver der. Det er sige tillykke med deres egen begravelse. Sandheden er, nat der kun findes én mulig 'ny Irak-strategi': Den hedder UD AF IRAK!
Alle forsøg på at diktere Irak andre 'løsninger' – at 'irakisere' krigen, at splitte landet op, kup og andre desperate manøvrer vil i længden lide fiasko og blot forlænge pinen og forbrydelserne og gøre det endelige nederlag endnu større.
I Danmark er tiden ikke bare inde til en forstærket kamp for 'velfærd til alle', men også til at styrke kampen for at sætte en stopper for Fogh-regeringens kriminelle 'aktivistiske' internationale krigspolitik, at få tropperne ud af Irak, Afghanistan o.s.v – for at sætte Danmark ind på et helt andet spor.
Tiden er inde til at tvinge Fogh væk og sætte ham på porten!
Netavisen 9. november 2006